Farvel til skarpretteren

Jakob har fundet ud af at han ikke har tid til at være med blandt Dværgene længere. Herfra ønskes alt muligt godt fremover, og vi siger tak for tiden i klubben.
    Han kom med i klubben midt i sin selverklærede specialesump i det tidlige forår 2000 og har således været med os i to år. Desværre blev det aldrig til helt så mange kampe for Dværgene, som man kunne have ønsket, men når Jakob endelig var med, så var der i hvert fald ingen som var i tvivl om at han var med. Eneste undtagelse skulle da lige være den dommer, som her i efteråret nægtede ham at komme på banen pga. en bureaukratisk detalje med udskiftning og holdkort!
    Dværgene nød i hvert fald altid godt af vores farlige forward. Han var nemlig noget så udansk som en decideret måltyv, og aldrig tidligere har vi haft så målfarlig en spiller på holdet. Statistikken taler næsten for sig selv - 19 mål i 15 kampe, hvilket giver et snit på 1,27 mål pr. kamp! I oprykningssæsonen sågar med et snit på 2,0 mål pr. kamp.
    Men nu har Jakob altså været så uartig at få et liv ved siden af fodbolden, og efter eget udsagn kalder fuldtidsjobbet og kæresten nu i en sådan grad at Dværgene må klare sig uden hans konstante søgen mod målet. Tak for denne gang!

-bnk