|
|
Der var nok en
del Dværge, som fik bandet deres vækkeur væk, da det
ringede søndag morgen og indbød til fodbold en kold og våd
oktoberformiddag i Kløvermarken.
Ikke desto mindre mødte vi fuldtalligt op, hvilket ikke kunne siges om hverken dommeren eller AC Forza. Ingen dommer, og kun 5 Forza-spillere ved startfløjtstid virkede næppe voldsomt motiverende, og selvom vi ventede 5 minutter, så den sjette Forza-mand kunne dukke op, blev kampen aldrig rigtig noget særligt. Lidt bekymrede blev vi dog, da det viste sig at Forza kunne stille med Peter Schmeichel på mål. Han spillede dog - ligesom i Belfast aftenen forinden - ikke en af sine bedste kampe, og nåja, det er da vores største sejr til dato, men mon ikke statistikerne vil se lidt skævt til en kamp, som blev spillet mod 6 mand. Forzas sidste mand - deres skadede træner - blev endda valgt til kampens dommer. Det klarede han såmænd udmærket - og i hvert fald uden at dømme til Forzas fordel! I disse noget uinspirerende rammer blev det hverken til fight, spænding eller intensitet. Rune bragte relativt hurtigt Dværgene foran, og kort efter kunne Claus ånde lettet op, da han midt for mål kunne undgå at slutte sæsonen målløs og med en tunnel på målmanden øge til 0-2. I et noget adstadigt tempo spillede Dværgene let bolden frem over kanterne, ganske efter overtallets ABC, men det var lidt sløjt med energien til at løbe med frem og gøre gennembruddene farlige. På samme måde var det ren sløjhed, da Forzas 7er gled forbi Lars på højrekanten og løb videre med bolden. Bo kunne ikke nå frem til ham, og de tre backs klumpede sig sammen da han trak mod midten og kunne lægge den bag dem til en Forzist, der var løbet venstre om backkæden. Christian blev roligt udplaceret og kunne ikke lastes. |
0-2 Claus 1-3 Lars F. 1-4 Bo 1-5 Selvmål 1-6 Bo 1-7 Claus 1-8 Rune
Lars F. (h. off. midt) Troels W. (backpladser) Kampens Bedste Dværg:
|
Trænerens vurdering:
Christian H. (10) - var minimalt involveret i kampen, men havde da et par udmærkede indgreb og en enkelt superredning på et skud i det lange hjørne, hvor han fik lidt mudder på tøjet.
Troels W. (9) - var solid og stod fast i nærkampene, hvor han fik raget en del bolde til sig. Virkede også ganske rolig i opspillet uden at gøre det store nummer ud af det.
Rune (9) - fik lov at dække de tre forreste pladser og kvitterede blandt andet med to mål. Var dog ikke egentlig dominerende og virkede som så mange andre ikke voldsomt energisk.
Bo (10) - syntes at have lidt mere gejst end de fleste idag og fik også løbet, tacklet og distribueret en pæn del. To mål ialt, og det andet var så lækkert at det tæller opad.
Claus (9) - fik endelig hul på bylden og fik scoret sit første sæsonmål - og ét til. Tog også godt del i det defensive spil, hvilket egentlig ellers ikke burde have været nødvendigt i vores overtalssituation. Kunne godt have brugt lidt mere opbakning i front, hvor han ellers gjorde det fint som spilstation.
Lars F. (7) - havde desværre ikke så meget at byde på og virkede noget ukoncentreret. Havde masser af plads og løb godt i dybden på højrekanten, men skilte sig ret dårligt af med bolden.
Lars K. (9) - havde en relativt stille dag i bageste kæde, men var god til at føre bolden frem når han fik den og fik drejet sig uden om en del tacklinger.
Kaspar (9) - prøvede beslutsomt at få lidt gejst ind i Dværgene, men var faktisk til tider også lidt tøvende selv. Pillede dog nemt pynten af Forzas forsøg med lange bolde, mens et par ivrige forsøg på at blive målscorer løb ud i sandet.
Ulrik (8) - lod sig også distrahere lidt af vores overtal, så præstationen blev lidt ujævn. Meget flotte forsvarsdetaljer krydret med koncentrationssvigt fra tid til anden.