FC Veto - De Syv Små Dværge   2-2 (1-2)
Af Søren Kirkeby

 
FC Veto er på papiret et hold, som De Syv Små Dværge i deres nuværende form burde køre ud på røv og albuer. Men Veto, der frister en lidet flatterende tilværelse i midten af rækken, var aldeles oppe på mærkerne fra kampens start. Og det gav pote. Kampen – spillet i den ubarmhjertige tordenvarme – endte 2-2. Dværgene har dermed kun to point til forfølgerne CSKA Royale. Et forspring som må give anledning til panderynker hos trænerduoen inden efterårssæsonen starter.
    Om Bo havde ligget søvnløs natten før, skal være usagt. Men faktum er, at Dværgene stillede i en aldeles overraskende formation. Den solide ankermand Stig var rykket op på midtbanen og havde overladt Select-handskerne til sæsondebutanten Christian Holstein.
    Og de to fik hurtigt bragt sig i fokus. Knap var ærten faldet til ro i dommerens fløjte, før FC Veto bragte sig foran. En kvik Veto-wing fik tryllet sig forbi Ulrik og spillede bolden på tværs, hvor Stig ikke kunne følge sin mand. Behersket blev bolden sparket forbi en sprællende Christian Holstein i målet.
    Lidt af en chokstart for de sejrsvante dværge, der efterhånden hverken kan stave eller forholde sig til ordet nederlag. Alligevel var situationens alvor gået op for spillerne, og der blev kæmpet og fightet med alle mulige kneb. Igen bragte Stig sig i fokus. Hvad der var gået forud, skal referenten ikke gøre sig klog på. Men ved en dødbold mente Vetos tykke dreng, at Stig skulle smage på hans velpostrede albue. Teatralsk fald fra Stigs side og ophidsede gemytter, der skulle vise sig at gentage sig senere i matchen.
    Som så mange gange før var det Peter, der med sine Laudrupske driblinger skulle vise sig at være guld værd. Uden at Dværgene på nogen måde havde været ordentlig inde i kampen, blev der udlignet. Peter snød et par mand og løftede bolden over målmanden. Stor jubel og lettelse på bænken og hos tilskuerne. Knap var armene sænket før Peter med sit andet mål i kampen og det 21. i sæsonen bragte Dværgene foran. Troels var fulgt med op i feltet, men missede et indlæg der i stedet faldt til Peter, som uden tøven smed bolden i rusen.
    2-1 ved pausen. En stilling som de sejrsvante Dværge kunne være aldeles tilfredse med. En noget nær 100 procents udnyttelse af de få chancer. På midten havde Saaby, Jairo og Stig slidt og kæmpet for et overtag mod de ganske udmærkede Veto-spillere.
    Som så ofte før i denne sæson blev anden halvleg ikke just et triumftog for Dværgene. Om det var den høje luftfugtighed, manglende væske eller umodne bananer, skal vi lade være usagt.
    Trods at Dværgene stod godt rent defensivt, så kneb det mere i det fremadrettede spil. Det blev kun til få store chancer. Rent faktisk husker referenten kun en enkelt. Om det er udslag af egoisme eller bare hukommelsessvigt som følge af de mange hovedstødsdueller i det centrale forsvar, vides ikke. For det var netop på baggrund af en vunden lufttackling fra referentens side, at der blev skabt en overtalssituation. Den vikarierende Spielführer løftede en følt aflevering over to Veto-spillere, men dygtige Per Saaby havde i denne situation ’korte fødder’ og måtte lade bolden løbe hen til målmanden.
    Og det var småt med kreative angrebskombinationer fra Dværgenes side. Til tider var der norske tilstande i det fremadrettede spil. Lange målspark, der skulle finde Peter, bar ikke frugt. Veto-spillerne dækkede backerne af, så afleveringsmulighederne var begrænsede og de åbne chancer ligeså.
    Med det gjaldt også i den anden ende. Veto satte heller ikke Christian Holstein på de store prøver. Måske godt for det. En lang periode uden kamptræning havde sat sine spor. Bolden var til tider som dyppet i sæbe for sæsondebuterende Holstein. 
    Det var dog ikke målmandens fejl, at den tætte (læs: tykke) angriber fra Veto kunne udligne. Et gennembrud i vores højreside og et indlæg, der fandt den lille bomber, som i to omgange og via overliggeren kunne udligne Dværgenes føring. ØV. Og så lige ham…
    På det tidspunkt var der ikke mere krudt i Dværgene. Ikke i støvlerne i hvert fald. Temperamentet nåede kogepunktet på banen umiddelbart før slutfløjtet. Stig provokerede – ifølge udenforstående observationer – sin slyngveninde fra første halvleg, der resolut, og i samarbejde med en anden Veto-spiller, for anden gang fik Stig i græsset. Dommeren formåede på sin egen forunderlige facon ikke at uddele nogle som helst kort.
    Kort efter lod han fløjten lyde for, hvad der både var slutningen på en forrygende forårssæson, men også begyndelsen på en spændende efterårssæson. Med kun to point til nærmeste efterfølger er der nærmest lagt i kakkelovnen til guldfinale, når Dværgene den 22. september løber på banen mod Palermo-drengene fra CSKA Royale.
1-1 Peter
1-2 Peter
Startopstilling
Chr. H.

Søren K.
Troels            Ulrik

Saaby     Stig 

Peter

Bænk:
Jairo (v. midt)
Søren A. (back)

Dagens Dværg:
Peter


Trænerens vurdering:

Chr. H. (8) - fik en utaknemmelig sæsondebut, som han heller ikke var helt tilfreds med selv. Havde sit hyr med at holde bolden, men søgte da aktivt at få del i spillet uden at gemme sig på sin streg.

Søren A. (9) - dækkede almindeligvis fornuftigt op, men havde svært ved at få en egentlig offensiv rolle pga. det noget norske spil der prægede kampen.

Jairo (10) - skulle løbe rigtigt meget som defensiv midt, men gjorde en god indsats for at få en smule struktur på midtbanen, som ellers mest blev oversparket.

Troels (8) - var til tider knapt så godt tilstede på banen, men var da med i en afgørende situation ved Peters andet mål.

Per Saaby (10) - havde en smule placeringsproblemer i starten af kampen, men var til sidste fløjt en skræmmende arbejdskraft i det temmeligt uorganiserede Dværgespil og fik taget masser af slagsmål med Vetos backbisser.

Peter (10) - måtte slås med høje bolde i en stor del af kampen, men præsterede alligevel at gøre sig farlig i front gang på gang. Og fik også i dag to mål ud af det!

Søren K. (10) - tog igen som noget helt naturligt anførerbåndet på sig i Lars K.s fravær. Sloges ivrigt og gik forrest i infighten, men fik kun i korte perioder slået andet end lange bolde.

Ulrik (9) - var igen stærk i sin opdækning, men fik ikke vist meget fremad banen som angrebsback, hvilket nu også var svært i denne kamp.

Stig (9) - fejrede sin 33 års fødselsdag med at blive sendt i gulvet 2 gange af en tyk mand. Og så iøvrigt med at løbe forpustet rundt på en midtbane, hvor det var svært nok bare at finde sin position før en ny bold kom flyvende i banens længderetning.