CSKA Royale - De Syv Små Dværge    0-1 (0-0)
Af Troels Widding

 
Smukt var det ikke, men den slags kampe er jo sjældent smukke.
    Der var topopgør i B-rækken. Dværgene mødte CSKA Royale, der inden gårsdagens kamp snusede os i numsen og kun lå et enkelt point efter i tabellen. Og det kunne også ses straks fra start, at det var et rigtigt fodboldhold, vi spillede imod. De krydsløb konstant foran og var betydeligt bedre organiserede end de hold, vi plejer at møde.
    Da Dværgene samtidig lagde forsigtigt ud, blev det hurtigt en ret taktisk præget affære, hvor ingen af holdene ønskede at satse, hvilket betød, at CSKA havde bolden en del, dog uden at blive farlige.
    Kedeligt er måske så meget sagt, for der blev gået til den i nærkampene, men store chancer var der få af. Meget få. Faktisk så få, at undertegnede ikke kan huske nogen fra første halvleg.
    Til gengæld så dommeren, at Søren A. gav sig til at slå lidt på en CSKA-spiller efter at have fået en albue i brystet. Så fik de begge gult. Men det var også det dramatiske højdepunkt i første halveg. 
    Vi begyndte anden halvleg som første. Stod defensivt med Jairo og Claus som virkelig stærke midtbanefolk, der gjorde det godt som defensive forstoppere og dermed gjorde livet nemmere for forsvaret. De to var svære at komme forbi.
    CSKA hylede på et tidspunkt lidt op om, at Dværgene ikke ville noget frem ad banen, men selvom vi ikke kom til store chancer, havde vi mindst lige så mange (halvdårlige) afslutninger som CSKA. Peter havde dog et enkelt rigtigt godt placeret skud ude ved stolpen, som Royales målmand på en eller anden måde nåede ud til.
    Søren K. spillede en stor kamp, hvor han dirigerede og kæmpede som en besat. Omkring midten af anden halvleg skete der dog noget mystisk. Han havde bolden omkring midterlinien og kunne nemt have afleveret til Claus, der stod nogle meter derfra. I stedet lod han sig presse af en CSKA-spiller, der hurtigt fik følgeskab af en anden, og pludselig havde de erobret bolden og var på vej i en dødsensfarlig kontra, hvor CSKA var to mod én. Med lidt held fik Troels blokeret i første omgang, og Søren K. kom tilbage og tyrede bolden ad helvede til, hvilket var temmelig rart. Men puha. Det var sådan en bommert, der kunne have kostet Søren livet, hvis han havde spillet i Colombia.
    Det lignede grangiveligt en 0-0’er, hvilket også ville have været et fair resultat, men fire minutter før tid trak Troels frem i højre side og så Claus på midten, der gik perfekt op for at heade. Målmanden kom dog først og boksede bolden væk, og kom dermed langt ud af sit mål. Det så Søren K., der fra egen banehalvdel kunne løfte bolden (med sit kolde venstre ben!) hele vejen i kassen, som CSKAs målmand ikke var nået tilbage til.
    Et fantastisk mål, og nu har Søren faktisk lavet to af sine tre mål fra egen banehalvdel!
    Målet medførte også næsten uhørte jubelscener fra de svedige Dværge, der ellers generelt virkede lidt tempoforladte i sommervarmen, selvom der blev fightet fint.
    De sidste minutter af kampen blev et hidsigt pres mod Dværgemålet, hvor Stig i et par situationer fik reddet os. Generelt stod Stig en perfekt kamp, hvor han også fik holdt et par hårde skud.
    Kampen blev fløjtet af, og CSKA var lidt halvmugne over resultatet, hvilket egentlig ikke er så underligt. For det var heller ikke super rimeligt. Men, men - heldet følger jo de dygtige.
    Dværgene har nu ikke tabt en turneringskamp i næsten halvanden sæson. VI ER FANDME GO'E!
0-1 Søren K.
Startopstilling
Stig

Søren K.
Troels             Ulrik

Jairo       Claus 

Peter

Bænk:
Per Svop (angriber)
Søren A. (back)

Dagens Dværg:
Søren K.

Gult kort:
Søren A.


 



Trænerens vurdering:

Stig (9) - havde faktisk en lidt stille kamp, men havde udmærket fat på bolden når den kom.

Søren A. (9) - havde en meget blandet kamp, hvor han formåede at tabe hovedet fra tid til anden, men til gengæld satte gode og konsekvente tacklinger ind.

Jairo (10) - klarede omstillingen fra back til  offensiv midtbane rigtig godt og spillede en yderst disciplineret kamp.

Troels (9) - var egentlig ikke specielt meget med i kampen, men dækkede fint af og undgik at gøre tingene for svære for sig selv.

Claus (10) - ydede en stor præstation på den defensive midtbane, hvor han var meget løbevillig og fik brudt rigtig mange af CSKAs forsøg på at komme hurtigt frem.

Peter (9) - var noget tømmermandspræget og fik ikke lavet så forfærdeligt mange ryk - omend han nu også som regel blev sparket ned når han forsøgte. Var til gengæld meget flittig og nærkampsstærk i defensiven.

Per Svop (9) - havde det svært i front mod et meget klogt spillende forsvar, men udstrålede pågåenhed og aggressivitet og forsøgte sig godt med at rykke sig fri.

Søren K. (10) - lavede en enkelt kæmpefejl, der var tæt ved at koste, men var iøvrigt virkelig stærk i nærkampene og reddede også indtil flere undertalssituationer. Og reddede selvfølgelig også de 3 points hjem med endnu et mål fra bag midterlinien.

Ulrik (9) - spillede enkelt og udmærket, omend han stadig en gang imellem har det med at placere sig besynderligt i opdækningen. Og så blev det til et par virtuose driblinger på CSKAs baglinie - det har vi vist ikke set før!