BK Rubicon - De Syv Små
Dværge 3-5 (1-4)
|
Af Lars Knudsen
|
DSSD fortsætter
stimen! En sejr mere og det vil være den længste stime
i sæsonen. I bjerge og dale hviskes der at DSSD i virkeligheden
betyder De Syv Sejrrige Dværge.
Dværgene
satte sig fra første fløjt på de fleste nærkampe
mod et Rubicon hold som ikke var helt fremme i støvlerne.
Deres fejlsstart kunne til dels tilskrives at de ved kick-off kun var seks
mand på banen. Om de så var seks eller syv var det dog
i starten umuligt for dem at dæmme op for dværgene, der med
Peter, Jairo og Lars F. i front havde tre hurtige og boldsikre folk.
Lars F.
har kampens første chance, da et af Stigs lange indkast overrasker
Rubicon forsvaret, og bolden dumper ned for fødderne af ham, og
han halvflugter forbi den ene stolpe. Herefter overtog Peter scenen.
Allerede efter få minutters spil flugter han et indlæg i kassen.
Målmanden halvklarer og får i anden omgang fisket bolden ud
inden den får nettet til at blafre. Dværgene er her yderst
professionelle. Der bliver jublet og hele holdet løber hjemad.
Rubicon ser mere tvivlende ud, hvilket overbeviser den flegmatiske - og
konstant dårligt placerede - dommer om at der nok var mål.
Det var der vist også.
Ikke længe
efter viser Peter igen sin målnæse og kan sætte sidste
fod på et indlæg fra højre. Han fuldender sit
hattrick med en rigtig Torjäger-scoring, hvor han sætter et
par mand af i venstre side, og fra en spids vinkel kanonerer bolden ind
ved modsatte stolpe. |
1-0 Peter
2-0 Peter
3-0 Peter
4-1 Lars F.
5-2 Lars F.
Startopstilling
Chr. H.
Kaspar
Stig
Ulrik
Lars F.
Jairo
Peter
|
Bænk:
Lars K. (backpladser)
Bo (h./v. midt)
Kampens bedste Dværg:
Peter
|
Denne uhyrlige
opvisning i udnyttelse af chancer fandt sted indenfor kampens første
10 minutter. Dværgene var lykkelige, men for Peter må
det have været malurt i sejrens kalk, at kæresten dukker op
umiddelbart efter den sidste scoring. Helt kunne det dog ikke ødelægge
glæden over de første turneringsmål siden tiden i Humble.
De Syv
Jublende Dværge kommer lidt ned på jorden igen midt i halvlegen.
Rubicons forsvar sender en lang bold frem ad banen. Kaspar tøver
for en gang skyld med at heade væk og kommer derfor på mellemhånd.
Bolden forlænges henover hovedet på ham, og en Rubicon angriber
kan udækket score til 1-3.
Hvad målet
måtte have givet af nyt mod til Rubicon blev hurtigt pillet ud af
dem. Minuttet efter bryder Peter igen igennem i venstre side, afdribler
stort set hele forsvaret, inden han uselvvisk sender bolden på tværs
til Lars F. der scorer sikkert.
Generelt stod
Dværgene stærkt i første halvleg, men på en lidt
billig baggrund da der ikke rigtigt var gnist i Rubicon. Vi levede
i høj grad på de uhyre velspillende angribere. Forsvaret
havde egentlig blot at sparke bolden frem til dem, så sørgede
de for resten. Dette var også alt rigeligt til at dominere
første halvleg og gå til pausen med en komfortabel 4-1 føring.
I anden halvleg vendte billedet dog en smule.
I pausen var
Dværgene blevet enige om at bolden skulle køres lidt mere
rundt, dels for at trætte Rubicon og dels for stille og roligt at
køre forspringet hjem. Allerede fra kick-off går det
dog galt.
Bolden
spilles bagud og her går det galt for bagerste kæde.
Bolden mistes og efter et par mystiske nærkampe vinder Rubicon et
indkast som de dog ikke får videre ud af. Fra start viser Rubicon
en helt anden indstilling end i første halvleg og presser højt
oppe på banen med mange folk. Dværgenes bagerste kæde
kommer derfor til at stå meget langt tilbage, hvilket dels var et
resultat af at forsvar og midtbane ikke længere helt hang sammen,
og at de bagerste folk i de fleste tilfælde bakkede tilbage i stedet
for at gå imod angrebene igennem midten. Dette gav en del skudchancer
til Rubicon. Det første nærgående forsøg
rammer stolpen og riposten ryger ud til en Rubicon-spiller som til alt
held ikke rammer det tomme mål.
Herefter spiller
Dværgene nervøst og skiller sig dårligt af med bolden.
Rubicon sidder væsentligt bedre på vore angribere og den bagerste
kæde formår ikke rigtigt at få ro over spillet.
Dette skyldtes til dels at de var presset langt tilbage, men også
en del nervøsitet. Når bolden endelig blev spillet frem
til midtbanen forsøgte denne gerne at komme direkte mod modstanderens
mål. Dette var også meget succesfuldt i første
halvleg, men lykkedes knapt så godt i anden, hvor kræfterne
naturligt nok ikke var de samme. I disse situationer havde en aflevering
tilbage til forsvaret måske skabt den fornødne ro til
at flere spillere kom med i det etablerede spil.
Anden halvleg
er ca. 5 minutter gammel da Rubicon får reduceret. Et hjørne
sparkes hårdt og fladt ind over, Lars K. kommer ikke foran sin mand,
Christian halvklarer i målet og en Rubicon-spiller kan score på
riposten. Nervøsiteten er nu til at mærke hos Dværgene,
og Rubicon er kommet i gear. De kommer godt igennem på midten
og har flere gode skud og indlæg. Her var Christian dog en
sikker mand. Trykket letter lidt fra Dværgenes skuldre midt
i halvlegen. Lars K. fører bolden op i højre side,
spiller bande med Peter, og får derefter frit løb ned midt
af banen. Han finder Lars F. i højre side og går i position
i forventning om et indlæg. Lars F. skal dog ikke bruge mange
halve sekunder på at konstatere, at der fra en position tæt
ved baglinien rent faktisk er plads til at hamre bolden op i modsatte hjørne.
Der var ikke langt fra tanke til handling, og med noget der lignede en
stiv tå, blev et af sæsonens mere spektakulære mål
en kendsgerning.
Målet til
5-2 varmede dværgene. Minuttet efter reducerer Rubicon dog
igen. En forsvarsspiller er rykket med frem og kan relativt ugeneret
få plads til skud fra midten, og med et tørt hug op i hjørnet
bliver 5-3 en kendsgerning. Som Christian bemærkede efter kampen
var 5-3 dog bedre end 4-2, vi havde scoret og var med i kampen igen.
I anden halvleg blev det aldrig til det store spil fra Dværgenes
side. Bagerste kæde gik til stålet i nærkampene
og fik derved kompenseret for problemerne med placering. Angreb og
midtbane fik efterhånden en del kontrachancer, bla. da Jairo i kamp
med målmanden får spillet bolden videre til Bo, hvis afslutning
bliver pareret af en forsvarspiller. Dette skete med hænderne,
og så venter man jo en reaktion af en art fra dommeren. Han
er igen ikke helt godt placeret og sikkert ikke helt nærværende
mentalt. Han er dog rutineret nok til, efter kun en ganske kort tøven,
at dømme frispark til målmanden. Dette var nok den mindst
kontroversielle dom i den situation.
Til sidst i halvlegen
belejrede Dværgene Rubicons mål. Ulrik fører efter
en bolderobring bolden frem i venstre side, finder Jairo på midten,
som kanonerer bolden på overliggeren. Bolden ryger i en blød
bue ud til Lars K. som header på tværs til Ulrik, hvis forsøg
pareres af en forsvarer, så kommer Peter til og også hans forsøg
reddes på stregen. På en eller anden måde ryger
bolden, igen i en blød bue, ud til Lars K. der nu synes at det er
nok med alt dette klumpspil, så han flugter resolut bolden ud til
målspark. Dette var et af kampens sidste spark, og alt sluttede
i munter fordragelighed om at det var sat’me for ringe.
Trænerens vurdering:
Christian H. (8) - havde meget,
meget vanskelige betingelser med en våd og glat bold og mange høje
bolde fra Rubicon. Et par gange smuttede bolden, men iøvrigt viste
han gode reflekser og vilje til at slås med store Rubicon-folk i
feltet og nede i mudderet.
Jairo (10) - var opløber
som kandidat til Dagens Dværg på en solid og boldsikker midtbaneindsats.
Kunne godt kommunikere mere på banen, men lyste op med adskillige
smarte detaljer.
Stig (8) - havde svært
ved at stå fast på sine 3mm-knopper, som han havde spændt
på i dagens anledning. Det kom til at skæmme præstationen
lidt at han skøjtede rundt, men specielt i 1. halvleg viste han
godt og sikkert spil på højreback-pladsen.
Bo (7) - afløste i tømmermandsplaget
og småskadet tilstand den uopdukne Claus, og præstationen var
derefter. Bekymrede sig mest om at afsikre bagude, når backerne løb
med frem og blandede sig kun sjældent og med beskedent held i opspillet.
Claus (00) - havde glemt at
fortælle at han var i Hirtshals, hvilket kassereren takserer til
100 kr. til dummekassen.
Lars F. (9) - søgte
godt og aggressivt med frem og fik sat to kasser ind. Defensivt var der
lidt problemer med at kommunikere med nærmeste medspillere, hvorfor
han ikke fik lukket så godt af som vanligt.
Lars K. (8) - var lidt anonym,
men virkede godt påpasselig i defensiven.
Peter (11) - var nærmest
uhyggelig i første halvleg, hvor han såvel holdt godt på
bolden i front som fik afsluttet selv. Et par tendenser til nipseri i anden
halvleg er det eneste som kan forhindre den ultimative topkarakter.
Kaspar (9) - fyldte godt i
forsvaret mod det 'britisk'-spillende Rubiconhold, men valgte at undlade
at tage voldsomt del i opspillet så tidligt på dagen.
Ulrik (9) - var almindeligt
stærkt spillende uden dog at komme helt på højde med
sidste præstation. Nærkampstyrken er intakt og placeringsvanskelighederne
bliver færre og færre...