De Syv Små Dværge - BK Fremad Bagud  5-2 (2-0)
Af Troels Widding

 
Forord:
KOM SÅ FREMAD - - - Bagud.
Troels og Troels kiggede på hinanden. Et kampråb fra BKFB's målmand, der opfordrede sin medspillere frem på banen. Et råb der sikkert havde været meget sjovt de første par kampe – men som denne fredag aften blev leveret med en så tydelig mangel på engagement at det nærmest lød ynkeligt.
   Det skulle vise sig, at Troels og Troels, der stod på sidelinien ved kampstart, skulle få ret i at det kampråb ikke bragte vores modstandere langt. For det utrolige skete. Dværgene er inde i en stime. En ny sejrs-stime.

Referat:
"Jeg har en dårlig fornemmelse," sagde anføreren med et bekymret udtryk i ansigtet kun sekunder inden kampen blev fløjtet op. Og selvom undertegnede på forhånd havde en god fornemmelse, så blev selvtilliden nærmest skudt i vejret som en mortergranat, da anførerens bekymrede ansigt viste sig.
   Kaspar har nemlig haft en 'god fornemmelse' i stort set alle kampe hidtil. Og der har vi tabt. Så derfor var Jeres Udsendte sikker på sejr fra første sekund, selvom det faktisk lykkedes for BK at tilspille sig et par småchancer i de første minutter.
   Især deres lynhurtige nummer 7 prøvede at trække sig fri et par gange. Men det pis gad Kaspar ikke at se på, så to gange indenfor de første 10 minutter nærmest underløb han den stakkels mand, der derfor faldt hårdt – og derpå fik Kaspar over sig. Ikke noget kønt syn, men åbenbart effektivt, for ham så vi ikke så meget til i resten af første halveg.

1-0 Troels H.
2-0 Rune
3-0 Troels W.
4-0 Michael
5-1 Rune
Startopstilling
Stig

Kaspar
Rune                 Ulrik

Peter        Bo

Michael

Bænk:
Troels H. (højre midt)
Troels W. (højre back)

Kampens Bedste Dværg:
Ulrik

   Derimod fik dværgene ret hurtigt overtaget i spillet, selvom der ikke kom så mange chancer ud af det. Og det var da heller ikke smukt kombinations-spil, der førte til dværgenes mål. BK's 4'er som Troels W inden kampen havde sagt skulle presses, lige så snart, han havde bolden, fik den af målmanden. Det så Bo og sprintede hen og pressede ham til en dårlig aflevering, som Peter fik skrabet til sig på kanten af feltet, hvorpå han hurtigt trak ind og var alene med målmanden. "SE MIG," råbte Troels H, der lå lige ved venstre stolpe. Og selvom det virkede fuldkommen vanvittigt at Peter ikke selv afsluttede, så afleverede Peter bolden til Troels H, der kunne kanonere bolden i et tomt mål.
    1-0 - oh hvilken fryd! Undertegnede kan rent faktisk ikke huske, hvornår dværgene sidst var foran. Okay. Det var nok i vores fænomenale sejr over Saab. Men det er jo anden god historie.
    Dværgene fortsatte med at spille udmærket uden at det blev prangende, og BK kom ikke rigtig til nogen chancer overhovedet i første halveg. "Jeg havde ikke en pind at lave," som Stig så præcist formulerede det.
   Derfor kom det da heller ikke som den store overraskelse, da Rune kunne sparke bolden i mål til 2-0 på et godt hug ude fra venstre side af feltet. Undertegnede stod ellers ved bageste stolpe helt blank og klar til at sætte en fod på – men det viste sig jo unødvendigt, for Rune havde efter et par skud, der var gået langt over, skudt sig ind, og satte bolden konsekvent og hårdt ind bag BK-målmanden.
    2-0 og sejrsrusen var begyndt. I hvert fald for nogen – for Troels H. lavede et spektakulært fald, som kun han kan præstere, og undlod heller ikke at råbe "AAAaaahh". Denne gang gjorde det dog tydeligvis ondt – og da han vendte sig om og så Michael stå som den nærmeste råbte han hidsigt: "Var det DIG!?!"
   Men det var det ikke. Troels faldt af sig selv, og måtte støttes fra banen med en skade, der virkede ubehagelig og som det i denne stund endnu ikke vides, hvor slem er. I hvert fald tog han på skadestuen.
   Som landsholdet i 92, der ikke lod sig slå ud af Henrik Andersens fejlplacerede knæ-skal, fightede Dværgene videre. BK virkede mere opsatte til anden halveg og kom til et par chancer, primært via deres 7'er og den store tunge angriber, der dog var rykket ned som stopper i anden halveg.
   Derfor begyndte dværgene at blive lidt smånervøse, men så viste Troels W. langt om længe sin målnæse igen. Mange husker sikkert hans første mål for dværgene, hvor han first-timede et dårligt udspark fra en målmand i kassen. Ren målnæse. Og den viste han igen ved at være trukket helt frem på hjørne og placere sig snedigt lige foran målmanden. Da Michael og Peter lavede et kort hjørne og smed bolden hårdt ind stod Troels W. og ventede på 'nedfaldet' og da målmanden ganske rigtigt ikke kunne holde bolden, satte han køligt sin højre inderside på og via indersiden af højre stolpe trillede bolden over stregen.
    Der er sikkert nogle blandt dværgene der vil mene at det så lidt tilfældigt ud, men de har ikke forstand på det at have 'instinkt'.
   Der er sikkert også dem blandt dværgene der synes at Troels W gjorde lige lovlig meget ud af at juble  - blandt andet lavede han et rejehop – og de har til gengæld helt ret.
   Under alle omstændigheder var dværgene foran 3-0, og der var nu kun tvivl om sejrens størrelse, selvom BK fortsatte med at være farligere end i første halveg.
   Men der gik ikke langt tid fra dværgenes tredje mål til den pludselig stod 4-0. Michael kom fri på fløjen og alle ventede et indlæg. Også BK's målmand, der derfor ikke dækkede sin forreste stolpe, og det så Michael, der med en blød inderside satte bolden ind netop ved forreste stolpe. Et overlegent overblik – og en meget glad Michael, der lavede sit første mål for dværgene.
   Ved stillingen 4-0 blev dværgene lidt mere ukoncentrerede, hvilket den hurtige 7'er brugte til at flyve forbi Kaspar i midten og udplacere Stig. Et ret godt mål, må man være ærlig og sige.
   Rune fik lavet endnu et mål, der var lidt svært at se for undertegnede, fordi jeg lå og rodede på græsset. Men det var sikkert godt.
   Det sidste mål var dog ikke scoret, for da Kaspar var rykket frem i en kontra stod Troels W. som bageste mand, da BK fik frispark. BK's store, tunge mand var kommet forrest på banen igen, og han timede sit løb perfekt – fik en god aflevering, og så var det for sent for Troels W., der ikke kunne hente forwarden, der sikkert udplacerede Stig. Et godt mål – men også et mål undertegnede må tage på sin kappe.
   Kampen sluttede lykkeligt – og selvom vores skarpt analyserende tilskuer Jeanette ikke var imponeret over vores kombinationsspil, så var vi dog glade for hendes støtte.
   Dette skrives lørdag, inden søndagskampen, men under alle omstændigheder er dværgene over nedryknings-stregen. For Søren da, det luner.

Assistenttrænerens vurdering:

Kaspar (8) - Var ikke helt sit gode, gamle jeg, men spillede selvfølgelig heller ikke så dårligt, som han selv sagde.

Ulrik (10) - Spillede sin suverænt bedste kamp for dværgene. Fik pillet bolden fra BK utrolig mange gange, fik blokeret for flere skud og var også godt med i offensiven. Denne gang viste knægten IKKE nogen placeringsvanskeligheder, og straks betød det, at han fortjent blev dagens dværg.

Troels W. (8) - Begyndte med et par sjuskede boldtab, som vi kender ham, men fik dog spillet sig lidt op og spillede et par gange bolden godt i dybden.

Rune (9) - Spillede en rigtig god kamp, hvor han startede i bageste kæde men efter Troels H's skade blev rykket frem. Begge steder klarede han sig udmærket, og han viste god teknik og ikke mindst skudstyrke.

Peter (9) - Er stadig den bedste tekniker blandt Dværgfolket og også den mindst selviske. Til manges store glæde afsluttede han dog selv et par gange i dag, desværre dog uden at komme på tavlen. Var en rigtig god mand at have på midten til at tilføre boldsikkerhed og konsekvens i nærkampene.

Michael (9) - Trænerens taktik med at spille bolden 'op på' Michael lykkedes et par gange, men mere værdifuld var han ved sit generelle gode blik for spillet, sine driblinger og ikke mindst ved sit første mål for Dværgene.

Bo (8) - Virkede ikke helt i omdrejninger, og kom efter eget udsagn aldrig op over 17 kilometer i timen. Var dog god til at dække af når backerne gik med frem og viste i det hele taget godt blik for de defensive pligter på midten.

Stig (9) - Havde ikke meget at lave – og kunne intet gøre ved de to mål. Han havde dog talrige gode indgreb i feltet, hvor han pillede BK's hjørnespark ned.

Troels H. (Ingen karakter) - Spillede kun 15 minutter inden han gik i stykker, men virkede oplagt og havde sikkert lavet et andet underligt mål, hvis han var blevet inde.