Indendørs Kampe 1999-2000
Udendørs 1999
Udendørs 2000

Klik på resultatet for at få en reportage fra kampen



B3-rækken
 
Dag Tid Kamp Sted Res.
Søn 7/11 10.00 Johannesskolen - DSSD Gammel Valbyhal  10-2
Lør 27/11 14.00 DSSD - FC Gaulois Sundbyøsterhallen  6-4
Søn 5/12 15.00 Karoline FC 1 - DSSD Buddinge skoles boldhal  10-4
Søn 12/12 20.00 Olympos - DSSD Valbyhal 1  7-6
Lør 18/12 15.00 DSSD - AMB Ryparkhallen  3-0
Søn 6/2 13.00 DSSD - Osborne United Ryparkhallen  2-12
Lør 11/3 16.00 Syd Vest 2 - DSSD Sundbyøsterhallen  0-3
Søn 19/3 16.00 DSSD - BK Jyden Valbyhal 2  0-3
Søn 2/4 17.00 De Røde Djævle 2 - DSSD Ryparkhallen  7-11

Adresser:
Gammel Valbyhal: Julius Andersens Vej 1, 2450 Kbh SV
Valbyhal 1-2-3: Julius Andersens Vej 3, 2450 Kbh SV
Sundbyøsterhallen: Amagerbrogade 189, 2300 Kbh S (vistnok?)
Buddinge skoles boldhal: Kildebakkegårds Allé 155, 2860 Søborg
Ryparkhallen: Lyngbyvej 110, 2100 Kbh Ø


Johannesskolen - DSSD   10-2

Hold: Stig, Kaspar, Bo, Jonathan, Claus X.
Mål: Kaspar, Claus X

Der var et par overraskelser til Dværgene, da de mødte op til kampen mod Johannesskolen på et ukristeligt tidspunkt i Valby. Først og fremmest at et par misforståelser og sidsteøjebliks sygdom gjorde at vi var en mand for lidt til at stille et fuldt hold på 5 mand plus en tidtager. Derfor måtte vi låne en tilfældig spiller, som var i hallen - og som efter kampen viste sig at være fra vores modstandere AMB!
    Den anden overraskelse var bolden. Det var en modbydelig lille klump, som man stort set kun kunne lave indersidespark med. Men det må vi jo så vænne os til. Og vi må oven i købet acceptere at skulle købe en selv.
    Og så var der kampen. Man kan ikke sige så meget andet end at Johannesskolen var bedre spillere og vandt fortjent. Vi fulgte dog pænt med ind til 2. halvleg, hvor vi blev straffet for ikke at have reserver med og gik helt ned. Bedre held næste gang.



DSSD - FC Gaulois   6-4

Hold: Stig, Kaspar, Bo, Troels H, Lars, Ulrik
Mål: Kaspar (3), Ulrik, Bo, Troels H. (vistnok)
Gule kort: Ulrik, Lars

Med et halvkvalt "merde!"  kunne Gaulois-spillerne konstatere, at de havde tabt en kamp som de lige så godt kunne have vundet. Godt nok havde Dværgene alt spillet, men afslutningerne var generelt temmelig ringe, hvilket vel næsten er rigeligt illustreret ved at Kaspar blev dagens topscorer.
    Faktisk var det yderst besynderlige mål der blev scoret, når det endelig lykkedes. Kaspar fremprovokerede et semi-selvmål ved at løbe ind i deres målmand, øste den i fra midten da deres målmand var aaalt for langt ude, Bo vippede et hjørnespark stille ind bag målmanden med venstre ben, Ulrik scorede via deres målmand fra baglinien... jaeh....
    Men facit er ikke til at diskutere, selvom flere af Dværgene i forvirringen over de latterlige mål faktisk længe troede at vi var bagud, selvom vi førte mod slutningen af kampen. Men heldigvis var dagens mand - Christian - stærkt til stede ved tidtagerbordet (som godt nok ikke virkede) og kunne myndigt fastslå at vi var på sejrskurs.
    Og den blev vi på. Gaulois blev straffet for at give os al for meget plads i opspillet på en dag hvor ingen ellers rigtig var på toppen. Så vi spillede stille og roligt bolden rundt og kluntede sejren hjem.
    Som et kuriosum kunne vi også konstatere at vores spillestil var alt for hård for dommerens smag. Vi lavede et hav af frispark - primært ved at lave kropstacklinger, som altså var forbudt idag af den yderst strenge, men konsekvente dommer.



Karoline FC-1 - DSSD   10-4

Hold: Kaspar, Bo, Claus, Lars, Michael, Jakob, Rune
Mål: Jakob (2), Rune, Claus

Det var en dag hvor vi kunne give debut til ikke mindre end 2 nye spillere. Vores nye prospektdværg Michael Lund var med for første gang, og det samme var vores hangarounddværg Jakob V. Jørgensen.
    Det var under lidt vanskelige forhold de fik debut. Karoline var faktisk et helt udmærket og godt sammenspillet indendørshold, som forstod at bruge deres fysik så det var godt afstemt med dommerlinien, og som kombinerede sig godt igennem med flittig brug af målmanden i opspillet.
    Netop målmandsposten var et problem for Dværgene, da hverken Stig eller Christian kunne komme. Det endte efter lodtrækning med at Bo og Claus med nedadvendte mundvige tog en halvleg hver på mål. Og hver halvleg endte 5-2 til Karoline, så de gjorde det åbenbart lige godt. Claus brillerede særligt i 2. halvleg med nogle hurtige og resolutte indgreb, når Karoline var fri.
    Men nederlaget var der altså ikke meget at sige til. Der var naturligvis nogen forvirring i rækkerne over at have 2 helt nye med plus målmænd som ikke var vant til den taktisk underlige tjans som indendørsmålmand.
    Vi kunne dog glæde os over udmærket angrebsspil i specielt slutningen af 2. halvleg. Også vores 2 nye gjorde en god figur. Michael skulle tydeligvis lige vænne sig til den besynderlige bold, men fik efterhånden godt fat og fik arbejdet flittigt rundt om på banen, hvor han vist kom de fleste steder. Jakob viste godt overblik, god teknik, vilje såvel som evne til udfordringer og et hårdt og præcist skud med både højre og venstre ben. Hvilket han fik illustreret med 2 gode forwardmål. Michael kunne også have kronet sin indsats med et mål på en helflugter i ALLERsidste sekund, men den lille drilske dværgkugle blev så forurettet over det los i røven den fik, at den i stedet smadrede mod haluret nøjagtigt i samme øjeblik, som det med en fornærmet lyd viste 00:00  -  10-4.



Olympos - DSSD   7-6

Hold: Stig, Kaspar, Rune, Lars, Troels W, Troels H, Jonathan, Ulrik
Mål: Lars (3), Rune, Ulrik, Jonathan

Så fik vi også prøvet at spille mod et hurtigtsnakkende græsk hold. Og lige så hektisk og hurtigt de græske gloser føg ud over banen foregik spillet på banen. Fra sidelinien var det lidt som at se to hold kyllinger, der for rundt mellem hinanden.
    Og det var vel at mærke ikke til Dværgenes fordel at det hele gik så stærkt. Grækerne var en smule teknisk bedre og først og fremmest en hel del hurtigere end de lidt tunge Dværge - der besynderligt nok fik fightet sig frem til 6 mål uden at producere mange chancer. Opspillet var fuldstændig kaotisk, og der var dårligt nok 3 afleveringer i træk i løbet af kampen. Dværgene kunne kun takke den græske ineffektivitet for at nederlaget ikke blev større.
    Når alt dette er sagt kunne man dog glæde sig over en solid fighterindstilling fra Dværgene, der som sagt også resulterede i 6 mål, hvoraf en del må kaldes rene energimål. Point blev det dog ikke til, men det havde nu heller ikke været fortjent.



DSSD - AMB  3-0 (papirsejr)

Hold: Bo, Kaspar, Rune, Lars, Claus, Troels H, Jonathan

AMB fik ikke deres spilledragter frem i tide og derfor fløjtede dommerne kampen af så vi vandt 3-0. Lidt irriterende, og særlig ærgerligt da AMB tydeligvis var et hold vi kunne have slået.
    Da de efter 5-10 min. havde skaffet nogle spilledragter gik vi i gang alligevel. Med ca. 10 min. tilbage og ved stillingen 6-4 til Dværgene (bl.a. på 4 mål af Jonathan) blev kampen imidlertid afbrudt af en uopdragen tyksak fra LK-Old Boys, der insisterede på at nå at varme op så næste kamp kunne komme i gang på minutten. Meget irriterende, og da det kom til en gang råberi blev det selvfølgelig ikke bedre af, at kvajet var DAI-dommer og lovede os et uvenligt gensyn i sort. Lad os satse på ikke at få ham på sidelinien foreløbig.



DSSD - Osborne United  2-12

Hold: Stig, Bo, Søren, Lars, Michael, Jonathan
Mål: Bo, Michael

AMB fik heller ikke deres spilledragter frem i tide til kampen idag, og tabte derfor 3-0 igen. Det betød nu ikke så meget for os, eftersom vi ikke var deres modstandere denne gang, men så fik vi da spillet lidt med De Røde Djævle, som lige havde tjent deres første 3 point på en papirsejr.
    Og det var såmænd en udmærket fornemmelse hér lige efter at have fået en grundig lektion i effektivitet af Osborne United. Det tekniske og spillemæssige niveau var såmænd overraskende højt hos Dværgene når man tager vinterpausen i betragtning. Men der kom ikke så meget ud af anstrengelserne, da de fleste afslutninger ikke var skarpe nok. Så selvom der egentlig var meget godt styr på spillet i første halvleg kunne vi gå til pausen bagud 1-3.
    Efter pausen forsøgte Dværgene at presse mere på, og kombinationerne flød da også glimrende, men Michaels meget flotte mål efter hurtigt kombinationsspil på kryds og tværs af banen forblev desværre en undtagelse. I stedet måtte vi lægge ryg til kontra efter kontra fra et Osborne-hold som udnyttede deres chancer meget kynisk og effektivt, og presset tog efterhånden så meget på Dværgenes kræfter, at der ikke rigtig var overskud til returløbene.
    Når man så flere af Osbornes mål kunne man bande og tænke at de sgu også havde heldet med sig, men de var simpelt hen dygtigere til at opsøge heldet end Dværgene. Så selvom resultatet nok ikke giver et helt fair billede af spillet, så var deres sejr fuldt fortjent.



Syd Vest 2 - DSSD  0-3 (papirsejr)

Hold: Christian H., Christian P., Rune, Bo, Lars, Michael, Jakob, Kaspar

Ingen modstandere til stede - og så vandt vi igen. Vi fik dommerne til at spille med os, så vi da kunne spille 5 mod 5 og fik lidt ud af at være taget til Sundbyøster.
    Formen mangler endnu noget her et par uger inden sæsonstart udendørs, men det var rart at få set specielt vores 'nyindkøb' Michael og Jakob i aktion. Michael var som vanligt meget boldsikker og rolig, mens Jakob brillerede med et suverænt offensivt overblik, specielt hvad angik både afleveringer og løb i dybden, og det bliver spændende snart at få set dem i aktion udendørs.
    Desværre kom der også en skade til Lars ud af dagen, da han vrikkede voldsomt om på ankelen, men forhåbentlig er han snart klar igen.



DSSD - BK Jyden 0-3 (papirsejr)

Hold: ingen

Se, dét er da et justitsmord der vil noget.
BK Jyden ringer til os melder afbud, og så dukker vi selvfølgelig ikke op. Men indtil videre står de altså bogført som vindere af kampen. Det bliver der forhåbentlig lavet om på.

(Og det blev der senere, vi står nu som vindere - red.)



De Røde Djævle - DSSD   7-11

Hold: Bo, Rune, Jakob, Kaspar + 2 vikarer
Mål: Kaspar (2), Jakob (5), Rune (3), vikarer (1)

Vores sidste kamp blev alvorligt skæmmet af at 3 dværge blev væk uden afbud. Derfor måtte vi låne 2 spillere(!) og en halvskadet Bo måtte stå på mål indtil han udgik kort efter pausen. Alligevel stod det dog klart at vi var det mest boldsikre hold og at sejren trods de beskedne cifre aldrig var i fare.
    Der var lagt op til 'Shootout at the OK Corrall' i forvejen, da der var flere som nødig så Kaspar som topscorer i indendørsturneringen, hvor han før kampen førte med sine 4 mål. Kun en kraftanstrengelse fra Jakob hindrede katastrofen, og med sine overbevisende 5 mål fik han således placeret sig selv øverst på skamlen - efter kun at have været med i 2 kampe! Tillykke til vores nye Torjäger!