|
|
Dværgene
kom Storbededagen i hu og bad i stor stil til fodboldguderne om godt spil,
masser af mål og tre point forud for dagens bundopgør mod
NB99. Som gode kirkegængere, der på trods af ihærdig
ritualisering også nogle gange kan føle sig forbigået
af gudernes velsignelse, måtte Dværgene sande, at fodboldguden
denne dag havde travlt med at spise rådhuspandekager og fortælle
eventyr af H. C. Andersen og derfor ikke havde tid til at lytte til Dværgenes
bønner om at lægge vejen forbi Kløvermarken. Det er
i hvert fald ikke det prangende spil, masser af mål eller de tre
point, der står tydeligst i referentens erindring.
Nu skal man jo heller ikke male Fanden på væggen, for ham så vi dog trods alt heller ikke derude på Amager. Hvis der overhovedet var indblanding fra de højere magter, var det vel nok Retfærdighedens Gudinde, der lod sig åbenbare ved at fordele sol og vind ligeligt mellem Dværgene og NB99. Fra starten af første halvleg var Dværgene koncentrerede. Meget mod sædvanen var der også tænding på fra første fløjt. Hvilket dog ikke resulterede i særlig mange forsøg fra Dværgenes side. NB99 var heller ikke specielt giftige, men de var dygtige boldspillere og forstod at fordele spillet godt rundt på banen. Hen imod slutningen af halvlegen kom Dværgene dog tættere på en scoring. Per Saaby havde et godt hovedstødsforsøg, der desværre krøb over overliggeren. Peter kom også tæt på efter at være blevet spillet glimrende fri af Rune, men fra en relativt spids vinkel missede han fælt og sparkede bolden til Kastrup. Som alle Dværgene ved, er Stig en glimrende spiller, der både kan med arme og ben. Ved et indkast serverede Stig bolden for Peters pandebrask. Et lidt for vattet hovedstød og målmanden parerede på stregen. Endelig kom forløsningen. Efter et godt pres kom bolden retur til Bo, som fra midten af banen sendte bolden i en perfekt bane til Claus, der var løbet med frem og headede bolden ind helt ude ved den ene stolpe. Et flot mål fra en mand, der før har vist, at han kan bruge hovedet. Claus blev senere fortjent kåret til Dagens Dværg. Anden halvleg startede noget usikkert og helt uden den samme gnist. Nærmest som om den gamle følelse af usårlighed havde sneget sig ind under trøjerne på Dværgene. Eller måske var det bare NB99s målmand, som havde sneget sig med frem under dække af at være frontløber. I hvert fald tog det ham ikke mange minutter, før han havde bragt balance i regnskabet. Lars Knudsen tøvede for længe i forsvaret med at sparke en bold væk fra baglinien, og han mistede bolden til den tidligere målmand, som fra en meget spids vinkel flot sparkede bolden ind i målet. Dværgene dykkede en smule og virkede momentant rystede. Heldigvis kom vi hurtigt foran igen. Efter usikkert spil i NB99s forsvar, og godt pres fra Jairo, landede bolden for fødderne af Per Saaby, der stod tre meter foran målet. Per ventede. Og han ventede. Og han ventede lidt mere. Han ventede til bolden lå helt stille og halvdelen af NB99s mandskab havde placeret sig på mållinien. Og så sparkede han sikkert, usvigeligt sikkert, bolden op under overliggeren til føring for Dværgene. Herefter indledtes en rigtig god periode for Dværgene. Fulde af selvtillid og forventning om sejrens sødme satte Dværgene sig på spillet og kom til flere gode afslutninger. Dværgene kunne have lukket kampen, men det gjorde de ikke. Per blev sendt af sted på en stikning i dybden. Nogenlunde alene med målmanden sparkede Per desværre forbi målet. Per blev spillet fri foran mål. Fuldstændigt alene med målmanden sparkede Per desværre forbi målet. Og så gik det jo som man næsten kunne forvente. Dværgene formåede ikke at bringe sig afgørende foran, og med Dværgenes kollektive mentale og fysiske deroute fik modstanderne overtaget i resten af kampen. NB99 havde mange gode forsøg indenfor rammen. Christian stod dog som sædvanligt en rigtig god kamp og tog det hele. Næsten det hele. NB99s tidligere målmand, men nu giftige og ihærdige angriber, tog igen sagen i egne hænder. På et hjørnespark helflugtede han flot bolden i mål. Endnu et forsvarskoks, idet han stod fuldstændigt udækket ved bageste stolpe. Og så kan enhver jo sparke sådan en bold i kassen(?). Summa summarum er, at Dværgene måtte kæmpe hårdt for det ene point. Set i sin helhed må Dværgene også være tilfredse med det ene point. Generelt set scorer vi for få mål, og referenten må med forundring se tilbage på sidste sæson, hvor det med at score mål kom lidt mere naturligt. Sjovt nok spiller vi stadig mod hold, som vi ikke føler er bedre end os selv. Det kan der være noget om, og så er det bare kynisme og vilje, som må piskes ind i truppen. I det store perspektiv forblev NB99 trods alt kun et Nota Bene i Dværgenes tradition for en god holdindsats og ukuelige tro på, at held og sejrens gudinde endnu engang vil kigge forbi. |
Trænerens vurdering: Christian H. (9) - havde
ikke verdens travleste dag og kan ikke bebrejdes de to mål. Var derudover
rigtigt god til at komme frem og tage sig af de dybe bolde, selvom der
gerne må komme lidt mere lyd på i de situationer.
|