De Syv Små Dværge - Skovmand Bros.   7-3 (2-1)
Af Bo Nissen Knudsen

 
- Ja, min ankel er altså ikke helt klar endnu, så jeg kommer ikke til at spille på mere end 80%, var beskeden til træneren fra forsvarsgeneral Kirkeby dagen før kampen. Normalt ville vi måske så tillade os den luksus at lade en vigtig spiller stå over mod et bundhold, men vi manglede slemt forsvarsspillere i kampform, så det blev der ikke tale om. Resten af backkæden havde tilsammen spillet 2 kampe i efteråret, så det var lidt af et bohème-forsvar vi kunne stille med, og vi må nok erkende at det kunne ses.
    Skovmand Bros. overraskede ellers ved kun at stille op med 6 mand, så det burde blive en relativt let kamp for Dværgene. Men måske af samme grund havde vi svært ved at komme igang, og specielt fra bagerste kæde blev der tabt mange lette bolde og ikke vundet nær nok nærkampe.
    En af de vigtigste grunde var taktisk. Sikkert på grund af den manglende kamptræning var der en del usikkerhed omkring hvordan der skulle dækkes op, og alt for tit lod backerne - helt unødvendigt - vores midterback stå helt alene med en mand som Skovmændene bankede lange bolde op på.
    Ikke en specielt klog tilgang til forsvarsspillet i overtal, og specielt da ikke eftersom den enlige angriber med rygnummer 11 i den sælsomme 4-0-1 formation var den klart bedste boldspiller blandt Skovmændene. At han også markerede sig som et noget mindre sympatisk bekendtskab end resten af Skovmændene ved at forsøge at score med hånden, lange ud efter Stig mens bolden var ude af spil m.m. er så en anden sag. Når Skovmændene forsøgte at spille kort, erobrede vi ganske hurtigt bolden, men lange bolde frem på kroppen af ham gav en del farlige situationer, som vi sagtens kunne have undgået.
    Og grotesk nok kom Skovmændene da også foran. Dværgene havde selvfølgelig domineret massivt, men midt i første halvleg blev bolden prikket ind bag Stig efter en dødbold og tæt spil i feltet. På det tidspunkt havde vi haft flere kæmpechancer, deriblandt en gigantisk friløber til Lars F., som målmanden dog snuppede fint med en fodparade. Man turde næsten ikke tænke på hvad der kunne være sket hvis han også havde stået på mål for dem i forårets opgør.
    Mod slutningen fik Lars F. endnu en chance tæt under mål, og efter at have valgt at skyde fladt forbi mål fulgte Peter op ved bagerste stolpe og satte sæsonmål nr. 30 ind med skinnebenet. Og kort før pausen satte han så også lige nr. 31 ind. Igen var det altså Peter som måtte få hul på bylden for os, og trods alt var vi altså i front efter første halvleg.
    Anden halvleg bød egentlig ikke på de store ændringer. Massiv dværgedominans, myriader af chancer og bolde som skulle hentes laaaaangt bag mål, hvilket trak meget tempo ud af kampen. Claus fik brudt sin scoringskrise på en friløber, som han sendte gennem benene på målmanden, og kort efter så det ud til at Lars F. også skulle få brudt den forbandelse som havde hvilet over hans afslutninger - bolden tog dog begge stolper før den faldt til Peter, som kunne fuldende sit uægte hattrick! - Okay, Lars får vist ikke scoret idag, lød det på sidelinien.
    Og som var det finalen i et cirkusnummer skulle næste mål være tæt på at være det perfekte billede af kampen: Peter lagde en god tværbold til Bo, som tæt under mål sparkede mod bagerste stolpe. Bolden ville dog være gået forbi, men Lars F. fangede den og kunne sende den i det tomme mål. Alligevel lykkedes det dog at sparke med kurs forbi modsatte stolpe, men den uheldige skovmålmand nåede dog at hjælpe bolden ind i eget bur før det gik så galt! 
    Et koncentrationssvigt i forsvaret gav endnu et baglænsmål efter et halvfladt indlæg skråt fra Skovmændenes højreside, og deres fodrappe angriber nåede lidt senere også utroligt nok at komme forbi Bo og Troels i vores højreside og sende et halvforkølet skud bag en knapt så årvågen Stig, så det var lige før at sejren var i fare.
    Men også Claus formåede at tegne sig for et hattrick, først ved at sende bolden i nettet efter et godt hurtigt kontraangreb, dernæst ved et sælsomt slags lob tæt under mål. Facit blev altså at vi vandt med fire mål, men der er vist ingen tvivl om at vi kunne have fået en del mere på kontoen i en kamp, hvor vi ikke fik taget os sammen til virkelig at køre Skovmændene over - og ikke fik et uvejr til at hjælpe os med at tømme dem totalt for moral som i sidste uge.
1-1 Peter
2-1 Peter
3-1 Claus
4-1 Peter
5-1 Selvmål
6-3 Claus
7-3 Claus
Startopstilling
Stig

Søren K.
Troels                   Ulrik

Lars F.        Bo 

Peter

Bænk:
Søren A. (backpladser)
Claus (forward)

Dagens Dværg:
Claus


 











Trænerens vurdering:

Stig (8) - havde en noget irriterende kamp uden meget at lave, men hvor der altså smuttede 3 mål ind undervejs.

Søren A. (8) - klarede sig nogenlunde rimeligt i det opbyggende spil, men var generelt for utålmodig i defensiven, hvor han ikke helt fandt sin plads.

Troels (7) - manglede i høj grad kamptræning og var noget usikker i både boldomgang og markeringer.

Bo (10) - fik udmærket styr på sit pasningsspil og arbejdede hårdt defensivt med at binde kæderne sammen i presspillet.

Claus (10) - lagde godt tryk på fremme og fordelte spillet godt og fornuftigt i endnu en overtalskamp, hvor det er let at blive utålmodig.

Peter (10) - satte presset ind på de rigtige tidspunkter og var både skarp i sine løb med bolden og kreativ med sit pasningsspil.

Lars F. (8) - løb og kæmpede godt, men man må nok sige at han var temmelig uskarp i sin omgang med bolden, ligesom afslutningerne syntes pænt forbandede.

Søren K. (9) - sneg sig nok op til en 81-82% indsats trods sin skade, men ville under normale omstændigheder nok have været mere sikker i defensiven og have elimineret truslen fra den enlige Skovmand.

Ulrik (8) - havde som resten af backkæden svært ved at skille sig sikkert af med bolden, men præsterede også et par gode indgreb midt i den almindelige forsvarsforvirring.