|
|
Fredag
eftermiddag. Weekend på vej og fodbold på vej. Livet var skønt.
Men fem minutter før kampen skulle fløjtes igang, havde vi stadig ikke set noget til modstanderne. Og efter de rigtig dårlige erfaringer i de seneste par kampe var vi en del, der allerede var i gang med at opbygge vrede og skuffelse. Kaspar havde endda ringet og tjekket at modstanderne havde tænkt sig at dukke op. Fire minutter før tid var der stadig ingen spor af Pulga. Men pludselig stod der en temmelig kraftig mand i målmandstøj på sidelinien – og så faldt der lidt ro over Dværgenes urolige sind igen. Resten af holdet kom 30 sek før tid, og Dværgene blev enige om at lægge et højt pres fra start, fordi modstanderne ikke kunne være varme. Det viste sig også hurtigt, at det var en god ide. Dværgene spillede sig igennem, og Claus kom til en chance. Lige før kampen gik i gang talte Troels W. og Christian H. om engang i forrige sæson, hvor Christian droppede. Det benægtede han denne dag – ja, han benægtede, at han nogensinde havde droppet i sin tid hos Dværgene. Og måske var det derfor, at Nemesis var ond ved Christian denne fredag. Et par minutter efter startfløjt, hvor Dværgene ellers havde rimelig kontrol over sagerne, skød en Pulgamand meget, meget langt ude fra. Forsvaret var helt roligt, fordi Christian kunne følge bolden hele vejen. Men om det var fordi Christian havde glemt, at han ikke er særlig høj, eller hvorfor, ved undertegnede ikke. I hvert fald stod han og kiggede efter bolden – og først til sidst kom hans arme i vejret for at stoppe bolden, og da var det for sent. Bolden ramte hans hænder og gik i mål. Noget som er meget svært at kalde andet end et stort drop. Dværgene opmuntrede dog Christian og var stadig ved godt mod. Vi fortsatte med at dominere, selvom Pulga havde nogle gode spillere og især i kontrafasen var hurtige og farlige. Men det var Dværgene der fik udnyttet kontraspillet først. Claus og Lars F. røg afsted i en kontra. Claus fandt Lars F., der halvkiksede en aflevering, men selv fulgte op. Det gjorde både Pulgas målmand og en forsvarer imidlertid også – og de var ikke helt enige, så via forsvarerens tackling gik bolden i mål. Juhu. Så stod den 1-1 på to selvmål efter tæt spil. Kort efter viste Peters gyldne venstreben, at det var farligt. Et tørt hug lynede langt ude fra, og den lidt tunge målmand havde svært ved at nå ud til det hårde skud – og så førte Dværgene igen. Helt fortjent. Men, men. Nemesis var ikke færdig med Christian. For kort efter pausen forsøgte en Pulgamand igen langt ude fra. Denne gang et mere fladt skud, og Christian valgte at forsøge at fange bolden med armene, men den gik i stedet mellem hans ben og i mål. Stakkels mand. Denne gang lød tilråbene en anelse mere anstrengte. Men Dværgene fortsatte flot. I denne kamp blev der kæmpet forbilledligt. Og kort efter kom årets anden målscorer så på tavlen (langt om længe). Endnu et langhug. Denne gang var det venstre back Lars Knudsen, der lod højre ben tale og via indersiden af stolpen scorede. En fantastisk spektakulært mål. Ikke mindst fordi Pulgas målmand rent faktisk var helt nede ved bolden, men bare ikke fangede den. Det var fedt, og Dværgene var endnu mere tændte. Kort efter lynede Peter igen. Bo lagde et hjørne godt ind, og Peter scorede sikkert med hovedet ved at heade ned i jorden. Nu troede både dværge og tilskuere, at sejren var hjemme. Men nej. Kort efter gik der totalt koks i forsvaret. En ret ufarlig høj bold blev ikke headet væk af Troels W., der troede at Kaspar var lige bag ham til at heade. Derpå forsøgte Kaspar at heade den væk, mens Christian råbte ”JEG HAR!!!” – og Kaspar dukkede sig. Og Christian havde ikke. Den løb nærmest ned af ryggen på ham og i mål. Et totalt latterligt mål, som både Kaspar og Troels W. ville påtage sig skylden for, men Lars Knudsen kom også bagefter og hævdede at det var hans mål. Uvist af hvilken årsag. Så stod den 3-4, og der var alligevel spænding. Men egentlig spillede Pulga sig ikke til en eneste stor chance i kampen. De fik tre mål af os. Og derfor virkede det latterligt at der skulle være nervøsitet til sidst. Det gad Peter dog heller ikke at høre tale om. Så på en halvkikset bold, der blev kastet ind fra venstre, saksesparkede han bolden med sit gyldne venstre skævt ned bag en forsvarer, der sad i ryggen på ham, og via målmanden i mål. Hattrick af kampens bedste og stor, stor jubel på sidelinien. Sejren var fortjent, og kampen var uhensigtsmæssig spændende. Tre selvmål er ikke ligefrem standard for Dværgenes sikre forsvar. Og da Pulga stort set heller ikke kom til chancer på trods af deres gode spillere, var det noget pjat. Men en storslået kamp var det. Fra denne plads skal lyde en højrøstet hyldest til Lene, vores trofaste fan. To gange i denne sæson er hun gået forgæves, men denne gang var der fuld valuta for busbilletten. Tre mål af brormand og en Dværgesejr. Smilet var stort hos alle. En straffesparkskonkurrence blev hurtigt afviklet, samtidig med at Troels W.s medbragte stærkøl blev indtaget. Peter vandt fortjent. En enkelt øl i kantinen, og så gik et par Dværge hjem, men der var (selvfølgelig) syv dværge der gik sammen ud og spise. Spicy House på Christianshavns Torv, hvor vi fik dejlig indisk mad. Og da de småfulde Dværge skulle videre på bar i nærheden spurgte et par halvplørede Dværge, om ikke inderne kunne tænke sig at sponsorere Dværgene. Det var de slet ikke uinteresserede i. Og det ville da være smukt. De Syv Små Dværge sponsoreret af en indisk restaurant. De syv inderdværge. Jeps., det lyder godt. Derpå gik Dværgene videre til Christianshavns medborgerhus, hvor en Famous Grouse Whisky koster en flad tier. Der gik lidt melankoli i den og mange smukke Dværgestunder blev taget op og vendt. Vi talte også om hvem der egentlig havde spillet flest kampe i Dværgedragten. Bo mente ham eller Kaspar. Undertegnede mente sig selv eller Bo. Efter en nøje gennemtælling har det vist sig, at Bo er den mest trofaste dværg. Her er top fem: Bo har hidtil spillet 34 kampe
i Dværgedragten.
Senere gik Dværgene på
Vega, hvor vi fik afsunget et par gange at vi ligger nummet ét.
Det gør vi nu ikke. Kun nummer to, men vi har lige så mange
point som etteren, der jo stadig er de satans Herlevdrenge, som vi tabte
så bitterligt til i den første kamp.
|
1-2 Peter 2-3 Lars K. 2-4 Peter 3-5 Peter
Bænk:
Dagens Dværg:
Trænerens (kun let alkoholslørede) vurdering: Chr. H. (7) - præsterede to usædvanlige drops, men skal have ros for at komme godt igen efter begge to. Troels W. (9) - dækkede pænt op og slap pænt af med bolden. En ganske solid indsats. Rune (10) - var ganske disciplineret og så sikker med bolden som han plejer. Uden dog at være helt så meget med fremme som han plejer. Bo (10) - lavede et stort løbearbejde og var vigtig i det høje pres, vi fik gennemført. Også okay i det opbyggende spil. Claus (10) - fyldte godt i front, hvor han ragede mange bolde til sig. Fordelte boldene godt, men fik ikke så meget held med sine afslutninger. Peter (13) - var såmænd på sit sædvanlige niveau i starten, men blev helt ustyrlig mod slutningen, hvor alting begyndte at lykkes og målene vrimlede ind. Lars F, (10) - pressede fremragende og energisk, men fik ikke så meget plads til sine fremløb som vanligt og blev ikke helt så farlig. Lars K. (11) - viste autoritet i defensiven og demonstrerede sin sædvanlige sans for at komme med frem på de helt rigtige tidspunkter, hvilket idag bl.a. resulterede i et meget vigtigt mål. Kaspar (10) - opfangede de fleste af de lange fremlægninger, som vi tvang Pulga til at lave og placerede sig godt i det hele taget. Var også ganske rolig i opspillet, som kom til at fungere bedre end længe. |