|
Trænernes beretning for 1999 |
Spilletid
Det primære formål
med at drive klubben er at sikre medlemmerne at de kan komme til at spille
fodbold. I starten af året besluttede vi at medlemmerne skulle kunne
spille mindst 6/11 af de kampe de meldte sig til. Det har ikke været
svært at leve op til den målsætning. Vi har endda ved
flere lejligheder været nødt til at tilkalde assistance udefra,
og vi har efterhånden et fast lille korps af reservespillere.
Træning Forholdene omkring træningen
har ikke været helt tilfredsstillende, hvilket også kan aflæses
af den ringe interesse medlemmerne har vist for at deltage. I sommersæsonen
har vi haft tid på DHL/IfI torsdag 20-21, og på dette tidspunkt
er der størstedelen af året mørkt. Her i vinter har
vi haft tid på grus i Valby tirsdag 21-22.30 (nu 19.30-21) hvilket
mildest talt heller ikke er ideelt.
Det primære
mål med træningen er at de største fodboldidioter i
klubben skal have mulighed for at spille fodbold ud over kampene, og det
er som regel lykkedes ved at inddrage andre klubber. Det sekundære
mål - at forbedre klubbens spilleres form og sammenspil - har vi
imidlertid ikke kunnet nå på denne måde.
I den kommende
sommersæson har vi fået tid på DHL/IfI onsdag 19-21,
hvilket er et beskedent fremskridt. For vintersæsonens vedkommende
har vi søgt 10 forskellige steder under FOS, KI og KUC om at få
tildelt en hal med håndboldbane, men vi skal nok ikke have for store
forventninger. Løsningen fra forrige vinter med at booke sig ind
i Grøndals Centret og betale hvad det koster synes at være
den bedste løsning - evt. i samarbejde med en eller flere andre
klubber.
Udendørsturnering Uden at have sikre formodninger
om niveauet i forvejen havde vi som forventning at blande os i toppen af
vores række. Det nåede vi imidlertid ikke, da vi sluttede præcist
i midten af rækken, nr. 5 af 9, og således heller ikke nåede
en af de 3 oprykningspladser det blev til i vores pulje.
Den største
ærgrelse var nok at hele 3 hold trak sig fra vores pulje, således
at vi kun fik spillet 16 kampe ud af de forventede 22. For det primære
formål er naturligvis at få spillet noget fodbold. Rent resultatmæssigt
var de største skuffelser 3 uafgjorte kampe, som vi alle burde have
vundet. Af nederlagene var så godt som alle nok at betragte som retfærdige.
Rent fodboldmæssigt
var vores udgangspunkt før sæsonen at vi ville forsøge
at dominere kampene og sætte os på spillet højt oppe
på banen. Vi måtte imidlertid konstatere, at det ikke var dér
vores styrke lå. I stedet havde vi væsentligt større
held med at trække os tilbage og satse på kontraangreb. Ydermere
havde vi større problemer med at finde en fast forsvarskonstellation
end først ventet, hvilket gav store problemer særligt når
vi forsøgte os med at spille 2-3-1, som stiller store krav til koordination
mellem forsvar og midtbane. I den kommende sæson vil det nok være
at anbefale at finde et fast forsvarskoncept, højst sandsynligt
en fast 3-backkæde som er taktisk nemmere at praktisere end et 2-mandsforsvar.
I den forgangne sæson led spillet ofte under at vi måtte bruge
vores gode allroundspillere i forsvarskæden således at midtbanen
kom til at mangle tyngde. Et fast forsvarskoncept ville forhåbentlig
også kunne hjælpe til at løse dette problem.
Så
med lidt held kan vi fortsætte tendenserne fra årets sidste
kamp, hvor vi fik vores største sejr med 6-0 mod Team AJAX - der
i parentes bemærket også er i vores pulje i år. Vi har
fået tilgang af 3 nye spillere, én til hver kæde, som
alle synes at være stærke i sammenspillet, og vi glæder
os nu til at komme i sving på banen.
Indendørsturnering Indendørsturneringen
må siges at have været en skuffelse. Ud over at der er delte
meninger om spillet i sig selv, har turneringen været uheldigt organiseret.
9 kampe spredt over 5 måneder - og mildest talt over hele byen -
giver ikke megen sammenhæng. Og da slet ikke når 3 af de 9
kampe foreløbig er blevet aflyst. De 6 indendørskampe har
altså kostet foreningen omkring 100 kr. pr. kamp i rent deltagergebyr.
Derudover kommer udgifter til den særlige bold og medlemmernes udgifter
til at skaffe sig reglementeret udstyr.
Deltagelsen
i indendørsturneringen har desværre også blokeret for
at vi kunne booke indendørs træningstider i weekenden i denne
vinter, så vi kan nok imødese en sæsonstart med spillere
i halvdårlig form.
Sammenfattende kan vi sige
at indendørsturneringen ikke har været pengene værd,
og at vi ikke kan anbefale at deltage i den til næste år.
|
Ingen |