Boldklubben H - De Syv Små Dværge

3-1 (3-0)

Det var en mørk og stormfuld lørdag eftermiddag… og Dværgene stod over for A-rækkens nr. 2, Boldklubben H. Med en sejr kunne vores modstandere nå rækkens førsteplads, så der var ingen tvivl om, at vi skulle møde et topmotiveret mandskab. Da de tilmed over en bred front tidligere har vist sig særdeles teknisk velfunderede, valgte vores assisterende træner fra starten at trække Dværgene et par skridt tilbage. På en ujævn bane, hvor bolden fik god fart i det våde græs, skulle det vise sig at være en fornuftig disposition. Forholdene for H’s boldsikre folk var bestemt ikke optimale. 

At der var udfordringer for teknikerne, fik Bo allerede at mærke, da han gled i forsøget på at give bolden op og lagde noget af en skævert tilbage til Claus. Men ingen fare – og kampen var i gang. Fra starten stod Dværgene fornuftigt i forsvaret, og midtbane og angreb havde rigtigt gode aktioner trods de vanskelige forhold. På afleveringerne frem ad banen nåede Morten, Rune og Bo ofte først på bolden og kom videre med en god dribling eller bandespil. Dværgene blev bestemt ikke overspillet af topholdet, og kampens første store chance tilfaldt da også de bordeaux. Bo tager et langt frispark ved midterlinjen i venstre side og bolden ender lige foran målet hos Peter, der trods ude af balance (næsten) får prikket bolden under målmanden.

Senere har også Fremerey en stor chance, efter Peter med et gennembrud i venstre side faktisk får spillet ham blank foran målet. Desværre når vores sicilianer ikke helt frem til bolden, og skuddet går lige til højre om målet. Så er H’erne mere effektive. Trods at have fået vist en mand ud i 5 minutter for hands kommer de foran 1-0 ca. midt i første halvleg. Recepten er enkel: Med et hårdt fladt langskud udnytter de, at bolden sjutter uberegneligt ind mod mål. Stig får en halv fod på, og bolden havner i nettet. Surt mål, især for vores målmand, der knapt er blevet varm efter noget nær et års pause.

H’ernes andet mål falder snart efter, og det er straks mere reelt: En angriber trækker på tværs i udkanten af straffesparksfeltet. Han får sat Bo (der til gengæld bliver effektivt tacklet af Peter), og således fri til skud finter han let og kan i stedet aflevere til en medspiller, i hvis haser Hasholt skulle have siddet. Nu står han i stedet fri foran mål og scorer uden chance for Stig. Nogle minutter senere har Stig dog lidt større chancer, da H’erne får deres tredje mål efter samme opskrift som det første. Stig ærgrer sig forståeligt, men glemmer at tænke på forholdene – H'ernes stærke nr. 7 skulle helst slet ikke være kommet på skudhold.

I pausen er Dværgene trods stillingen ved godt mod. Vi føler med rette, at vi kan være med i kampen, og kampånden er intakt. Med krum hals går vi til anden halvleg og får da også bonus efter en ti minutters tid. Efter endnu et frispark fra Bo, som lignede det fra første halvleg, svæver en høj bold hen over modstandernes forsvar til en helt udækket Claus, der med et følt hovedstød får bolden i mål. Peter følger den til dørs, men er så høflig at lade bolden hoppe ind af sig selv. Herefter følger en gedigen fight, udmærket styret af dommeren, der absolut ikke var uvenlig over for Dværgene (det bliver han jo ikke ringere af). Brokkeri sender en H-spiller uden for døren, og det giver os lidt ekstra luft. Vi har adskillige gode chancer – Peter på indtil flere dødbolde, Hasholt fritspillet på højrefløjen – mens H’erne i anden halvleg kun kommer til en afslutning eller to. 

Anden halvleg går altså helt klart til Dværgene, men det endelige resultat falder desværre ud til H’ernes fordel. Da alle Dværge leverede en god indsats, er humøret dog udmærket efter kampen. Kun ses enkelte tics af ærgrelse hos vores centrale forsvarsklippe. Som os alle føler Claus nok, at vi med lidt held kunne have leveret overraskelsen. Eller også er det bare rester af tømmermænd…
-hasholt

Kampen kort

Mål for Dværgene:
3-1 Claus

Dagens Dværg:
Claus

Startopstilling

 


Stig


Claus
Hasholt                Peter

Rune        Bo  

Morten C.

Bænk:
Lars F. (h. midt)

 

Assistenttrænerens vurdering

Stig (8) - så lidt skidt ud ved to af scoringerne. Kom dog godt efter det i anden halvleg, hvor han var mere påpasselig med bolden på den lumske bane. 

Bo (9) - Udmærket indsats. Var som altid utrolig opmærksom i sit spil. Placerede sig stort fint i næsten alle situationer. Dækkede af når der var brug for det og fik blandet sig godt i spillet både frem og tilbage over banen. 

Rune (9) - Udmærket indsats hvor han rokerede rundt på de forreste pladser. Gik fint med i spillet frem over banen og deltog også fint i det defensive arbejde.

Claus (10) - Fin defensiv indsats. Som altid god i luften og i de mange nærkampe. Savner lige lidt mere lyd i spillet som den centrale forsvarer. Kraftfuld scoring med pandebrasken trækker naturligvis op. 

Peter (8) - Godkendt indsats. Assistenttræneren forventer sig dog mere af den offensive venstre back. Skal komme meget hurtigere og oftere from over venstrekanten. Burde have scoret et mål på en af dødboldene. Flot tackling af Bo. 

Lars F. (9) - kæmpede som altid forbilledligt. Med større skarphed foran mål kunne han tilmed have krydret indsatsen med et mål. 

Hasholt (10) - leverede en rigtig god indsats på en mudret bane, der passede ham rigtig godt. Brugte sin fysik godt og leverede meterlange glidende tacklinger så mudderet fløj. Gik desuden godt med frem på højrekanten, hvor han dog samtidig godt kunne have udvist lidt mere skarphed. 

Morten C. (10) - fik en rigtig god debut som spydspids. Tilbød sig rigtig fint i det opbyggende spil. God spilforståelse. Kom ikke til de store chancer som forreste mand, men var en vigtig brik i både angreb og forsvar.