De Syv Små Dværge - Boca Seniors    0-3 (0-1)
Af Ole Iversen
 
Hvad sker der når man sætter en nybagt far til at skrive referat sammen med en mand, hvis kone er gået over terminen – og som 5 dage efter kampen blev far? Man får et referat der godt nok kommer meget sent, men til gengæld er meget kort.

Dagen startede ellers fint med nogenlunde vejr, og så havde Saaby valgt at medbringe smuglervarer fra Cambodia, nemlig den forrygende ”Muscle Wine” – ulovlig doping, vil nogen sikkert mene, men det smagte da bedre end Gammel Dansk!
    Om det var indtagelsen af denne eliksir der gjorde udslaget, eller det var fordi Dværgene ikke kunne nå en 3. plads, i modsætning til vores modstandere der stadig kunne nå andenpladsen, skal jeg lade stå hen i det uvisse. Faktum er at kampen blev tabt med 3 mål mod nul, hvilket må siges at være fortjent efter spil og chancer.
    Det var som om at der i første halvleg slet ikke var det vanlige bid og den vanlige fight i Dværgenes spil – det blev dog bedre efter pausen, skal det retfærdigvis siges.
    Her en måned efter kampen er der ikke mange indtryk, jeg kan huske fra kampen, men en hændelse kommer hurtigt i erindring, når jeg tænker tilbage: I starten af/midt i anden halvleg får Per Saaby fremtvunget et frispark ude ved sidelinjen. Boca Seniors er ikke tilfredse med dommen, og en af dem vælger at sparke bolden ind på den liggende Per. Det fik den ellers så besindige Stig til at fare i flint og skyde brystkassen frem mod modstanderen, som derefter skubbede til Stig. Et gult kort til hver af de to kamphaner var hvad dommeren takserede hændelsen til – en retfærdig dom fra den udmærkede opmand.
    6 mod 6 må man sige, at Boca klarede sig bedst, idet de her benyttede sig af den forvirring, den midlertidige omrokering afstedkom, til at score til 2-0 og dermed lukke kampen. Vi må sande at vi var langt fra at vinde kampen og ikke tæt på at få uafgjort. Men det kan ikke rokke ved, at det endte med en fornem placering i det første år i A-rækken. 
    Og som et plaster på såret havde Saaby valgt at medbringe endnu en eliksir - nemlig pils til 3. halvleg for at fejre at han var blevet far. 
 

Gult kort:
Stig
Startopstilling
Chr. H. 
 
Claus 
Stig                 Lars F. 
 
Saaby      Bo  
 
Ole I.
Bænk: 
Rune (midt/forward)
Ulrik (h. back)
Dagens Dværg: 
Chr. H.


Trænerens vurdering:  

Chr. H. (9) - havde et par ganske udmærkede indgreb specielt i starten af kampen og kan ikke lastes for nogle af målene. 
  
Saaby (8) - prøvede lidt for meget at vinde kampen på egen hånd, men var som vanligt vores største trussel frem ad banen. 
  
Bo (7) - forsøgte at komme ind i kampen med et par tidlige glidende tacklinger - som mislykkedes. Fik derefter aldrig rigtigt fat centralt, hverken den ene eller den anden vej. 
  
Rune (8) - var lidt anonym og fik ikke sat så meget præg på spillet, men gjorde for så vidt et par behjertede forsøg på det. 
  
Claus (8) - stod ganske sikkert nede bagerst, men havde lidt problemer med at koordinere specielt sine offensive aktioner med resten af forsvaret. 
  
Lars F. (8) - kæmpede som altid godt igennem, men kom ikke så godt fremad som vanligt og havde lidt svært ved at få samarbejdet til at køre i venstresiden. 
  
Ulrik (8) - viste en jævn indsats med enkelte gode bolderobringer og enkelte opdækningsmæssige svipsere. 
  
Stig (7) - havde egentlig en del gode initiativer og gode defensive indgreb, men skæmmede sin indsats alvorligt med en advarsel for brok og senere forsøg på at rage et rødt kort til sig med hævnaktioner. 
  
Ole I. (8) - stred noget alene i front, hvor Dværgene havde svært ved at få skubbet op og givet støtte, hvilket nok også hæmmede hans muligheder for at lægge bolden af en del.