FC Gaulois - De Syv Små Dværge     2-2 (1-2)
Af Bo Nissen Knudsen
 
Det var igen tid til international fodbold, og før FC København skulle møde et læs fulde skotter i Glasgow, skulle Dværgene møde de franske FC Gaulois i Valby.
    Det gik for så vidt okay. Vi fik 2-2, og gjaldt reglen om udebanemål også i vores pulje, så havde det været et helt godt resultat. Til gengæld var måden vi opnåede det på knapt så overbevisende.
    Sidste gang vi mødte dem, forsøgte vi at presse dem i bund fra start og løb ind i en åben kniv, så denne gang ville vi spille lidt mere afventende. Det førte så til at franskmændene i stedet pressede os langt tilbage med det samme.
    Vi var dog så småt ved at komme igang af os selv da gallerne besluttede sig for at give os en mægtig gave. De kastede et indkast ind til målmandens hænder, og den overordenligt strikse dommer var over ham som en mis: Det må man skam ikke! I syvmandsbold er alle frispark direkte, så bolden blev rykket ud på kanten af feltet - hvorfra Per Saaby bankelammede den ind i nettet så snart dommeren gav ham lov.
    Efter at have takket for foræringen syntes Gaulois dog at de også skulle til at have gaver fra os, så da Søren og Bo i fællesskab kludrede en bold væk på midten af banen, tog de imod og fik, efter lidt skydetelt med springende og dansende Dværge, til sidst lagt bolden ind bag Stig.
    Saaby nægtede dog at se sin selvskabte føring blive sløset væk på den måde, så han besluttede sig for at score Årets Mål - eller i hvert fald en stærk kandidat til det. En fremlægning i højre side så lidt håbløs ud, men bedst som Dværgene så småt var ved at forberede sig til målspark til gallerne, løb Saaby bolden op og bankede den med topspin hen over den måbende målmand og over i det fjerneste målhjørne.
    Igen var vi foran, men desværre magtede vi ikke rigtigt at komme ind i kampen alligevel. Gallerne var ganske teknisk gode, og vi havde svært nok ved at få bolden fra dem - men værre var det at vi var usandsynligt dårlige til at holde fast i bolden selv. Vi prøvede at få bolden frem til de forreste, men igen og igen var enten afleveringerne eller tæmningerne for dårlige, så Gaulois kunne pille bolden fra os og begynde forfra.
    Alligevel var vi relativt fortrøstningsfulde i pausen. Forsvaret virkede ganske solidt, og kunne vi bare holde dem nogenlunde stangen, ville der nok opstå kontrachancer.
    Det gjorde der for så vidt også. Gaulois var dog blevet bedre i pausen, mens Dværgene var blevet endnu dårligere, så vi var presset endnu længere tilbage og havde endnu sværere ved at få fat i bolden oppe foran og få folk med frem, men et par kontrachancer blev det da til. Endda en enkelt hvor vi slap 3 mand igennem mod 1, men desværre blev den formøblet.
    Til gengæld fik Gaulois så udlignet. Vores nemesis fra det første opgør, deres store midterback, var rykket med frem efter en af de utallige dødbolde som dommeren tilkendte dem, og han skød hårdt lige på Stig, som parerede, men som ikke kunne forhindre de to(!) mand som stod fri og klar til at modtage returen i at udnytte chancen.
    På forhånd ville man nok have sagt at 2-2 var et skuffende resultat - taget i betragtning at vi lå nummer 5 og de lå nummer 10. Men som kampen forløb skal vi nok være glade for at have fået et point med hjem efter en lidt slatten indsats.
0-1 Saaby
1-2 Saaby
Startopstilling
Stig
 
Svop 
Søren A.               Lars F.
 
Saaby      Bo  
 
Rune
Bænk: 
Lars K. (backpladser) 
Jairo (midt/forward)
 
Dagens Dværg: 
Saaby


Assistenttrænerens vurdering: 

Stig (9) - stod egentlig en ganske fornuftig kamp og fik også afværget et par halvfarlige forsøg, særligt på frispark.

Søren A. (8) - fik udmærket fat i sin højreside, men havde visse problemer med at få ro på spillet med bolden til tider.

Jairo (9) - kæmpede udmærket igennem, men lod sig måske frustrere lidt rigeligt af de konstante spilafbrydelser fra dommerside, så der ikke rigtigt kom flow over tingene.

Saaby (9) - virkede også en anelse frustreret over at spillet ikke kom til at køre, men var alligevel koldblodig nok til lige at lægge to mål til sin føring på topscorerlisten.

Bo (7) - kom ikke rigtigt ind i kampen på noget tidspunkt og løb mest rundt og dækkede af, hvilket gik meget godt i starten, men fusede noget ud sidenhen.

Rune (8) - havde svært ved at få fat i bolden oppe foran og endte med at lægge sin primære indsats i presspillet, hvor han dog arbejdede ganske samvittighedsfuldt.

Lars F. (9) - var igen meget stærk i det defensive arbejde og hang godt i haserne på gallerne når de forsøgte sig i venstre side, men kom ikke til at bidrage så meget til det offensive spil som vanligt.

Lars K. (9) - kørte udmærket på det sikre i sin forsvarsrolle og placerede sig ganske godt. Havde som flere af de andre forsvarsspillere sit hyr med gallernes hurtige og teknisk dygtige 7'er.

Svop (9) - kom nærmest direkte fra ferie og ind på en plads som forsvarsdirigent, hvilket han klarede ganske glimrende. Tacklinger og indgreb var godt timede, og der var fart i støvlerne, men der kunne måske have været mere ro på spillet - ligesom man kunne sige om resten af holdet.