De Syv Små Dværge - FC FFS 99    3-1 (2-1)
Af Bo Nissen Knudsen

 
Mirakuløst nok dukkede vores modstandere op denne gang, så det var tid til at gå efter en pligtsejr. FC FFS 99 havde hidtil tabt samtlige deres kampe, så de ville for alvor ryste kajen på os, hvis det skulle lykkes for dem at slå os.
    Det gjorde det så heller ikke. Fra starten af kampen sad vi yderst solidt på tingene. Vi pressede dem meget højt på banen, og efter at have opsnappet et par bolde helt højt oppe og fået et par løse chancer ud af det, fik Jakob endelig lov til at sætte pyntebærret på den magtdemonstrations-kage vi havde bagt på i den indledende fase. Han erobrede selv en løs bold og sparkede den sikkert ind.
    Det var sæsondebut for Jakob efter hans hidtidige uheld med aflyste kampe, og vi kunne konstatere at han var fuldt ud lige så skarptsleben som han havde antydet til træning og i træningskampe.
    Allerede efter det første mål gik Dværgene nok en smule ned i tempo, men det gik en hel del værre efter Jakobs andet mål sådan cirka halvvejs i første halvleg. Det var et fremragende forwardmål, hvor han så en løs bold i feltet, spænede til den og headede den lige over hovedet på målmanden og ind i det lange hjørne.
    Men det var måske denne demonstration af klasseforskel, som fik os til at falde noget i søvn. I hvert fald gik vi væk fra det høje pres, som havde givet så godt udbytte, og lod FFS få lov til at spille bolden lidt mere rundt. Det var nu ikke fordi de udnyttede pladsen specielt godt, for i noget der lignede angst for vores forreste spillere bankede de ret konsekvent bolden frem til deres egen klart bedste spiller, som de havde placeret helt i front.
    Det fik de nu heller ikke så meget ud af, men lidt farligt virkede det da en gang imellem. Nils stod ret alene med deres forward, velsagtens fordi resten af holdet kender hans nærkampstyrke og har tillid til ham, men det betød at forwarden ret ofte fik plads til at tage bolden ned og forsøge at spille den videre. Der kom ikke de store chancer ud af det, men det ødelagde en del af rytmen i Dværgenes pres, at vi kom til at bakke meget af samme grund.
    Samtidig begyndte vores eget opspil at degenerere, og lidt for selvfede af 2-0 føringen lod vi os smitte til at slå lange bolde op i banens midterste område selvom der var ganske meget plads til at føre bolden op langs kanterne.
    Her spillede det nok lidt ind at særligt Nils ikke var helt inde i vores spilmønstre, men vi andre skulle nu også have været bedre til at sætte ham ind i dem. Samtidig var midtbanen ikke helt gode til at time deres løb rigtigt, så de kunne give plads til at backerne kunne rykke frem, og facit var den pudsige situation, som så ofte opstår i syvmandsfodbold, men næsten aldrig i ellevemands: hele banens centrale område var nærmest tomt, mens der ivrigt blev pevet bolde hen over det.
    Pludselig dumpede en bold så ned til en FFSer efter et indkast, og han sparkede den godt ind ved nærmeste stolpe til 2-1. Ret irriterende. Nu skulle vi altså ikke til at dumme os på samme måde, som vi har gjort et par gange på det sidste.
    I pausen blev der justeret lidt, således at Bo på den defensive midtbane trak lidt ned og hjalp Nils med at gøre de lange bolde til deres forward ufarlige, men vi forsømte stadig at få justeret vores opspil. Resultatet var en anden halvleg i en del tomgang, men vi dummede os ikke, og Jakob præsterede at finde en løs bold i deres felt, som han i nærkamp med et par spillere endte med at vriste sig fri med - og score det mål som sikrede roen. I sin forårsdebut skulle Jakob altså såvel score hattrick, titlen som Dagens Dværg samt hvad der ellers kunne finde på at følge med, og kampen var vundet på det tidspunkt.

Holdet havde desværre en tendens til at knække over, da specielt Bo ikke havde luft til at binde kæderne sammen på midten, men når FFS fik held til at slå et par kontraer slog de sig hårdt på Nils i midterforsvaret, som absolut ikke gav meget væk.
    Lars K. skal også fremhæves for at være alle steder på banen, både fremme og tilbage - selv om ikke alle hans fremløb blev udnyttet godt nok af medspillerne. I disciplinen Skud Over Mål ville han også være med - men det var vist de fleste af Dværgene, som fik lov at være med i dén konkurrence på den hårde og knoldede bane.

Jaja, men det blev som sagt til en pligtsejr.

1-0 Jakob
2-0 Jakob
3-1 Jakob
Startopstilling
Chr. H.

Nils
Lars K.             Ulrik

Rune          Bo 

Jakob

Bænk:
Troels W. (h. back)
Lars F. (h. midt)

Dagens Dværg:
Jakob



Trænerens vurdering:

Chr. H. (9) - havde ikke meget at lave, men tog et par enkelte farlige forsøg ved at gå godt ud i det lille felt og holdt iøvrigt bolden sikkert.

Troels W. (9) - havde lidt af en stille kamp, som træneren så det, men slap udmærket af med bolden og dækkede sit område fint.

Rune (9) - kom ikke rigtigt ind i rytmen i varierende positioner i frontkæden, men kombinerede egentlig okay, når han fik mulighed for det.

Bo (7) - var slet ikke i gear til at fylde det centrale område ud og kom ikke med meget til opspillet. Havde dog et par farlige forsøg på frispark.

Lars F. (8) - blev syltet en del i opspillet og kom heller ikke rigtigt i gang. Var dog godt aggressiv i presspillet særligt i starten.

Lars K. (11) - fyldte utroligt meget og var ustandseligt rigtigt placeret. Vandt masser af bolde og skilte sig rigtigt af med dem næsten hver gang, mens fremløbene desværre for ofte blev overset af medspillerne.

Jakob (11) - var meget teknisk sikker og stod for det bedste i Dværgenes opspil med gode vendinger og tværspilninger. Tre mål på løse chancer taler vist sit eget sprog om forwardinstinktet.

Nils (9) - trak nidkært tænderne ud af overmunden på FFS' offensiv med sikkert og kontant forsvarsspil, men var nok lidt hurtig til at slå boldene op langs banens midterakse.

Ulrik (9) - sæsondebuterede lige som Jakob, men dog lidt mindre blæret. Indsatsen var nu i det store og hele fornuftig, særligt defensivt, men i opspillet led han også noget under syltningen af kanterne.