Syd Vest - De Syv Små Dværge   3-3 (3-1)
Af Troels Widding

 
SÅ LIGGER DVÆRGENE NUMMER ÉT ! Og nu er den god nok. Godt nok har vi spillet en kamp mere end Mørkhøj på andenpladsen, men det er sgu lige meget. Vi har flere point og 'oversomrer' på førstepladsen. Det er et historisk tidspunkt for Dværgene – og undertegnede opfordrer hermed alle Dværge til at bruge forårsstillingen som wallpaper på deres computer. Denne dag skal ikke glemmes.
   Men inden vi kom så langt var der jo en kamp, der skulle spilles. Og den var faktisk hård.
    Man kan jo vælge at være beæret over, at Syd Vest netop mod dværgene valgte at stille med mindst 3-4 spillere fra deres 11-mands mesterrækkehold. Nu skulle de jo møde Dværgene – puljens bedste hold. Og de var simpelthen bange for at få herretæsk.
    Ikke desto mindre betød det, at kampen slet ikke blev den walk-over, som vi havde regnet med. Det kunne Dværgene allerede konstatere i de første minutter af kampen, hvor vi blev kørt rundt på banen, og Syd-Vestaberne viste rigtig god teknik og samtidig formåede at bruge deres kroppe godt til at dække bolden og vinde nærkampe.
    Lidt paradokst var det dog, da deres angriber kort efter start appellerede for off side – og at de tydeligvis ikke kendte hinandens navne. 
    Nå – ingen bitterhed nu. De stillede bare med et godt hold.
    Efter omkring fem minutter fik de også bonus ud af deres overtag. Et skud et pænt stykke udefra blev rettet af på Troels W.s lår og snød Stig. Det er den slags der sker, når modstanderne har mange afslutninger – og har en kraftig medvind. Det var dog trods alt godt for moralen, at Syd Vest ikke scorede på en chance et øjeblik efter. En lang bold blev sendt op mod deres angriber og en midtbanemand løb med. Angriberen lavede en førstgangsaflevering med brystet over mod midtbanemanden, der mens bolden stadig var i luften firsttimede bolden lige forbi stolpen. Puha.
    Nå, men Dværgene virkede trætte, lidt forskrækkede og slet ikke oppe på mærkerne. Derfor fortsatte Syd Vests dominans, mens Dværgene intet spil havde på midtbanen, hvor Lars F. og Bo havde det svært med at være dækket tæt op. Og Peter virkede meget alene helt på toppen.
    Alligevel lykkedes det midt i første halvleg at få et frispark et godt stykke oppe på Syd Vests halvdel. Bo tonsede godt til bolden, og da målmandens udsyn var spærret så han den først sent, og så gik den både mellem hans arme og hans ben. Et pænt stort drop, men også et godt skud.
    Så var dværgene med igen. Troede vi.
    For Syd Vests dominans fortsatte, og der gik da heller ikke så lang tid før de fik en kasse mere. En modstander kom til baglinien og sendte en bold ind i feltet. Ulrik slap sin mand, der på akrobatisk vis fik drejet bolden op i krogen med hovedet. Et rigtigt godt mål må man sige, selvom Ulrik selvfølgelig også hjalp lidt til. 2-1 – og dværgene var stadig ikke tændte.
    Kort før halveg udnyttede Syd Vests lille angriber et gammelt Dværgeproblem – at der kommer et hul midt foran mål, når sideforskydningen ikke virker ordentligt. Han huggede derfor til bolden og udplacerede Stig. 3-1. For satan da.
    Så var der halvleg og Kaspar, der var kommet for at kigge på, men ikke spille (han skulle til eksamen dagen efter og var bange for at slå hovedet! Det lyder som en joke, men manden mente det… måske havde han allerede slået hovedet) – råbte og skreg.
    Peter blev rykket ned på midtbanen for at sikre Dværgene noget boldsikkerhed på midten – og da Dværgene straks fra første fløjt samtidigt virkede tændte, så det hele pludselig meget bedre ud. Vi fik også medvinden.
Vi fik bolden til at køre og dæmmede bedre op for Syd Vest. Gik lidt mere til dem (de begyndte da også at klynke lidt ligesom Mørkhøj).
    Efter ti minutter blev der begået et af mange frispark mod Peter, som ikke blev dømt. Denne gang faldt Peter dog oven i bolden, og havde dermed stadig bolden under kontrol, da han rejste sig op og med HØJREBENET(!) tonsede bolden i kassen fra kanten af feltet. JAAAAAAAAAAAAAAAAH - skreg Dværgene, og så var alle for alvor tændte. Hvis bare vi kunne få den tænding på fra start.
    De sidste tyve minutter blev i høj grad et hidsigt pres på Syd Vests mål, afbrudt af kontrachancer til de små svin. Peter havde en kæmpechance, hvor han kom flyvende gennem luften og forsøgte at dirigere bolden ind med sit venstreben. Rune havde et rigtig godt skud, som fremragende blev pareret af deres målmand – ja, og Dværgene havde mange flere chancer.
    Som mod Mørkhøj viste vi, at vi ikke lader os kue af nogle hidsigpropper, der brokker sig helt vildt. Vi fortsatte med at fælde dem og gå til den. Netop dét var den store forskel i anden halvleg, og det gjorde at vi vandt mange flere nærkampe.
    To minutter før tid lavede Bo en meget kikset aflevering. Vi havde netop erobret bolden og alle Dværge var på vej frem. Hvorpå Bo afleverede bolden til Syd Vests angriber, der af naturlige årsager stod helt blank foran mål. 
Bo kan takke sin bror for at han var vågen og kom godt ud i den lille bandit af en angriber.
    Bo gjorde det dog godt igen et øjeblik efter. Et stykke inde i det sidste minut (dommeren holdt de nervøse Dværge orienteret om tiden) fik vi et frispark omkring midten. Selvfølgelig søgte alle Dværge frem. Bo tog et hårdt spark – og det hårde skud sejlede perfekt gennem luften over til Peter, der gemte sig ved bageste stolpe og smukt svævede mindst halvanden meter over jorden - og satte panden på kuglen, der røg i nettet. JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAH!!! Samtidig fløjtede dommeren kampen af, og Dværgene var for vildt glade.
Og så sagde de ellers meget sure og irriterende Syd Vest folk tak for kampen med et stort smil – ”Det var jo sjovt”- sagde en af deres gode folk, der havde været meget hidsig – og virkede lidt overrasket. Ja, det var faktisk sjovt. Mest på grund af afslutningen. Selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke fik sluttet den historisk flotte forårssæson af med en storsejr. Men på en måde er det jo også mere tilfredsstillende at spille lige op med det meste af et mesterrækkehold –selvom vi manglede vores forsvarsklippe Kaspar og vores uhyggelige måltyv Jakob.
Vi ligger nummer et!!!!!!!!!!!!!!
1-1 Bo
3-2 Peter
3-3 Peter
Startopstilling
Stig

Lars K.
Troels W.           Ulrik

Lars F.       Bo 

Rune

Bænk:
Peter (forward)

Dagens Dværg:
Peter


 




Trænerens vurdering:

Stig (8) - brugte lidt rigeligt energi på at brokke sig over småting, men havde et par udmærkede indgreb og en rigtig god fodparade mod slutningen. Burde dog nok have dirigeret en del mere.

Troels W. (8) - kom ikke så vildt meget med i spillet og havde en del problemer med placeringen i første halvleg, som han dog rettede udmærket op på i anden.

Rune (8) - var generelt lidt anonym på de tre forreste pladser, hvor han ikke fik så meget rytme i spillet.

Bo (8) - løb det meste af kampen rundt som om han havde slugt et får, men sparkede dødboldene skarpt.

Peter (9) - fik ikke fat i så meget i første halvleg, men udmærkede sig faktisk specielt defensivt i anden, hvor han kom ned på midten. Og så blev det jo lige til to gode mål.

Lars F, (9) - kæmpede og løb meget, men også meget forgæves. Der var ikke så meget der lykkedes, men viljen fejlede ikke noget.

Lars K. (9) - havde meget svært ved at få fat i Syd Vests dybdeløb i første halvleg, men fik faktisk ret godt fat i anden, hvor han også fik overskud til et par fremstød.

Ulrik (8) - var lige så sløv som resten af holdet før pausen, men fandt et stabilt niveau efter, hvor han spillede enkelt og rigtigt.