Holmen Okay - De Syv Små Dværge   1-1 (1-1)
Af Claus Sparrevohn
Søndagens kamp mod Holmen Okay endte 1-1 efter en intens og velspillet kamp og kunne med lidt held være vundet af Dværgene, men samtidig må vi også erkende at i kampens slutfase var det Holmen Okay der var tættest på det afgørende mål.
    Dværgene viste sig fra kampens start at være tændte og satte sig rigtig godt igennem i nærkampene, hvilket bevirkede at vi havde held med at presse Holmens ellers boldsikre spillere langt oppe på deres egen bane.
    Dette resulterede dog ikke i de helt store oplagte chancer, og det var da også Holmen Okay der åbnede scoringen. Målet var desværre en kombination af en utrolig god og heldig afslutning af Holmens angriber og en sløset opdækning. Holmens spids løb fra vores højrefløj ind bag vores centrale forsvarer, der var uopmærksom, og pludselig var der frit for en høj aflevering, hvor Holmens spiller på elegant og heldig vis headede bolden videre op i målhjørnet i mål med ryggen til.
    Heldigvis kom dværgene godt igen, og umiddelbart før halvlegen udmundede et længere pres i en fantastisk flot scoring signeret af brødrene Saaby. Vores pres resulterede i et boldovertag midt på banen hvor Brian bragte bolden frem og på elegant vis stak den mellem to forsvarsspillere til brormand Per, der scorede fantastisk flot ved at prikke bolden under Holmens fremstormede målmand. 
    Halvlegen sluttede med at Dværgene efter deres egen mening blev snydt for det klareste straffespark i syvmandsfodboldens historie. Endnu en gang var det Per der var i centrum, og han gjorde da også dommeren opmærksom på sin mening omkring situationen i sådanne vendinger at vi var flere på holdet der frygtede for at han skulle blive præsenteret for et kort...
    I resten af kampen bølgede spillet lidt frem og til med få chancer til begge hold. Dværgene havde flere muligheder på hjørnespark, men lige den sidste timming manglede hos afslutteren. Desuden havde vi til allersidst nogle farlige kontraangreb. Desværre var de farligst for os selv, da vi mistede bolden og satte et par kontraangreb i gang der set fra Holmens side burde have resulteret i mål.

Alt i alt en godkendt indsats fra Dværgene.
 

1-1 Per Saaby
Startopstilling
Stig
 
Claus
Nils                  Peter
 
Saaby       Bo
 
Brian

Bænk:
Ole E. (forward)
Lars K. (h.back/m.back/v.midt)

Dagens Dværg:
Claus


Trænerens vurdering

Stig (10) – var forsvarsløs ved Holmens lidt heldige mål, men udstrålede ellers god sikkerhed og havde en del gode igangsætninger.

Nils (9) – var sikker og kompromisløs i sit defensive arbejde i højre side uden at slå de helt store brød op.

Saaby (9) – virkede en anelse præget af morgenens beachvolley-program og leverede måske ikke helt det samme arbejdsraseri som vi plejer at se. Indsatsen var dog som altid ganske gedigen, og et mål trækker aldrig ned.

Bo (9) – havde udmærket fat i første halvleg, mens han gled næsten totalt ud af spillet i den rodede anden omgang. Aggressiviteten og løbestyrken synes så småt på vej tilbage.

Claus (10) - satte nogle meget essentielle tacklinger ind som nok var afgørende for kåringen som Dagens Dværg. Som altid hamrende stærk i nærkampene og god til også at tage raids frem ad banen på de rigtige tidspunkter.

Peter (9) – var pga. overfloden af offensivspillere placeret som angrebsback, hvor han dog ikke fik angrebet helt så meget som håbet. Til gengæld fik han løst det defensive arbejde med stor samvittighed.

Lars K. (9) – sørgede som altid for at løse sine vekslende opgaver med stor disciplin og taktisk dygtighed - uden dog decideret at falde i øjnene.

Brian (9) – blev forsøgt brugt som offensiv midtbane, hvilket blev fortolket som en relativt fri rolle. Var farlig og pågående, men skulle måske lige variere sit spil en smule mere og slippe bolden lidt hurtigere.

Ole E. (10) – var igen en meget irriterende spiller for modstandernes forsvar, eftersom han er tæt på umulig at få bolden fra, men manglede en hel del støtte i løbene bagfra, og fik således ikke helt så meget ud af indsatsen som den kunne have fortjent.