De Syv Små Dværge - Den Gule Far

5-2 (2-1)

Solen var der, ugedagen var ligeledes upåklagelig, og da startfløjtet nærmede sig, var støtten på sidelinjen også på plads. Klubbens (s)eneste fanfraktion, Mighty Dwarfs, havde nemlig valgt at dette skulle være dagen for Deres debut. Nu var det så op til Dværgene at vise at de kunne honorere de fine forhold, samt udnytte de 2 kampe i den forgangne uge som gerne skulle have været med til at spille holdet sammen og forbedre formen en kende. Med andre ord var det på tide at få nogle point på kontoen efter at have smidt et par dumme af slagsen i de sidste to kampe.

Dagens modstander, Den Gule Far, havde imidlertid også planlagt at de ville have noget ud af dagens kamp. Derfor blev det en kamp hvor begge hold forsøgte at spille bold, og der var chancer i begge ender. På sidelinjen blev det hurtigt bemærket af den ene Mighty Dwarf at det var helt anderledes seværdigt end tirsdagens kamp. Desværre blev det dog i første omgang mest underholdende for Faren og deres tilhængere, da de bragte sig foran 1-0. Fra Dværgenes side blev der dog ingenlunde kastet noget håndklæde i ringen, og man forsøgte fortsat at spille bold, krydret med flotte individuelle præstationer af specielt Brian Saaby der dog muligvis skal have skrællet det yderste lag lim af støvlerne...

Efter et fladt hjørnespark der udfordrede Farens akilleshæl, målmanden, lykkedes det for kaptajnen og krumtappen Kaspar at få udlignet fra tæt hold. Pludselig blev Dværgenes pres på Faren endnu mere markant, og i de efterfølgende minutter var der flere nærgående forsøg hvor kaptajnen var et enkelt pubeshår eller to fra at fordoble sin målhøst. Herefter lukkede mini-Saaby op for godteposen og leverede nogle flotte mål undervejs i sit hattrick, blandt andet assisteret af Hans der ved flere lejligheder viste kvaliteter på sin plads som offensiv midt. Mens mini-Saaby (dagens velfortjente dværg) underholdt fremme på banen, fik forsvaret lukket flot af, og når det glippede en enkelt gang, så viste Christian endnu en gang eksempler på at Dværgene råder over en af rækkens allerhurtigste og lynsnare keepere. En enkelt gang lykkedes det dog Faren at få reduceret, da Dværgene så småt var begyndt at kigge langt efter de grønne flasker der klirrede så lystigt på sidelinjen, i stedet for lige at lukke helt af.

Endnu en gang viste holdet dog god moral, og i stedet for at lade Faren fornemme at der var mulighed for point, så lukkede Hans iskoldt kampen til 5-2. Tilbage på sidelinjen gik det hen imod kampens slutning ikke ubemærket hen at en enkelt Dværg ved flere lejligheder burde have udbygget denne føring, men som det ganske tørt blev konstateret; det er da altid noget han kan løbe lidt...

5-2 endte det, og en herlig lørdag på Kløveren sendte Dværgene op i tabellen, til stor ros fra den sidelinjebundne træner. Nu er holdet så gennem nogle af de, på papiret, lettere modstandere, og det bliver spændende at følge om de gode takter fra lørdagens kamp kan følges op i de kommende kampe i søndag-tirsdag-søndag programmet.

Endelig må vi heller ikke glemme at kampen også bød på et nyt koncept i Dværgeregi: Dagens Per. I dagens kamp var det en lidt rund version af Per der gjorde sin entré, og selvom Michael fik vist glimt af sin glimrende boldforståelse og sin tekniske flair, så satte et par dumme vabler en brat stopper for en ellers lovende debut.
-mortenc

 

Kampen kort

Mål for Dværgene:
1-1 Kaspar
2-1 Brian
3-1
Brian
4-1 Brian
5-2 Hans

Dagens Dværg:
Brian

Startopstilling

 


Christian


Kaspar
Bo               Peter

Hans   Morten

Brian

Bænk:
Michael X. (h. midt/v. midt)
Lars F. (v. back/h. back) 

 

Trænerens vurdering

Christian (10) - Han er så vigtig for Dværgene. Og altid forstår han at hive de store redninger frem på de kritiske tidspunkter.

Michael (u.b) - nåede ikke at deltage så meget.

Bo (10) - Sikke en arbejdshest. Løb med frem og tilbage og fulgte Fædrene til døren hver eneste gang. Og der spillet bold, gjorde der...

Peter (10) - Man får ikke bare sådan lov til at tage bolden fra Peter. Så tager han den sgu tilbage. Super energi og en kæmpe drivkraft i kontraspillet. Og så vinder han flere og flere hovedstødsdueller.

Lars F. (10) - Hvem sagde holde på bolden og spille fornuftigt fra? Hvem tog den fra ham? Ingen...

Brian (11) - Fantastiske detaljer og super optimisme i alt hvad han foretog sig. Havde overskud på dagen til også at skabe en god stemning på holdet.

Morten (10) - God kondi…

Kaspar (10) - Benhård forsvarskæmpe. Godt at træneren blev skadet, for han havde ikke gjort det halvt så godt.

Hans (10) - kronede en fornem indsats af med sit første mål for Dværgene. Smed om sig med gode afleveringer og udviste stor vilje til at vinde alle nærkampe.