FC FFS 99 - De Syv Små Dværge   3-4 (1-3)
Af Bo Nissen Knudsen

 
Der var nogen nervøsitet i Valby Idrætspark før kampen, da Jairo ikke dukkede op som planlagt (men sikkert stod i Kløvermarken) og Troels W. heller ikke var til stede.
    Som konsekvens måtte den skadede træner starte på banen som målmand, mens Stig blev skubbet ud som højre back. Ikke lige den bedste optakt, og det gav også en del rod fra start. Cirka 5 min. inde i kampen dukkede Troels dog op fra en længere bilkø, og dommeren lod os skifte ud, så træneren kunne komme ud af banen igen og Stig kunne komme på mål, mens Troels overtog sin vante højre backplads.
    Stadig betød det dog at vi ikke havde nogen udskiftere. Og selvom FC FFS 99 lå på gruppens sidsteplads, så vidste vi dog at de havde vundet de sidste par kampe og næppe var så lette at have med at gøre endda.
    Det var de sandelig heller ikke. Lige fra starten spillede de som alt andet end et bundhold og pressede os højt oppe på banen. Og samtidig havde Dværgene nogle taktiske problemer: grundet den noget spegede mandskabssituation måtte vi - mod vores vanlige koncept - stille med 3 defensivspillere bagude og 3 offensivspillere fremme.
    Resultatet var for så vidt forudsigeligt - holdet knækkede over på midten. Alligevel lykkedes det mod stor giftighed Jakob at sætte et mål ind kort efter at Troels var kommet med på banen, og så kunne der måske være faldet lidt ro over spillet. Det gjorde der imidlertid ikke, og da Søren på et tidspunkt var kommet væk fra sin venstre side, kunne FFS bryde igennem og score inden Lars F. kunne nå tilbage og dække af for ham.
    Det voldsomme pres fra FFS fortsatte, og kun i perioder lykkedes det for Dværgene at få holdt bolden i egne rækker i længere tid. Det blev endda også til lidt skænderi mellem Dværgene på grund af at holdet knækkede og returløbene udeblev, men så slog Jakob ellers til igen og vi var nu foran.
    Samtidig blev der foretaget en taktisk rokade, så Lars F. rykkede ned som venstre back, mens Søren rykkede frem som offensiv højre midt. Det hjalp en del på organisationen og sammenhængen, og på en kontra ikke så lang tid efter satte Jakob igen fart og kom alene med målmanden. Sidste træk blev lidt for langt, men målmanden tacklede bolden ind på Jakob og i mål - hattricket var fuldendt! På det tidspunkt var FFS vist godt trætte af at Jakob ikke sad i en bilkø et eller andet sted.
    I pausen blev der så justeret videre, så Peter blev trukket tilbage i en noget mere defensiv midtbanerolle end vanligt, og så begyndte det ellers igen at se nogenlunde organiseret ud. Vores offensiv led selvsagt under at skulle undervære Peters gennembrud, men til gengæld sparede vi en del kræfter på ikke hele tiden at drøne frem og tilbage - nok så vigtigt, når vi ingen udskiftere havde!
    Midt i halvlegen syntes kampen nogenlunde under kontrol. Vi havde en del problemer med deres lange bolde frem til en stærk forward, som Kaspar vandt knap så mange nærkampe mod som han plejer, og derfor kom vi noget under pres. Dødsensfarlige blev FFS dog ikke. Men pludselig mistede vi så bolden, da Troels W. rykkede frem i højre side og Jakobs spilning af ham blev opfanget. Der var nu plads bag Troels, og deres hurtige 7er rykkede lynsnart frem i tomrummet. Han afsluttede på fjerneste stolpe, og bolden sprang ud til en FFSer, som kunne sende den i mål bag en sagesløs Stig.
    Det ansporede dem naturligvis til et ekstra pres, og Dværgene var lidt for trætte til at affeje presset blankt. Dog udmærkede særligt Lars F. sig dog med energisk fight og gode fremstød ad venstrekanten netop som de andre Dværge var mest nede. Det var faktisk ganske utroligt så meget han var med i netop i denne periode, og den energiske indsats sikrede ham titlen som Dagens Dværg med sikker margin.
    Solen var nu gået ned, og der blev spillet i skæret af en orange fuldmåne. En noget besynderlig oplevelse, og der kom flere og flere tilfældigheder ind i kampen. Jakob havde et godt hovedstød på overliggeren efter Sørens hjørnespark, og særligt de lange bolde var svære at tage bestik af for begge forsvar.
    4 minutter før tid skete så dét som ikke måtte ske: en FFSer snoede sig fri mellem Kaspar og Troels og kom fri tæt under mål. Jakob kom styrtende med ned og lavede en voldsom glidende tackling. Ingen tvivl om at han ramte bolden først, men han ramte også manden hårdt, og dommeren valgte at give straffe! En kontroversiel dom, men den kan nu forsvares - det var simpelthen på hårdheden, det blev dømt. Dværgene var dog langt fra tilfredse, og Jakob kunne med nogen ret føle sig hårdt behandlet af en dommer igen i denne uge, men efter at have gået rundt og ærgret sig voldsomt styrede han faktisk sit temperament forbilledligt.
    Straffet blev sparket hårdt ind, og det var svært at se, hvordan Dværgene skulle komme igen i dén kamp. Men intensiteten steg nu voldsomt, og FFS gik ekstra aggressivt til værks for at få alle tre points. Det resulterede i et par gedigne overfald på specielt Peter, og efter et par gange blev det til gult kort for en af de værste bøller og 6 mand i resten af kampen.
    Alligevel blev de dog ved at presse heftigt, og Dværgene havde ikke rigtigt luften til at slå kontra selvom de satsede vildt. Men på et lidt tilfældigt opnået hjørnespark, hvor Kaspar ikke engang gik med frem, dukkede Peter så op og knaldede bolden ind med hovedet. Dværgene brød i vild jubel, og efter det ene minut som resterede, kunne Dværgene fejre matchvinderen behørigt. Det var hans 20. sæsonmål, og måske det vigtigste af dem alle. Det ligner næsten en tendens for Peter at score sidsteøjebliksmål med hovedet i Valby - sidste gang var det endda også efter en dødbold!
    I skrivende stund ser det oven i købet ud til at Dynamo Mørkhøj samtidigt tabte til et andet bundhold, AC DKB, og Dværgene generobrede i så fald førstepladsen. O det må siges at være noget så topholdsagtigt af Dværgene at bringe sig i spidsen af puljen på denne tyvagtige måde! En stor cadeau til holdets moral!
0-1 Jakob
1-2 Jakob
1-3 Jakob
3-4 Peter
Startopstilling
Bo

Kaspar
Stig                 Søren

Lars F.     Peter 

Jakob

Bænk:
Ingen

Bilkø:
Troels W. (h. back)

Dagens Dværg:
Lars F.



Trænerens vurdering:

Stig (10) - havde et par rigtigt gode redninger, som han endda fik til at se mere sikre ud end de var. En god præstation, der skabte ro, og ingen af målene kunne han gøre noget ved.

Søren (8) - kom i vildt stormvejr som venstre back i starten, hvor han havde lidt svært ved at falde ind i rollen. Han kom dog godt efter det som højre midt og leverede solid fight. Og for første gang nogensinde prøvede han så at vinde en turneringskamp med Dværgene! Tillykke!

Troels W. (8) - virkede (ikke så underligt) meget stresset og lod sig let gå på. Men der blev nu kæmpet for sagerne alligevel.

Bo (u.b.) - nåede da lige at redde et enkelt skud med en OK fodparade.

Lars F. (11) - blev kampens store fighterprofil efter at være blevet rykket ned som venstre back. Formåede både at tilkæmpe sig mange bolde og give forsvaret ro ved at rykke bolden fremad.

Peter (11) - får for en gangs skyld ikke topkarakter for sin offensive præstation (selvom målet næsten var karakteren værd i sig selv), men mere for at træde i karakter som holdspiller med en udpræget taktisk betinget opgave på den defensive midtbane. En meget uvant opgave, men efter kort tilvænning mestrede han også dén.

Jakob (11) - var mest fremtrædende i første halvleg, hvor han fik lidt mere støtte end i anden. Men én halvleg var så nok til at score tre mål! Det er jo helt udansk med så stærkt et forwardinstinkt.

Kaspar (9) - bandede af en eller anden grund sin egen præstation langt væk. Godt nok var den taktiske dirigentstok også gemt lidt væk, men markeringerne bagude fejlede nu ikke noget. Han var simpelthen bare oppe mod gode spillere.