FM Kickers - De Syv Små Dværge   2-3 (1-1)
Af Bo Nissen Knudsen
Efter søndagens sejr over de allerede nedrykkede FM Kickers ser Dværgene ud til at have sikret sig endnu en sæson i A-rækken. Men kampen var måske en meget god illustration af hvor hårdt det har holdt – og for så vidt stadig holder – i år.
    For Dværgene stillede på papiret med et ganske stærkt hold, men kom alligevel i problemer fra starten af kampen. Kickers lod nedrykning være nedrykning og gik efter at sikre sig en sidste skalp på ganske udmærket og engageret vis. Deres sidsteplads i puljen skyldes tydeligvis ikke at de er et dårligt hold, og det var faktisk dem der styrede kampen fra start.
    Tilmed fik de også lidt hjælp fra dommerside, da de – uden så meget som at opdage det selv – lige pludselig fik tilkendt et straffespark ud af det blå. Det har sikkert været for et eller andet skub i ryggen, men ude fra sidelinjen var det ærligt talt ikke til at sige. Det blev sparket sikkert ind, og så skulle Dværgene ellers op ad bakke.
    Den nye taktik med tomandsforsvaret skabte nogen forvirring i starten, så det ud til, og vi havde svært ved at holde i bolden. Så vi blev heller ikke specielt farlige det første lange stykke tid i åbent spil. Til gengæld var vi idag rigtigt farlige på dødbolde, og både Troels, Peter og Claus havde gode forsøg på at dirigere bolden i nettet med hovedet. Dog altså uden resultat.
    Mod slutningen af halvlegen kom en af de situationer hvor tremandsmidtbanen har vist sig at være effektiv. Bo fangede bolden fra en usikker back langt oppe på banen, lagde den tilbage til en hurtigt opfattende Saaby som var kommet med fra midterforsvaret; han fandt Peter som spillede Rune fri til venstre for mål – og efter at have bakset lidt med at få bolden under kontrol fik Rune også jappet den forbi målmanden til en meget velkommen udligning.
    I pausen blev der ikke rettet på noget, da vi syntes at være på rette vej, og det var vi åbenbart også. Det så dog ikke sådan ud da Christian var ualmindeligt uheldig med en hoppende tilbagelægning kort efter pausen – den snød ham og gik under foden og i mål! Men idag troede Dværgene altså på tingene, og ligesom Christian bestemt ikke lod sig slå ud, kørte Dværgene også videre.
    Ganske kort efter scoringen kom udligningen også. Endnu en gang var det Saaby der fangede en løs bold og rykkede lynhurtigt frem ad banen. Med en dyb stikning fandt han brormand Brian, og han skød stensikkert hen over målmanden der smed sig ud i benene på ham. Et flot mål, og det var da også i de situationer hvor Dværgene blev farligst – når vi omstillede os hurtigt, mens Kickers gjorde det knapt så hurtigt.
    Det etablerede spil var mindre kønt, men vi lagde et ganske godt pres, vores individualister i front var konstant farlige, og vores defensiv hindrede Kickers i at nå frem til ret farlige afslutninger, mens deres målmand blev sat på lidt hårdere prøver, ikke mindst nogle rigtigt gode skud fra Peter, men de prøver blev altså bestået.
    Lidt efter målet måtte Brian gå ud med et trælår, men han er forhåbentlig snart klar igen. Det samme kan man desværre næppe regne med for Peters vedkommende, for med 30 sekunder tilbage af kampen udgik han med en fibersprængning i baglåret, og i lyset af at han i nogen tid har været den mest formstærke spiller, var det meget uheldigt.
    Heldigvis havde vi dog scoret sejrsmålet inden da. Efter en dødbold hoppede bolden ud mellem Troels og Bo, og Troels skærmede godt af for modstanderne, mens Bo brugte 100 år på først at få bolden nogenlunde under kontrol og derefter ramme den pilskævt, så den heldigt snurrede ind ved venstre stolpes rod.
    Den uvante rolle som matchvinder var dog åbenlyst for meget for træneren, så efter kampen ærgrede han sig højlydt over at vi kun havde fået uafgjort. Dværgene forsøgte så at muntre ham op med at vi rent faktisk havde vundet, og at han åbenbart bare havde været for stiv (i benene, velsagtens) til at opdage at vi havde sikret os 3 meget vigtige point. Og for at tage røven helt på ham blev han så også kåret som Dagens Dværg – på trods af at der vitterligt ikke var kørt ret meget spil over midtbanen i kampen.
    Det vigtigste var nu de 3 point, og resultaterne skal virkelig flaske sig skidt i næste weekend før vi kan blive tvunget ud i en playoff-kamp om nedrykning. Faktisk ser det snarere ud til at vi kan ende midt i rækken, hvilket vel siger lidt om hvor tæt rækken har været i år. Hvis ikke dagens kamp var en tilstrækkeligt tydelig illustration. En illustration som også fortæller at den fede dame skam ikke har sunget og budt Dværgene op til overlevelsesdans endnu.
1-1 Rune
2-2 Brian
2-3 Bo 
Startopstilling
Christian
 
Claus     Hasholt
 
Peter         Saaby        Rune
 
Brian

Bænk:
Troels (h. midt)
Bo (c. midt)

Dagens Dværg:
Bo


Trænerens vurdering:

Christian (8) - bommede slemt ved målet til 2-1, men rejste sig meget hurtigt igen og udstrålede stor sikkerhed i sine indgreb siden.
 
Troels (9) - fik et udmærket comeback hvor han måske ikke var så meget med i spillet, men i det hele taget var pålidelig og gjorde de rigtige ting - plus at det blev til et par udmærkede fremstød.
 
Saaby (10) - var sat på en uvant plads som primært forsvarsspiller, men gik på med krum hals. Specielt hans fremstød med bolden på fødderne holdt høj klasse, og defensivt kunne man heller ikke sætte en finger på indsatsen.

Bo (9) - blev lidt ufortjent kåret som Dagens Dværg efter en indsats hvor han ikke kom ret meget med i spillet, men da fik lagt et udmærket pres. Og, nåja, scoret et kludemål.

Rune (9) - trives i sin rolle lidt længere fremme og fik igen scoret et mål fra den lidt fremskudte position. Satte ikke så meget præg på spillet, men gjorde det fornuftigt når han gjorde det.
 
Claus (9) - leverede endnu en gang et godt argument for det nye tomandsforsvar ved en stærk defensiv indsats, men kom ikke til at deltage helt så meget i spillet frem ad banen som vanligt.
 
Peter (10) - blev yderst beklageligt skadet med 30 sekunder tilbage. Er ellers i rigtig god form og var igen en fantastisk værdifuld arbejdskraft og vores sikreste spilstation. Et par rigtigt gode skud på mål havde fortjent at gå i nettet.
 
Brian (10) - var pågående og aggressiv og tændt på opgaven. Har stadig lidt problemer med at slippe bolden i rette tid, men bliver bedre og bedre til det - uden at miste sin farlighed, hvilket blev vist med et smukt forwardmål.
 
Hasholt (10) - dækkede igen fremragende op i det bagerste forsvar og fangede særligt den ene andenbold efter den anden. Var dog stadig en anelse forsigtig fremad, og det mangler måske lige for at rollen udfyldes perfekt.