|
|
|
|
| Det
er nok ikke så mange af dem, der har læst på universitetet,
blev vi enige om efter kampen. Vi kunne sagtens hovere over Martsmændene.
Hos Dværgene er der kun et par efternølere, som endnu ikke
er blevet kandidater fra en højere læreanstalt, og så
måske en enkelt autodidakt skriverkarl på et ungdomsblad, hvis
aldrene Dværgfamiliefar af en redaktør snart må være
ved at få identitetsproblemer af at skulle holde opretholde en mere
og mere postuleret gadesmart tone. Nå, det var en tangent.
Heldigvis vandt vi kampen, og heldigvis kom ingen af os alvorligt til skade, endsige til skade overhovedet. Humøret var derfor højt efter bataljen, og latteren gjaldede hen over kaffepapkrusene i tutten i den gamle interneringslejr for tyske krigsflygtninge på Kløvermarken. Vi tillod os for en gangs skyld at lufte den indre svinehund og tale ondt, nedladende – og hvis de havde været til stede – sårende om vores modkæmpere. Saaby blev savet ned så mange gange i kampen, at mange af de huller, Bo gennem årene har gravet med sine glidende tacklinger, nu må være fulde af savsmuld. Referenten selv talte med dommeren seks-syv gange i løbet af kampen og lovede ham til sidst, som en god akademiker, at skrive et brev til DAIs dommerudvalg. Det bliver nok ved truslen, men her kommer et par alvorsord, som jeg håber i hvert fald den halvdel af Martsmændene, som har mere end en knækket stift i blyanten, vil tage til efterretning, hvis de sejler en tur forbi vores informative hjemmeside, muligvis med skamfuldhed som den motiverende faktor: Det er simpelt hen skandaløst, at Marts 96 i den grad lader sig tirre af en højrøstet, spilstærk, kontant, men fair midtbanemodstander. At deres imbecile målmand ”med mord i øjnene” (citat Saaby selv) løber direkte ud i denne modspiller, så brutalt at man skal 21 år tilbage i fodboldhistorien for at finde noget tilsvarende (Harald Schumacher i VM-semifinalen mod Frankrig og stakkels Batiston). At denne modspiller modtager slag i ansigtet. At denne modspiller bliver sparket ned gang på gang. At denne modspiller til sidst bliver slagtet i en ufarlig situation helt ude ved hjørnekeglen. At en spiller i vores straffesparksfelt efter en tumultarisk situation vader ind i vores højre backs oppustede brystkasse og derefter kaster sig skrigende ned i græsset, en skuespillerpræstation så usselt ringe, at mine tæer stadig smerter mig. At deres, som sagt, imbecile målmand og deres jakkesætklædte hjælpeklassebodegatype af en træner vedvarende forfølger den gang på gang nedsparkede modstander ved på samme eller om muligt endnu lavere dilettantniveau imiterende at råbe av, av, av efter ham i en bestandig hetz. Hermed også sagt, at dommeren, der trods alt fik uddelt et par gule og et rødt kort, leverede en efter min mening stærkt svingende fløjtepræstation ved ikke at smide det tomme målmandshoved ud, true træneren med bortvisning, skride ind over for det komiske forsøg på at få smidt Stig ud osv. Så kan han i øvrigt være nok så gemytlig og herligt ikke-nærtagende over for velment kritik. Der må være en grænse for, hvad man kan acceptere på en fodboldbane. Samtlige Dværge kæmpede og spillede godt. Lars Knudsen havde visse problemer med afleveringer over distancen, men i den situation er det trods alt bedst at skyde for langt, frem for for kort, og det gjorde han, så det kostede ikke. De spilstærke backer, der fik tid og plads til at modtage bolden efter målspark, var det en fornøjelse at befinde sig foran. Stor hyldest til Dagens Dværg, Stig, der bliver bedre og bedre som højre back og kronede sin – bortset fra et enkelt mislykket langskud – fejlfri indsats med et godt mål! Første mål kom efter klumpspil. Saaby prikkede den ind blandt venner og fjender – på et tidspunkt, hvor fjenderne var i undertal, efter at en af deres intellektuelle havde grebet en ufarlig bold med hænderne ude ved sidelinjen, som han fejlagtigt troede, den ville ryge ud over... I resten af første halvleg var vi noget pressede, men krudtet i Martsmændenes rustne kanon var løst. I begge halvlege havde vi temmeligt nærgående forsøg efter hjørnespark. Bl.a. kom Bo hele to gange til afslutning. Referentens to forsøg med knæ og højre inderside var også lige ved og næsten. Saabys prikkeinstinkt svigtede, da referenten sendte ham på en løber ind i boksen, og kuglen gik lige forbi den imbeciles venstrestolpe. Endelig gik der hul på bylden. Vi var kommet i overtal igen, og koncentrationen truedes af centrifugalkraft som følge af... ja, okay, nu gider vi ikke jokke mere i det. Fra højrekanten lagde referenten en svagt udadskruende aflevering ind til Bo, der tordnede den så rent ind i kassen, at hans drømme vil være fulde af mindet om det i mange uger endnu. Næste mønsterangreb var efter 1-2-3-modellen: Rune - Lars Hasholt - Stig. Så enkelt, så smukt. Til sidst var vi syv mod fem efter dommerens hygiejneforanstaltninger mod de grå Martsmænd (der har været lamme nok til at købe træningstrøjer i samme farve som spilletrøjerne og derfor flere gange måtte beordres til enten at tage dem af eller sætte sig ned). Saaby kom alene fri mod målmanden, og tydeligt opsat på at give målmanden en hilsen fik han denne til at trille rundt (pga. staturen var det ikke så svært) ved at danse frem og tilbage med bolden på støvlen i et desværre mislykket forsøg på at tippe bolden over kødbunken i græsset. Efter kampen havde vi armene i vejret. Vi er inde i en god stime. Men som klassisk afslutnings-topos vil jeg mane til besindighed: Vi scorede kun, da modstanderne var i undertal, og vi scorede ikke, da vi var to i overtal. Det kan blive endnu bedre, og vi har en ekstra motivation til at rykke op nu – at undgå visse Martsianske modstandere næste år. |
Trænerens vurdering: Chr. H. (10) - tog hvad
der kom langs jorden og var modig og effektiv når han gik ud i feltet
over for de noget større modstandere. I det hele taget en indsats
præget af stor sikkerhed.
|