Træning
Forholdene omkring træningen har ikke været helt tilfredsstillende, hvilket også kan aflæses af den ringe interesse medlemmerne har vist for at deltage. I sommersæsonen har vi haft tid på DHL/IfI torsdag 20-21, og på dette tidspunkt er der størstedelen af året mørkt. Her i vinter har vi haft tid på grus i Valby tirsdag 21-22.30 (nu 19.30-21) hvilket mildest talt heller ikke er ideelt.
    Det primære mål med træningen er at de største fodboldidioter i klubben skal have mulighed for at spille fodbold ud over kampene, og det er som regel lykkedes ved at inddrage andre klubber. Det sekundære mål - at forbedre klubbens spilleres form og sammenspil - har vi imidlertid ikke kunnet nå på denne måde.
    I den kommende sommersæson har vi fået tid på DHL/IfI onsdag 19-21, hvilket er et beskedent fremskridt. For vintersæsonens vedkommende har vi søgt 10 forskellige steder under FOS, KI og KUC om at få tildelt en hal med håndboldbane, men vi skal nok ikke have for store forventninger. Løsningen fra forrige vinter med at booke sig ind i Grøndals Centret og betale hvad det koster synes at være den bedste løsning - evt. i samarbejde med en eller flere andre klubber.

Udendørsturnering
Uden at have sikre formodninger om niveauet i forvejen havde vi som forventning at blande os i toppen af vores række. Det nåede vi imidlertid ikke, da vi sluttede præcist i midten af rækken, nr. 5 af 9, og således heller ikke nåede en af de 3 oprykningspladser det blev til i vores pulje.
    Den største ærgrelse var nok at hele 3 hold trak sig fra vores pulje, således at vi kun fik spillet 16 kampe ud af de forventede 22. For det primære formål er naturligvis at få spillet noget fodbold. Rent resultatmæssigt var de største skuffelser 3 uafgjorte kampe, som vi alle burde have vundet. Af nederlagene var så godt som alle nok at betragte som retfærdige.
    Rent fodboldmæssigt var vores udgangspunkt før sæsonen at vi ville forsøge at dominere kampene og sætte os på spillet højt oppe på banen. Vi måtte imidlertid konstatere, at det ikke var dér vores styrke lå. I stedet havde vi væsentligt større held med at trække os tilbage og satse på kontraangreb. Ydermere havde vi større problemer med at finde en fast forsvarskonstellation end først ventet, hvilket gav store problemer særligt når vi forsøgte os med at spille 2-3-1, som stiller store krav til koordination mellem forsvar og midtbane. I den kommende sæson vil det nok være at anbefale at finde et fast forsvarskoncept, højst sandsynligt en fast 3-backkæde som er taktisk nemmere at praktisere end et 2-mandsforsvar. I den forgangne sæson led spillet ofte under at vi måtte bruge vores gode allroundspillere i forsvarskæden således at midtbanen kom til at mangle tyngde. Et fast forsvarskoncept ville forhåbentlig også kunne hjælpe til at løse dette problem.
    Så med lidt held kan vi fortsætte tendenserne fra årets sidste kamp, hvor vi fik vores største sejr med 6-0 mod Team AJAX - der i parentes bemærket også er i vores pulje i år. Vi har fået tilgang af 3 nye spillere, én til hver kæde, som alle synes at være stærke i sammenspillet, og vi glæder os nu til at komme i sving på banen.

Indendørsturnering
Indendørsturneringen må siges at have været en skuffelse. Udover at der er delte meninger om spillet i sig selv, har turneringen været uheldigt organiseret. 9 kampe spredt over 5 måneder - og mildest talt over hele byen - giver ikke megen sammenhæng. Og da slet ikke når 3 af de 9 kampe foreløbig er blevet aflyst. De 6 indendørskampe har altså kostet foreningen omkring 100 kr. pr. kamp i rent deltagergebyr. Derudover kommer udgifter til den særlige bold og medlemmernes udgifter til at skaffe sig reglementeret udstyr.
    Deltagelsen i indendørsturneringen har desværre også blokeret for at vi kunne booke indendørs træningstider i weekenden i denne vinter, så vi kan nok imødese en sæsonstart med spillere i halvdårlig form.
Sammenfattende kan vi sige at indendørsturneringen ikke har været pengene værd, og at vi ikke kan anbefale at deltage i den til næste år.

Træning
Vi har haft en noget bedre træningstid på DHL/IfI i år end sidste år, og træningen har i det hele taget også været mere velykket. Deltagelsen på Dværgeside var stadig ikke overvældende, og det er selvfølgelig lidt pudsigt at det primært er Sporting Automobil som har haft glæde af vores træningstid. Selvom det ikke er et mål i sig selv at der skal være mange Dværge til træning, men at man bare skal have muligheden for at kunne spille, ville trænerne nu gerne høre lidt til Dværgenes ønsker for træningen, så vi forhåbentlig kan gøre det endnu bedre og mere attraktivt næste år.
Tidspunktet er f.eks. et kildent spørgsmål, da vi skal balancere mellem at de fleste Dværge har sent fri fra arbejde og at det i store dele af sæsonen bliver tidligt mørkt. Vi skal næppe regne med nogensinde at kunne få en oplyst bane til rådighed, banesituationen i København taget i betragtning. Umiddelbart ville vi nok vurdere den perfekte træningstid til at være tirsdag, onsdag eller torsdag fra 18 til 20.
 Vintertræningen bliver temmelig meget mere interessant i år end sidste år, da vi har en reel indendørsbane til rådighed. I skrivende stund ved trænerne dog endnu ikke om det bliver nødvendigt at inddrage andre klubber i træningen for at 'fylde op', men det tyder på det.

Turnering
Eftersom vi hverken havde haft vintertræning udendørs eller indendørs af betydning, gik vi til turneringsstarten med noget bange anelser. De skulle vise sig at blive bekræftet. I starten af foråret var Dværgenes spil forfærdeligt og vi lå mod slutningen af foråret til nedrykning. Og det fra en pulje, der faktisk efter cheftrænerens vurdering ikke engang indeholdt hold af en kvalitet svarende til sidste år, hvor vi havde klaret os til en midterplacering.
 I bagklogskabens lys havde vi - ud over den svage træningstilstand, som vi ikke kunne gøre meget ved - nok ikke fået indstillet os nok på de forandringer som tab af et par nøglespillere medførte. Med tabet af topscorer Jonathan mistede vi vores primære kontravåben, og i Simon og Andreas havde vi mistet to af de spillere som var bedst til at holde på bolden i de kampe hvor vi var pressede. Fordi vi vidste at vi havde fået tilført tre nye kvalitetsspillere, som vi vurderede til at være bedre holdspillere, undervurderede vi nok de problemer et spillestilsskifte ville give, hvor vi måtte spille mindre på at slå kontra og satse mindre på at vi havde boldsikre folk til at føre bolden fremad alene bagfra.
 Fra starten lagde vi ud i en 3-1-2 formation, og det var planen at vi skulle veksle mellem den og 3-2-1 i løbet af året. Men selvom forsvarsorganisationen sådan set kørte nogenlunde, var vores opspil rædsomt. Forvirringen i opspillet førte som regel til en tragikomisk form for Drillo-bold, hvor hele holdet så snart vi kom i boldbesiddelse drønede op i den modsatte ende af banen for at vente på en lang bold bagfra. Selvsagt var det ikke voldsomt effektivt, og affødte til gengæld myriader af kontraangreb til modstanderne.
 Efter et rekordnederlag på 5-0 til Widar AW besluttedes det i første omgang at gå over til en klassisk 3-2-1 opstilling. Men heller ikke dette var problemfrit, da vi hurtigt mødte dens klassiske problem: den flyttede vores hul i angrebet ned på midtbanen i stedet. Men sideløbende lykkedes det efterhånden at få opspillet bedre organiseret ved at holde flere folk tilbage på banen, således at vi kunne føre bolden frem fra bageste kæde langs jorden.
 I sommerpausen blev blev der så tænkt over tingene. Resultatet blev at vi forsøgte at tage det bedste fra de to systemer og slå dem sammen. Det affødte den skæve 3-2-1 formation, som Dværgene har anvendt siden, og som næsten kan beskrives som et 3-1-2 system, hvor den trekant som udgøres af de tre forreste er blevet vippet ca. 30 grader med uret.
 Arbejdsopgaverne i dette system var bedre definerede end i dem vi hidtil havde kørt med, og da vi samtidig fik tilgang af så fremragende en kreativ spiller som Peter begyndte resultaterne også at komme. Opspillet begyndte at ligne noget, og den defensive organisation efterlod færre og færre huller. I efteråret spillede vi som et tophold og fik da også 20 points imod forårets 9. Med 20 point i både forår og efterår havde vi sandsynligvis ligget til oprykning.

Hvis vi til næste år kan fastholde vores koncept og et nogenlunde intakt spillermateriale, synes vi at stå med noget bedre kort på hånden end ved sidste sæsonstart. Og kombineret med muligheden for at træne indendørs hele vinteren igennem giver det grobund for en ganske solid optimisme for trænerstaben på næste sæsons vegne.

Som det står i klubbens formålsparagraf, så er det selve vores eksistensberettigelse at kunne tilbyde fodbold til medlemmerne. Derfor er det selvfølgelig uheldigt at vi igen i år var ramt af mange kampaflysninger. Særligt i foråret var det slemt, og det betød at vi ikke kunne tilbyde Dværgene helt så meget fodbold, som vi gerne havde villet. Til gengæld har vi gjort en del ud af sideløbende aktiviteter, bl.a. en sommerturnering.
    Idealet for trænerparret er groft sagt at kunne tilbyde fodbold op til to gange om ugen, inkl. træning, over en sæson med et gennemsnit på 1,5 gange pr. uge.
    Hvis vi siger at udendørssæsonen gik fra første træningskamp 11/3 til sidste turneringskamp 11/10, så har vi over de 30 uger spillet 16 turneringskampe, 4 sommerturneringskampe og 3 træningskampe, ialt 23 kampe. Regner vi med træning fast 1 gang om ugen, så giver det et gennemsnit på ca. 1,77 gange fodbold pr. uge i udendørssæsonen. Det må siges i sig selv at være et tilfredsstillende tal, selvom det selvfølgelig ville give et andet resultat, hvis man regnede vintersæsonen med - anslået ca. 1,3 hvis vi regner med 8 totalt fodboldfri uger i løbet af året.
    Vi fravalgte at deltage i DAIs indendørsturnering sidste vinter, og det har ikke været vores indtryk at den har været voldsomt savnet, men den kunne selvfølgelig have givet noget mere aktivitet i en lidt halvdød periode.

Igen i år har det også været muligt at opfylde medlemmernes ønske om spilletid i kampene i høj grad. Mindstekravet er som bekendt 6/11 af de kampe man tilmelder sig, og umiddelbart vurderet ligger vi langt over, velsagtens omkring 10/11.
    Faktisk har vi ofte snarere manglet spillere, og har i høj grad haft brug for at inddrage vores reserver, en tendens som er blevet stærkere mod årets slutning. Hvilket godt kunne hænge sammen med at spillerne generelt bliver ældre og får flere forpligtelser. Det har iøvrigt været et ønske for trænerparret at kunne give bedre tilbud til vores trofaste reserver, da vores reserveordning virker en smule uværdig på dette niveau, men det har været svært at gennemføre.

Hvis vi skal udpege punkter, hvor der er plads til forbedring, så skulle det være
- flere muligheder for aktiviteter i vintersæsonen.
- endnu bedre mulighed for at inddrage reservestaben i aktiviteterne.

Træningen

Udendørstræningen på Institut for Idræt kører stadig på nogenlunde samme niveau som hidtil. Baneforholdene er selvsagt lige så skandaløse som de fleste steder i København, men det er næsten altid muligt at få spillet meningsfuld fodbold.
Egentlig målrettet træning er der selvfølgelig ikke tale om, men det ville højst sandsynligt kræve enten en strengere pligttilgang til træningen eller en markant større klub, da det ikke nytter meget at lave træning for 3-4 Dværge og 10 besøgende, som bare gerne vil spille fodbold.
    Mht. indendørstræningen er Dværgene voldsomt privillegerede i forhold til den store masse af småklubber i Københavns Kommune. Vi håber stadig på en dag at kunne få tid i en af de regulære idrætshaller i kommunen, men indtil da er Rødkilde Skole et ganske udmærket alternativ.

Tiltag til forbedring kunne være
- øget mulighed for decideret målrettet træning for de Dværge som kunne ønske det i sommersæsonen.
- mulighed for udendørs vintertræning på grus eller kunststof, nok i selskab med et eller flere andre hold for at have nok interesserede.

Turneringen

Trænerstaben gik ind til sæsonen med meget store forventninger. Først og fremmest følte vi os bedre forberedt end nogensinde til sæsonstarten, takket være vores indendørstræning i Vanløse. En træning som ikke alene holder konditionen ved lige, men som også styrker den indbyrdes forståelse og endda til dels kan bruges til indøvelse af zoneopdækning.
    Men ud over indendørsforberedelsen havde vi også på forhånd en godt sammensat trup med både individualister og holdspillere og gardering på de fleste pladser, og vi havde på forhånd et fast og veldefineret spillekoncept, som vi havde brugt efteråret på at indspille med en vis succes.
    Det var derfor noget af en overraskelse at vi gik hen og tabte den første kamp mod de ikke specielt skræmmende AC DKB i Herlev. Trænerne analyserede sig dog frem til at nederlaget særligt skyldtes de uvante forhold på den moselignende kæmpeplæne og valgte at fastholde konceptet uændret. Og kun ca. 18 timer senere kom sæsonens første sejr da også i hus, og vores første nederlag skulle også blive det sidste i sæsonen.
    En stor del af succesen kan naturligvis tilskrives holdets gode individualister, hvor særligt Kaspar, Peter og Jakob har udgjort en stærk midterakse på holdet. Men det har også vist sig at være en stor fordel at have en stærk organisation at falde tilbage på. Således har det været en klar tendens at vi har overmatchet modstanderne i 2. halvleg, hvor deres hold ofte er knækket over og er gået i opløsning, mens vi med en langt bedre rollefordeling har haft det fysiske overskud. Typisk har modstanderne fået meget få farlige kontraløb i slutfaserne, mens vi ofte selv har kunnet sende 3 eller 4 mand afsted i hurtige kontraløb gennem alle 60 minutter.
    Centrale elementer i den gode organisation er zoneopdækningen og udvekslingen mellem kæderne. Det har taget tid at få det til at fungere, men efterhånden har vi fået de berømte automatismer til at virke, og krydret med vores individualisters indslag gør det os meget svære både at angribe imod og forsvare sig imod.
    Yderligere udviklingsmuligheder kunne være en mere konsekvent gennemførelse af op-ned-op princippet med strukturerede gennembrudsløb i dybden bagfra, der kunne gøre os mindre afhængige af individualisterne. En anden oplagt sag er udnyttelsen af dødboldene, hvor vi kunne bruge lidt fastere aftaler, selvom vi nu i år har stået noget stærkere end tidligere.
    Vores svaghed har primært været vores evne til at være tændte fra start, både i 1. og 2. halvleg, hvor vi ofte har været lidt hæmmede i spillet. Det er noget som trænerne nok i høj grad skal være opmærksomme på og være i stand til at forbedre.

Men alt i alt viste optimismen fra sæsonstart sig altså at være velbegrundet, og vi endte endda på en uventet sikker førsteplads i puljen, hvor vi både havde scoret flest mål og havde ladet færrest gå ind.
    Spillersituationen giver anledning til en smule bekymring, da vi mister vores anfører og forsvarskrumtap og samtidig har set en svag nedgang i tilmeldingerne, men ellers burde vi altså være godt rustet til at tage kampen op i B-rækken næste år, da vi kan se frem til at kunne tage de fleste af vores stærke sider videre med os til næste år.
 

Trænernes beretning for 2002

Spilletid

I turneringen var vi igen i år uheldige. Det lader til at der altid skal være mindst ét hold som trækker sig i vores række, og det gjorde åbenbart ikke nogen forskel at vi nu var i B-rækken, hvilket vi ellers havde håbet på. Og ud over et par aflyste kampe blev det også til et par halvtriste oplevelser mod ikke-fuldtallige modstandere.
    Heller ikke i år kom vi på nogen måde tæt på at skulle sætte spillere af til et uacceptabelt antal kampe. For det meste sørgede afbud for at vi snarere endte med at være for få end for mange, og det at blive sorteret fra har efterhånden udviklet sig til at være så sjælden en ting at folk - forståeligt nok - ærgrer sig grumt når det sker.
    Det har faktisk hyppigere været tilfældet at vi har måttet gribe til spillere 'udefra'. Fem gange brugte vi en decideret reserve - en enkelt gang Ole Eigaard og fire gange Lars Hasholt - og tre gange havde vi en spiller med, som egentlig var på orlov - én gang Kaspar og to gange Rune.

Træning

Nok en gang havde vi fået stillet Rødkilde Skole til rådighed i vintersæsonen, og derfor startede året ganske godt for Dværgene med hensyn til at tilbyde medlemmerne fodbold. Vi havde visse småproblemer med strømafbrydelser og excentriske elektroniske låsesystemer, men overordnet set var det igen en fornøjelse at kunne bruge faciliteterne i Vanløse.
    Traditionen tro blev det også til en indendørs turneringsdag, og selvom vi måtte acceptere at Sporting i år hev titlen hjem til et af deres hold, så var arrangementet også ganske vellykket denne gang.
    Op til turneringsstart blev det til de traditionelle opvarmningskampe på grus, og selvom de 3 kampe mod BK Saab, Dynamo Nordisk og Upraising var af svingende kvalitet, så var det alligevel en af de bedre sæsonforberedelser. Og alt i alt en vintersæson med et pænt aktivitetsniveau - dog uden at være prangende, da der specielt i slutningen af indendørssæsonen var lidt tyndt besat ved Rødkilden.
    Udendørssæsonen på Institut for Idræt var nogenlunde på det vanlige plan - som strakte sig fra virkeligt givende spil med mange deltagende Dværge til sørgelige 3 mod 3-sessioner blandt langhårede græsknolde nedsænket i mudder. I forhold til sidste år syntes der dog at være en lidt højere grad af Dværgedeltagelse - således at vi efterhånden faktisk oftest var i overtal i forhold til Sporting til vores egen træningstid. Hvilket man jo egentlig isoleret set ikke kan være utilfreds med.
    Det skal dog ikke skjules at den sportslige ledelse endog meget gerne så en forbedring af vores træningsfaciliteter. Det er givetvis mere end vanskeligt her i Københavns Kommune, men det kunne egentlig være rart at træne på en bare nogenlunde ordentlig plæne efterhånden.

Turnering

Det var mildest talt med blandede forventninger at vi gik til vores første sæson i B-rækken. Godt nok havde vi haft en god sæson sidste år, og vi vidste at vi igen i år nok ville være bedre forberedt end de fleste andre hold op til sæsonstart, men det ændrede alligevel ikke på at dramatiske ændringer på spillerfronten fik tingene til at se noget usikre ud.
    I forhold til sæsonen før havde vi mistet en boldsikker playmakertype i Rune, vores farligste mand i front, Jakob, og vores anfører og forsvarsstyrmand Kaspar. En vigtig mand i hver kæde, kunne man sige.
    Det skulle dog vise sig at vi havde været mere end heldige med vores forstærkninger. Jairo og Per Svop var allerede så småt integreret på holdet, men kunne dårligt kaldes direkte erstatninger for dem som havde forladt os. I stedet var det op til Per Saaby og Søren Kirkeby at løfte den tunge arv efter de tabte nøglespillere. Og det gik - specielt i starten - over al forventning. Ud over deres individuelle kvaliteter viste de nytilkomne sig nemlig som excellente holdspillere, som ikke var bange for selv at gå ind og gribe taktstokken fra Dag Et, når kollektivet havde brug for det.
    Først og fremmest var resultatet at Dværgene klarede at bibeholde den gode organisation fra året før, og stillet over for nogle lidt vinterrustne modstandere i de første kampe, kom der overmåde gode resultater. Det ville være synd at sige at vi styrede kampene, men først og fremmest straffede vi modstandernes fejl nådesløst, og hovedsageligt på kontraspillet fik vi skrabet nok points sammen til at ligge på en nærmest chokerende førsteplads ved sommerpausen.
    Cheftrænerens resultatmæssige målsætning blev nu justeret fra en midterplacering til en slutplacering i top 3, men parallelt blev der sat en anden delmålsætning: vi skulle i løbet af efteråret også lære at styre kampene noget mere og få mere organiseret opspil.
    Det kom dog relativt hurtigt til at stå klart at anden del af målsætningen skulle blive sværere at leve op til end første del. Ikke alene var vores modstandere blevet noget skarpere i sommerpausen, Dværgene havde også svært ved at få eget spil til at fungere. Hvilket næsten kunne ses tydeligst i to af de første kampe, hvor vi spillede mod 6 modstandere, men næsten havde sværere ved at komme til målchancer end normalt.
    Et centralt spillemæssigt princip i planerne for at komme til at blive mere spilstyrende var at få bolden hurtigt op på modstandernes halvdel gennem midten af banen for dernæst at spille bredt. Men det kom simpelthen ikke til at virke, og tilmed syntes vi at miste noget af skarpheden i vores kontrastød - samtidig med at modstanderne efterhånden også var blevet mere opmærksomme på Peter, som havde ageret målmaskine i voldsomt omfang i foråret.
    Så da vi sluttede sæsonen med noget som lignede et resultatsmæssigt chok - fire nederlag på stribe efter ikke at have tabt i 30 kampe i træk - var det måske mere et udtryk for at vi havde haft heldet og omstændighederne med os tidligere, end at vi pludselig var blevet markant ringere.
    Den ærgerlige afslutning skal absolut ikke udviske udtrykket af at sæsonen gik over al forventning, men efter at have spillet efter det samme taktiske koncept i nu 2½ år, er det måske på tide at den sportslige ledelse går i tænkeboks og ser om vi skal til at justere lidt på spillestilen. Der har trods alt været en del udskiftninger på holdet siden konceptet blev formuleret, og det er muligt at der skal nye tanker til.
   Tidspunktet synes i hvert fald oplagt til det: vi er muligvis kørt en smule fast, men man kan bestemt ikke sige at vi er i nogen ødelæggende krise, og det er i flere betydninger et perfekt tidspunkt til at tænke offensivt og fremadrettet.
 
 

Trænernes beretning for 2003  v. Bo Nissen Knudsen og Lars Knudsen

Spilletid

I år havde vi det usædvanlige held at undgå at der var hold der trak sig fra vores pulje. Og kun to kampe blev aflyst, så denne gang stod den på 20 kampe. Det gav naturligvis pænt med muligheder for at tilbyde klubbens aktive medlemmer spilletid, hvilket stadig er klubbens primære formål og vel ikke skal glemmes i en tid med stadigt bedre resultater.
     Til generalforsamlingen i 2002 havde vi besluttet at udvide truppen til 17 spillere – i lyset af at folk generelt var ved at stifte familie og måske også kunne risikere at få travlt med fuldtidsjobs. Så galt skulle det dog ikke vise sig at gå; vi nød godt af lavkonjunkturen og det høje arbejdsløshedstal, og Dværgene syntes heller ikke at have de helt store kvaler med at få familielivet passet ind efter fodbolden.
    I hvert fald var der en kolossal trængsel omkring tilmeldingen til kampene i foråret, og vi måtte sætte en hel del flere spillere end vanligt på reservetjanser. Rekorden kom til et halvtrist bundopgør, en morgenkamp mod Marts 96. Her tilmeldte samtlige 16 spilleberettigede Dværge sig, hvilket gjorde at vi måtte sætte hele 6 mand af, på trods af at vi udtog en timandstrup. De ti udvalgte Dværge sikrede iøvrigt resultatet 0-0.
     Opgjort i tal blev det alt i alt til hele 26 tjanser som tilkaldereserve i løbet af forårets 12 kampe – omend en del af tilkaldereserverne rent faktisk så også blev tilkaldt! Oveni blev det samlet til 3 gæsteoptrædener fra reservespillere, dvs. gennemsnitligt én i hver fjerde kamp. (Se iøvrigt bilag om spilletid).
     I efteråret så det pludselig helt anderledes ud. Vi havde godt nok skibet Peter af mod Somaliland, og var således én mindre i truppen, men dét alene kunne ikke forklare den voldsomme nedgang i tilmeldingerne. Vi endte på kun 4 tjanser som tilkaldereserve i løbet af 10 kampe, og til gengæld var der 5 gæsteoptrædener, dvs. gennemsnitligt én i hver anden kamp.
     I forhold til evt. justeringer af truppens størrelse er det således meget svært at komme med en entydig anbefaling. Vi har ikke på noget tidspunkt været nede omkring mindstemålet med spilletid i 6/11 af de kampe som den enkelte har tilmeldt sig, men alligevel var det klart at vi i foråret var for mange, mens vi i efteråret var lige til øllet, om ikke lidt for få.
 

Træning

Det forgangne år bød på endnu et skridt opad mht. vores indendørstræning om vinteren. Vi fik tillusket os en afbudstid i Idrætshuset på Østerbro, og det må siges at give en helt ny dimension til træningen at kunne spille 5 mod 5 snarere end 4 mod 4. Desværre lykkedes det kun at få en tid på en enkelt ugentlig time, men med lidt hiv og sving, og udnyttelse af ubrugt haltid omkring vores egen, var vi ofte oppe på 1½ time, og så var udbyttet klart større end i de 2 timer i Rødkilde Skoles noget mindre sal. Og heldigvis har vi igen i år fået samme tid – selvom vi iøvrigt havde lille hemmelig drøm om at nå op på 2 timer i år.
     Samtidig tog vi et nyt elektronisk tilmeldingssystem, Evite, i brug til indendørstræningen med Stigs hjælp. Det har gjort det hele en smule lettere, omend det nu også kan være en kilde til ekstra frustration for trænerne, når tilmeldingerne er lige omkring det kritiske antal og man ikke ved om man skal aflyse eller ej! En anden lidt ærgerlig sideeffekt ved vores avancement til Idrætshuset er at vi ikke længere har de samme muligheder for at arrangere indendørsturneringer. Det blev således ikke til noget i år, og det kan måske også blive besværligt til næste år.

Udendørstræningen på Institut for Idræt kørte muligvis bedre end nogensinde. Banerne er stadig helt uhørt ringe, men nærmest umærkeligt synes interessen for at deltage at have vokset sig mere og mere konstant. Det skal måske nævnes at vi generelt var ganske heldige med vejret, men til langt de fleste træningssessioner kunne vi faktisk spille noget der lignede en regulær træningskamp med 6-8 Dværge plus hangarounds mod et tilsvarende antal modstandere. Vi står stadig på venteliste til – forhåbentlig bedre – baner andetsteds i byen under Københavns Idrætsanlæg, men ellers må udendørstræningen i år vel siges at være godkendt.

Op til turneringsstart skulle vinterens sæsonforberedelser kulminere i tre træningskampe på grus i Valby. Det gik dog ikke ret godt, for det var så som så med deltagelsen. Til den første, mod De Røde Djævle, gjaldt det vores modstandere, som dårligt kunne stille hold, så det kom der ikke engang en kamp ud af. Til den anden, mod The Young Ones, var der noget mere udbytte, og vi fik en forsmag på, hvilken kvalitet modstanderne i A-rækken kunne have. I den tredje, mod FC Dirac, var vi reservespækkede og spillede generelt skidt, men en kamp blev det dog til.
     Værre endnu gik dog forsøget på at genoplive traditionen med en sommerturnering. Ikke alene kiksede det at få skrabet nok hold sammen, det viste sig også temmeligt svært at skrabe Dværge sammen til de 2 kampe det blev til. Der kom vel en smule fodbold ud af det, men det er nok tvivlsomt om der er basis for sådan en turnering – hvilket måske kunne hænge sammen med at sommerferien i højere grad er blevet til regulær ferietid i takt med at Dværgene har stiftet familier og har fået fuldtidsjobs.
 

Turnering

Efter at have overrasket som nyoprykkere året før havde det nykonstituerede trænerteam, bestående af Bo og Lars Knudsen, egentlig forestillet sig at det i år skulle være tid for at anlægge os en mere attraktiv spillestil, da vi havde konsolideret os i B-rækken. Men planerne blev skudt noget i sænk af at vi meget overraskende viste os at være rykket op i A-rækken, til trods for den missede play-off kamp mod NB99.
     Det fik trænerteamet til at klø sig i håret og tænke over hvad vi så skulle gøre, for eftersom vi egentlig aldrig havde følt os – eller spillet – som et tophold i B-rækken, var det lidt svært at se hvordan vi pludselig skulle kunne anlægge en mere spilstyrende stil i A-rækken. Efter en del overvejelser blev det til at vi faktisk snarere gik over til en form for Dogmefodbold med stor vægt på den defensive organisation og hurtigt kontraspil – for i det mindste at sikre overlevelsen i rækken.
     I praksis holdt vi fast ved vores organisation i et 3-2-1 system med lavt pres og orientering mod midten af banen. Og stadig i en skæv version med en offensiv og en defensiv midt og en offensivt og en defensivt orienteret back. Men vi ændrede vores opspilsmønster til en lidt mere primitiv model, hvor vi i højere grad sparkede hen over midtbanen og frem i frimærkerne i banens hjørner. På den måde fik vi som regel hurtigere bolden frem, men til gengæld sjældent i ret gunstige positioner, så vi måtte i høj grad satse på enkeltmandspræstationer når vi kom frem ad banen.
     I foråret gik det ikke ret godt. Angrebsspillet hang sjældent ret godt sammen, og det kunne vores nogenlunde velfungerende defensiv ikke kompensere tilstrækkeligt for, så da vi var ved at have spillet halvdelen af årets kampe, var det nedrykningspladserne der truede med vores 9 points for 10 kampe. Hvilket ikke ligefrem tydede på at vi skulle nå trænernes succeskriterie for sæsonen med 30 points – eller for den sags skyld bare de 25 points som vi regnede med ville bringe os uden for nedrykningsfare. Specielt var det skidt at vi ikke havde fået skrabet flere points sammen i første halvdel, eftersom vi vidste at vores største individualist, Peter, var væk i hele efteråret.
     Det skulle dog vise sig at vi nåede et uventet vendepunkt mod topholdet Boca Seniors, hvor der ellers syntes lagt op til en større røvfuld til en Dværgetrup, der efter 5 minutter og en knæskade blev reduceret til 7 mand uden  noget der lignede en offensiv playmaker. Men på en uhørt hård og disciplineret indsats fik vi tyvstjålet en 1-2 sejr i Valby, og det skulle blive den første i en perlerække af 8 kampe uden nederlag for Dværgene.
     Det er svært at sige hvad der skete i efteråret, men pludselig kom resultaterne. Vi stod stadig nede i eget felt og forsvarede os bittert i de fleste kampe, men forsvaret stod godt, og vi var giftige i kontraspillet. Oveni blev der vist individuel storform fra flere Dværge, og særligt må man fremhæve Per Saaby, som virkelig trådte i karakter i Peters fravær og blev den helt dominerende offensive kraft og suveræn topscorer med 14 mål – 10 mål flere end nr. 2 på listen! Men også Jairo foldede sig ud i en ny rolle som kreativ offensivspiller, Lars Fremerey som aggressiv angrebsback og Stig som forudseende autoritet i forsvarskæden.
     Resultaterne til trods var spillet stadig noget primitivt, og vi fik sjældent meget mere end 2 spillere med helt frem i vores angreb, så vi havde lidt bange anelser før de sidste 4 kampe mod lokalrivalerne fra CSKA Royale og de tre tophold Oranje FC, 100 Dages Klubben og Boca Seniors. Vi holdt stilen mod de kriseramte CSKA i en meriterende 3-2 sejr, men så var det også slut. De tre tophold var for stor en mundfuld, og efter et knebent nederlag til Oranje fik vi en historisk snitter af 100 Dages Klubben, der – efter anfører Kirkebys tidlige skadesexit – med en 9-1 sejr tilføjede os det suverænt største nederlag i klubbens historie.
     I sidste kamp mod Boca Seniors blev vi igen udklasseret og var færdige med at føle os som tophold. Vi sluttede på en 5. plads i puljen med 32 points, og med en målscore på 48-43 med puljens bedste forsvar. Og selvom sæsonen på den måde var en klar resultatmæssig succes, var det måske en meget god påmindelse om at vi mangler en hel del i vores spil for ligefrem at kunne gøre os som tophold i A-rækken.

Samlet set er historien om sæsonen klart en succeshistorie, men hvis vi skal til at tænke lidt fremad, skal vi nok til at overveje hvordan vi kan komme til at spille en måske lidt mindre glædesløs gang fodbold, nu vi må siges at have konsolideret os i A-rækken.
     Det hører nok også med til den diskussion at overveje hvor meget vi skal være orienteret mod sportslig succes i forhold til den enkelte spillers ønsker. Trænerteamet har indtil videre valgt en balance hvor selve holdudtagelsen primært er baseret på at give så meget spilletid som muligt til medlemmerne, mens den enkeltes ønsker om placering på banen, de taktiske opgaver osv. er blevet underordnet hensynet til det bedst mulige resultat, når truppen først er udtaget.
Ganske som vi egentlig ville have forsøgt os med – i flere betydninger – at tænke offensivt og fremadrettet sidste år, burde det nok stå på programmet igen. Specielt da vi denne gang vistnok skulle være sikret mod en væmmelig overraskelse med oprykning.
 

Bilag – de enkelte spilleres spilletid

Antal faktisk spillede kampe pr. spiller kan ses i denne tabel.
Det faktiske antal spillede kampe var 20.
 

Rygnr.	Spiller	Kampe 2003	Tilmeldinger	(Kampe ialt)
1	Stig	19	22	(73)
7	Bo	16	21	(70)
6	Saaby	16	20	(28)
11	Lars F.	13	17	(63)
12	Lars K.	13	15	(50)
8	Rune	12	19	(39)
9	Claus	11	11	(44)
20	Christian H.	11	17	(34)
14	Søren K.	11	16	(26)
2	Søren A.	9	12	(29)
3	Jairo	9	11	(27)
4	Troels	8	11	(61)
10	Peter	7	10	(50)
16	Hasholt	7	4	(11)
13	Svop	6	7	(18)
15	Ulrik	5	7	(36)
u.nr.	Ole I.	3	0	(3)
u.nr.	Thomas L.	2	0	(2)
u.nr.	Nils	1	0	(7)
u.nr.	Lars M.	1	0	(2)
u.nr.	Brian	1	0	(1)

Man kan måske bemærke at Rune synes at have været ekstraordinært uheldig – på trods af kun at blive sat som tilkaldereserve 2 gange har han altså misset hele 7 kampe! Til gengæld må Claus siges at have været optimalt heldig – mens Lars Hasholt har været mesteren i kunsten at springe til som reserve trods manglende tilmelding!
 
 

Trænernes beretning for 2004  v. Bo Nissen Knudsen og Lars Knudsen

Spilletid

Vi startede året med en rekordstor Dværgetrup på 19 mand efter at have optaget 3 nye medlemmer i vinters. Oveni havde vi Kaspar hjemme fra Cambodia det meste af foråret, så man kunne forvente en del trængsel om spilletiden tidligt på sæsonen.
 Det blev da også lidt anstrengt, særligt i foråret hvor spillere i hele 24 tilfælde blev sat af til kampe, mens det kom ned på 15 i efteråret. I forhold til at vi spillede ialt 187 "mandekampe" (inkl. brug af ikke-Dværge ialt 4 gange) er det således lidt i overkanten at 217 tilmeldinger resulterer i 183 kampe til klubbens medlemmer – en frasorteringsgrad på 14%. Stadig er det dog faktisk bedre end i 2003 hvor det tilsvarende tal var helt oppe på 21% - specielt på grund af ekstrem tilmelding i foråret.
 Oven i de 21 turneringskampe kom så 5 træningskampe af svingende kvalitet – og særligt med svingende tilmeldingsgrad. Det er således svært at sige entydigt om antallet af medlemmer er passende. Der bliver sorteret lidt rigeligt med spillere fra til kampene, men omvendt gør det selvfølgelig også tingene lidt lettere for trænerne der ikke i tide og utide skal ligge og ringe rundt efter reservespillere.
Når man tager det med i billedet at der stadig er flere Dværge som stifter familie og får krævende jobs, vil det afgående trænerpar i hvert fald ikke anbefale at truppen reduceres i størrelse.
 

Træning

Købehavns Kommune beredte os desværre et par grimme overraskelse i 2004; først og fremmest ved at fratage os vores indendørstid i Idrætshuset i den kommende sæson. Igen i år havde vi ellers stor glæde af de fremragende forhold. I den kommende vinter kommer vi desværre til at hutle os igennem med spredte tider i Valbyhallen og sammen med Sporting på Rødkilde Skole.
 Deltagelsen var da også helt i top i Idrætshuset, men det modsatte havde vi forventet omkring deltagelsen i udendørstræningen da vi mistede vores tid på Institut for Idræt og i stedet blev sendt ud i Nordvest.
 Her fik vi dog en positiv overraskelse ved at finde en fremragende og velholdt syvmandsbane, og den fik vi stor glæde af i løbet af året. Deltagelsen fra Dværgeside svingede dog noget, og Sporting faldt i slutningen af sæsonen helt fra. Til gengæld var vi heldige at rende ind i et sammenrend af spillere i gule dragter som vi kunne spille med og mod stort set hver onsdag.
Alt i alt var der altså mulighed for at tilbyde meningsfuld fodbold næsten hver eneste uge på Bispebjerg for medlemmerne, og at vi oven i købet – specielt når man tænker på den ringe sommer – var ualmindeligt heldige med vejret, var udendørstræningen klart over middel i år.
Man kan altid ønske sig flere Dværge til træningen, men der var som regel nok til at stille et rent Dværgehold, og vi kunne i år sågar prøve nye taktiske opstillinger til træning. Vi kan nu kun håbe på at vi kan få banen på Bispebjerg igen til næste år.
 

Turnering

Trænerparrets ambitioner for sæsonen blev formuleret allerede ved sidste års generalforsamling og kunne sammenfattes i en sætning: Det skal være sjovere at være Dværg!
 Konkret betød det at vi skulle forsøge at få indarbejdet en mere offensiv spillestil hvor vi var mere i boldbesiddelse og blev mere spilstyrende. Den ambition er der mange trænere rundt omkring i verden der har knækket halsen på, og det var da heller ikke problemfrit i Dværgeregi.
 For at føre det ud i livet forsøgte trænerparret at gennemføre tre ting: Der blev lavet et nyt opspilsmønster hvor bolden skulle køres frem gennem banens centrale område, der blev lavet nye udskiftningskæder som skulle gøre det lettere at få de rigtige spillere på de rigtige positioner, og i det hele taget blev der lagt vægt på at der skulle være boldsikre folk med offensivt potentiale i den bagerste kæde, mens der i forreste kæde skulle lægges vægt på at have folk der kunne få folk med bagfra.
 Nogle dele af det lod sig lettere gøre end andre. Det viste sig at vi havde rigtig svært ved at få det nye opspilsmønster til at fungere, og de nye udskiftningskæder bragte også – til nogen frustration – forvirring helt indtil sæsonens allersidste kamp!
 Til gengæld havde vi i perioder held med at få mere udveksling mellem kæderne. Særligt var det en gevinst at få Ole Eigaard op i rollen som Jan Koller i angrebet hvor han kunne holde fast i bolden og få folk med frem. Og i en del kampe havde vi også godt held med at skabe plads til fremstød for vores venstre angrebsback.
 Men resultaterne udeblev, og særligt væltede målene ind i Dværgenettet. Mod slutningen af sæsonen lå vi således i akut nedrykningsfare, og der måtte tænkes om. Trænerparret valgte at satse – og for første gang i 5 år gå væk fra den vante 3-2-1 formation. Det måtte briste eller bære, men det viste sig at bære, og et højere pres og flere spillere længere fremme på banen gav gevinst i et par vitale kampe. Ikke fordi opspillet blev vanvittigt meget bedre, men vi fik generelt fat i de løse bolde længere fremme og var knapt så afhængige af kontraangreb.
 Imidlertid var succesen i høj grad betinget af individelle kvaliteter hos de to forsvarsspillere, og to af de helte som må fremhæves i den desperate slutfase er Claus og Hasholt som løftede denne opgave i de afgørende to sejre mod slutningen.
Hvorvidt omlægningen til den nye formation er værd at beholde på længere sigt, må være op til den nye sportslige ledelse. Men det gav da lidt stof til eftertanke at vi i den sidste kamp – hvor vi gik tilbage til den gamle formation – fik en regulær røvfuld på 4-0. Godt nok havde vi heller ikke truppen til hverken den ene eller den anden formation – men alligevel.

Alt i alt var turneringen i denne sæson en begrænset succes. Vi formåede ikke helt at leve op til ambitionen om at blive mere spilstyrende, men kom dog lidt ad vejen. Vi sluttede på 29 point, mod 32 året før – og for første gang i Dværgenes historie med en negativ målscore: 59-62. Det var dog primært et resultat af at vi lukkede flere mål ind end nogensinde før (indtil i år var bundrekorden sæsonen 2000 hvor målscoren blev 54-54 – i C-rækken).
 Noget af skylden kan velsagtens lægges på den mere offensivt orienterede spillestil, men det var næppe heller helt uden betydning at vi ikke havde en eneste decideret midterback i truppen fra sæsonstart. Til næste år vil det blive udbedret noget, eftersom Kaspar kommer hjem fra Cambodia, samtidig med at Claus viste sig at spille en stærk sæson som ankermand i forsvaret.
 Vigtigst var det dog at vi formåede at holde fokus på det væsentlige stort set hele vejen igennem, også når det så sort ud sportsligt: Vi spiller for at fornøje os med det, og selvom det ikke ubetinget lykkedes at gøre det mere fornøjeligt via trænernes sportslige tiltag, var det dog en fornøjelse at møde op til hver eneste kamp – og som regel også hyggeligt bagefter.
 

Bilag – de enkelte spilleres spilletid

Antal faktisk spillede kampe pr. spiller kan ses i denne tabel.
Det totale antal spillede turneringskampe var 21.
 

Rygnr.	Spiller	Kampe 2004	Tilmeldinger	Kampe ialt
20	Christian H.	18	13	52
11	Lars F.	16	18	79
8	Rune	16	15	55
7	Bo	15	20	85
10	Peter	15	19	65
6	Per Saaby	15	17	43
12	Lars K.	12	12	62
9	Claus	12	13	56
14	Brian	11	16	12
18	Ole E.	11	16	12
5	Ole I.	11	14	14
17	Stig	6	10	79
15	Ulrik	6	8	42
4	Troels	5	11	66
u.nr.	Kaspar	5	5	44
2	Søren A.	5	4	34
u.nr.	Nils	4	0	11
16	Hasholt	3	3	14
3	Jairo	1	3	28
13	Per Svop	0	0	18

 

Trænerens beretning for 2005  v. Per Saaby

Spilletid
Da jeg startede som træner, var det på forhånd klart, at jeg ikke kunne lægge det engagement i gerningen, som jeg gerne ville. Og det kom også nogenlunde til at holde stik, når det angik deltagelsen i træningen og kampene (7/11 kampe forår - 5/8 kampe efterår). Hvad angår brugen af tid på spilkonceptet, oplæg og kamptilmeldinger, har det ganske langsomt taget overhånd.
    Spilkonceptet og oplægget til kampene har jeg selv været skyld i, og der vil jeg gerne takke jer alle sammen for rigtig god opbakning omkring de nye tiltag (specielt dødbolde) og lydhørheden i pauserne. Med hensyn til farcen omkring kamptilmeldingerne så er jeg ganske uden skyld, og det vil gerne lige dvæle lidt ved:
- 4 gange i foråret stillede vi op med de Dværge som havde meldt sig til (ingen afbud)
- 7 gange gjorde vi brug af reserver og 2 hangarounds blev brugt (2 kampe)
- 1 gang i efteråret (Glostrup) stillede vi op med de Dværge som havde meldt sig til
- 7 (alle andre – egentlig 9) gange gjorde vi brug af reserver, og 8 hangarounds (10 tilfælde) blev brugt (i 5 kampe – egentlig 7)
Og for at blive lidt ved den statistik, så var der:
- 5 Dværge der spillede 5 kampe eller mindre
- 9 Dværge der spillede 11 kampe eller derover
- Kampgennemsnit pr. dværg: 9,77 (Med Stig og Jairo: 8,84)
- I alt er der spillet 166 Dværgekampe
- 70 % af kampene er spillet af  9 spillere (116 kampe) ud af trup på 19 Dværge
- 26 spillere blev der gjort brug af i løbet af sæsonen
Og med Jairo og Søren A. langtidskadet, Stig og Ole I. som halvtidsdværge, Ulrik der ikke tilmelder sig, og Ole E. der skal have tvillinger, så er det trænerens insisterende anbefaling at få noget mere materiale at arbejde med, hvis altså det besluttes at jeg skal fortsætte i trænergerningen. Minimum 2 nye Dværge er nødvendigt og måske en enkelt tilkaldemålmand ud over Stig, fordi det viser sig, at vi i 5 (6) tilfælde har måttet hente reservemålmand (2 x Lars, 1 x Bo, 1 x Stig (2 gange reelt. En blev aflyst), 1 x  Søren). Den snak tager vi senere….

Træning
Når det kommer til træningen, så har jeg ikke selv deltaget så meget. Det blev til ret meget indendørs, og der var mange, der deltog, selvom vi kom alt for sent i gang. Da jeg var bevidst om, at jeg ikke selv ville deltage meget i udendørstræningen i løbet af sæsonen, så var meget af det nye koncept afhængigt af en træningslejr. Og der vil jeg endnu engang takke for en utrolig opbakning. 14 mand tilstede en lang lørdag. Det er ikke sidste gang, det bliver prøvet af.
    Hvad angår udendørstræningen resten af foråret, så har jeg ladet mig forstå, at det ikke var det store tilløbsstykke. Jeg deltog ikke selv særlig meget, men det vidste jeg på forhånd. Efteråret har givet mere tid til de fleste, inklusiv mig selv og det har betydet en masse gode træningsaftener i Bispebjerg. Det kulminerede med, at vi var 8 Dværge til træning, der alle skulle spille efterfølgende lørdag… vanvittigt!
Personligt synes jeg, at vi skal gøre alt for at beholde vores bane, da den giver mulighed for, at vi fortsat kan røre en bold mere end en gang om ugen og måske på et tidspunkt ligefrem få spillet os i form.

Turneringen
Før turneringen gik i gang, havde trænerteamet en målsætning om 28 point, og det var endda lavere end hvad der opnået i de to tidligere sæsoner i A-rækken, men med et nyt trænerpar og ændring i noget af spillekonceptet, så gjaldt det om at være realistiske. Vigtigst af alt var det dog, at vi undgik nedrykning. For mig som træner handlede det også om at instruere folk én til én, og det er der blevet gjort meget ud af sæsonen igennem.
    Træningen op til sæsonen var som sagt ikke den bedste, da vi fik først gik i gang med indendørstræningen alt for sent. Det virker heldigvis som om, at det vil ændre sig i år, med den ændrede træningstid.
    Det blev også kun til en enkelt træningskamp, hvor der ligeledes var 3 afbud, men hvor vi dog vandt 9-4 over ærkerivalerne fra Sporting. Flere træningskampe vil være et punkt; vi skal diskutere, om det er noget, vi fortsat vil. Et lyspunkt var dog træningslejren, hvor jeg fik en fornemmelse af, at mine tanker omkring konceptet var rigtige. (Kort om spilkonceptet: Bolden væk fra forsvaret og op mod angriberen, organiseret presspil og bedre udnyttelse af dødbolde).
    Det holdt også de første to kampe, hvor vi spillede rigtig godt og havde fortjent 6 point i stedet for det ene, det blev til. Herefter gik det støt ned ad bakke. Ikke mindst pointmæssigt. 8 sølle point blev det til i hele foråret, og 3 af dem havde vi fået, fordi en modstander ikke var mødt op. Jeg husker, at nedturen kulminerede i en kamp, hvor jeg rent faktisk kun var træner, og hvor vi tabte 6-0 ude i Valby mod Magica. Det gør jeg ikke igen… Kun sjældent fungerede tingene efter hensigten, og hvad der bekymrede trænerteamet mest, var at den normale og berygtede Dværgefight kun viste sig i glimt i de fleste af kampene, og foråret endte med en score der hed: 12 (11) kampe, 2 (1) sejre, 8 nederlag, 2 uafgjorte og en målscore på 18(15)-39, og vi lå til nedrykning… ikke helt efter planen. Det sociale haltede også en del, igen med en kulmination ved den manglende opbakning til en grillfest. Et mørkt efterår ventede…
    Heldigvis fik vi nogle tiltrængte point ved udeblevne modstandere og en god udebanesejr, og det vendte skuden for en stund. Så gik der bryllup og afbud i skidtet, og vi fik nogle ordentlige øretæver i to kampe (2 x 7-0). Da vi efterfølgende tabte knebent til Glostrup, var alt ligesom ved det gamle. Ikke nogen ordentlig fight, manglende effektivitet oppe foran, plus at de andre scorede på deres chancer.
    Der måtte prøves noget nyt, og løsningen blev at have boldstyrende folk på alle pladser i forsvaret for at give mere ro i spillet. Om det så var det, der var skyld i, at det hele endte lykkeligt, kan diskuteres i lang tid, men facit er, at vi i de sidste 4 kampe ikke alene fik 9 point og en målscore på 15-6, men konceptet begyndte at virke. Men folk trænede også mere, der var flere spontane sociale arrangementer, og ikke mindst var der en helt anden gejst til kampene. Og alt gik op i højere enhed i den sidste kamp. Stemning, gejst, sammenhold, opbakning til det sociale arrangement og masser af god fodbold.
    Efteråret endte med at blive det bedste nogensinde i Dværgenes A-række-historie, og det med den manglende tilmelding in mente. Resultatet: 10 (8) Kampe, 6 (4) sejre, 4 nederlag og 0 uafgjorte og en målscore på 26-23. Ser vi bort fra de ikke helt retfærdige to gange 7-0, så ser efteråret mere end fornuftigt ud, for de to aflyste kampe havde vi jo vundet alligevel…

Set over hel sæson nåede vi ikke vores målsætning på de 28 point, men det satser vi så på, at vi gør til næste år. Vi blev dog i A-rækken, men det er med en smag i munden af, at det kunne have set anderledes ud, hvis det ikke havde været for 9 skrivebordspoint - play-off kampe ventede. Det bliver i hvert fald spændende at se, hvor mange point vi kan skrabe sammen, når vi forhåbentligt til næste sæson skal spille alle kampe (sidste sæson samme scenario).
    En ny målsætning for næste sæson kunne være at få vores målscore om på plussiden igen, og med den dårligste målscore nogensinde i Dværgenes historie kan det vist kun gå fremad…

Når alt det her er sagt, så vil jeg gerne takke for en spændende sæson, og så vil jeg sige, at jeg håber på at blive genvalgt, da den kommende sæson ser ud til at give endnu mere tid til trænergerningen, og at jeg samtidig har en fornemmelse af, at vi er begyndt at være på rette spor.