|
|
|
|
| Lad
mig starte med at fastslå at Dværgene vandt en vigtig og yderst
fortjent sejr på 4-2 over Boldklubben H. De tre point var tiltrængte
og kunne tilskrives en mandfolkepræstation over hele linjen. En fælles
indsats hvor ingen brillerede i ekstrem grad (måske bortset fra Hasholts
venstreben), men hvor alle uden undtagelse holdt et højt bundniveau
kampen igennem. Man kunne måske også hævde at Peter brillerede
ved –på trods af en glimrende indsats - ikke at score. Højst
usædvanligt.
Dernæst vil jeg straks springe til kampens ca. halvtredsindstyvende minut, hvor Dværgenes alderspræsident og efterhånden faste angriber også fik en længe tiltrængt forløsning. Han scorede et mål. Ikke hans første Dværgemål, men hans første mål i denne sæson. Et vigtigt mål der konsoliderede Dværgenes føring på 4-2. Et mål der har ladet vente rigtig længe på sig. Måske har jeg ikke rigtigt ladet det skinne igennem, men jeg har været sulten. Rigtig sulten. Jeg ved nu hvordan Ebbe Sand har gået og følt det efterhånden nogen gange på landsholdet, og hvordan en række angribere hos de hvidblusede primadonnaer fra Parken Entertainment A/S kommer til at føle det i en årrække fremover. Men sådan føler jeg det ikke mere. Det var et mål med en særegen skønhed. Komponeret helt ud fra eget repetoire, hvor de væsentligste ingredienser var rutine, opportunisme, et par lange ben og ikke mindst skarphed. En lidt løs tværaflevering i Boldklubbens forsvar blev læst næsten før den blev sendt af sted og derefter opsnappet af det længste Dværgehøjreben på holdet (eller er det mon Troels’?) på kanten af deres straffesparksfelt. Med et hurtigt venstrebenstræk mod højre blev bolden bragt i position til højrebenet og med et tørt og ubarmhjertigt hug placeret uden for målmandens rækkevidde øverst og yderst i målet. 4-2 til Dværgene. Umiddelbart efter scoringen lod målscoreren sig skifte ud for at kunne fordøje forløsningen på sidelinien. Her var en tilsyneladende flabet tilskuer (en lidt ældre herre med en betydelig mere imponerende hårpragt end sin søn på banen) tæt på at komme en smule malurt i bægeret. Han lod en kommentar falde om at målet vist var lidt af en foræring, men formentlig har blæsten blot fordrejet hans ord. Jeg har efterrationaliseret mig frem til at han nok nærmere har sagt at det var lidt af en ”superscoring”. I hvert fald var det tydeligt at se anerkendelsen lyse ud af øjnene på ham, mens han talte, og den anerkendelse, i forening med Dværgenes sikre forsvar af føringen, kunne jeg så lune mig ved de sidste 15 forblæste minutter på sidelinien. Endelig var der tre point på kontoen igen, og endelig trådte Dværgenes angriber i karakter som afslutter. Nå, slut med navlepilleriet. Dagens referent var jo ikke den eneste Dværg på banen. Vi var et hold sidste lørdag i Kløvermarken, og det var i høj grad det der gjorde udslaget i en tæt kamp. Op til kampen sporedes en tydelig anspændthed hos Dværgene. Vi var meget bevidste om resultatets betydning, denne årets første rigtige efterårsdag med blæst og løvfald over Kløvermarken, og opvarmningen var langt mindre fokuseret end den sædvanligvis er. For at bidrage yderligere til anspændtheden havde træneren indført en ny taktik, hvor Dværgene skulle operere med to løbestærke wingbacks, der flankerede et tomandsforsvar og en enmandsmidtbane. En gambling som heldigvis bar frugt. Oven i hatten måtte vi se bort fra begge vores sædvanligvis pålidelige målmænd. Stig er stadig skadet og Christian bortrejst. Som erstatning havde Bo indkaldt en som regel særdeles kompetent dværgesubstitut: Nils. Eneste lille hage ved trænerens disposition var at alle Nils’ tidligere meriter for Dværgene var opnået ude i marken. Under målmandsopvarmningen var der heller ikke mange tegn i sol og måne der tydede på at Nils ville blive indkaldt som målmandsafløser igen. Stort set alle bolde der havde kraft nok til at trille ind over stregen gjorde det, mens Nils rullede rundt i modsatte side af målet. Dette bidrog naturligvis ikke til at mindske Dværgenes nervøsitet for det forestående opgør, men på den anden side har det jo uden tvivl styrket alles tro på egne evner som afslutter. Altså i virkeligheden en genistreg fra Nils. Som den garvede rotte han er, har han luret at vi var anspændte og rådvilde og vurderet at det var bedre at booste markspillernes tro på krudt i støvlerne end at demonstrere sikkerhed i målmandsindgrebene. Når musikken så rigtig spillede, skulle han nok vise sit værd og lade handskerne tale. Denne teori så vi bekræftet i løbet af kampen, hvor Nils spillede med stor autoritet og uforfærdethed og var stærkt medvirkende til at sejren kom i land. Han kunne dog ikke forhindre Boldklubben H i, efter ca. et kvarter af kampen, at udligne den føring som Dværgenes træner havde skaffet dem. Efter ca. 10 minutter havde han affyret et optimistisk langskud, der snittede en H-forsvarer og sejlede i mål i en blød bue over deres målmand. Svaret fra Boldklubben kom dog som skrevet ret hurtigt. På et fornemt bandespil broderede de sig igennem på vores højrekant og afsluttede fra nært hold uden chance for Niels. 1-1. Der gik ikke mange yderligere minutter før den var gal igen. Dagens referent (og målscorer, hvis nogen skulle være i tvivl) mistede bolden til modstandernes styrmand midt på deres banehalvdel. Han foretog en lang solotur mod Dværgenes mål med en stor og lidt tung dværg halsende efter sig. Inden undertegnede nåede så meget som at lave et frispark på ham, var han nået ned til kanten af vores felt, hvor han klappede til. Helt ude ved stolpen og 2-1 til Boldklubben. Det så sort ud, og mismodet begyndte at brede sig. Heldigvis ville Dagens Dværg det anderledes. Efter lidt fight og pres på modstandernes højre back trillede en løs bold ned mod midterlinien i vores venstreside. Hasholt var stærkt presset, men alligevel først på bolden, og havde, selv i en hektisk infight-situation, blik for at modstandernes målmand var ude af det lille felt. Halvt liggende og med en modstander på ryggen klappede han simpelthen til den med venstrebenet og kunne fra en liggende position se bolden sejle ind under overliggeren. En suveræn demonstration af hurtighed, nærkampstyrke, overblik, optimisme og sparketeknik. 2-2, en oplagt kandidat til Årets Mål, jubel hos Dværgene - og pause. I anden halvleg var der, trods den fornemme udligning, stadig nervøsitet at spore blandt Dværgene. Vi sad ikke tæt nok på modstanderne, og de kunne foretage sig stort set hvad de ville, næsten helt frem til kanten af vores straffesparksfelt. Til vores held var de ikke særlig skarpe i den sidste målgivende aflevering eller i afslutningerne, og Dværgene red de første 10 minutters storm af. Da Rune så omkring samme tidspunkt bragte os foran for anden gang i kampen, vendte optimismen for alvor tilbage på holdet. Peter modtog bolden ca. midt på deres banehalvdel. Holdt lidt på bolden og spillede så perfekt en fremstormende venstre wingback i dennes medløb. Rune behandlede frispilningen efter fortjeneste og tog et enkelt træk inden han scorede sikkert med en hård og velplaceret inderside. Efter denne scoring begyndte Dværgene at spille med mere overblik, autoritet og bid i nærkampene. Da undertegnede så udbyggede Dværgenes føring med ca. et kvarter tilbage, var det blot en formsag at køre sejren hjem. En god dag i Kløvermarken. |
2-2 Hasholt 3-2 Rune 4-2 Ole E.
Bænk:
Dagens Dværg:
Nils (9) – kom lidt
hovedkuls igang med målmandstjansen, men fandt sig efterhånden
til rette og udstrålede ro og sikkerhed, hvilket var ganske vigtigt.
|