|
|
1-0 Jonathan
2-2 Simon
3-2 Ulrik
4-2 Jonathan
Startopstilling (2-3-1):
Lars F.
Simon - Lars M.
Troels W. - Rasmus - Troels
H.
Jonathan
Bænk:
Ulrik (wing/forsvar)
Kampen vil nok blive husket
for noget relativt latterligt: stort set alle målspark fra Dværgenes
side var af utrolig lav kvalitet. Lars F. var i anledning af mangelen på
målmænd havnet på en noget uvant plads, og han gjorde
det egentlig generelt rigtig godt med hurtige reaktioner på stregen,
bl.a. var han meget uheldig med, at hans parering af Vigerslevs
straffespark til 1-2 alligevel på yderst besynderlig vis hoppede
i mål.
Der hvilede
dog tydeligvis en forbandelse over målsparkene. Lars M. fik debut
som reservespiller i forsvaret, og efter en yderst solid indsats, hvor
han vandt stort set alle nærkampe, mente han nok at han kunne skyde
bedre målspark. Men ligesom Lars F. måtte han bukke under for
Vigerslevs heksedoktor, som havde forbandet vores målfelt. Sparkene
sneg sig generelt ca. 1 meter over jorden og op til midtercirklen, hvor
der som regel stod en Vigerslev-spiller parat. Og til slut i kampen skulle
det endda som spot til skade blive afgørende, at en grønbluset
spiller kunne heade endnu et halvkikset målspark tilbage mod dværgemålet,
til en lurende angriber som kunne passere en sagesløs Lars F. til
det uafgjorte resultat.
Resultatet var temmelig bittert
i betragtning af, at Dværgene havde vist klart det bedste angrebsspil
i løbet af kampen. Specielt det første kvarter i anden halvleg
var fremragende.
På
den defensive midt fik en anden reservespiller, Rasmus, debut. En svær
position at komme ind på som ny mand, men med et nærmest chokerende
arbejdsraseri præsterede han i høj grad at tage sig af hullerne
i begge ender af banen. Bagude lukkede han hullerne, særligt
når Simon forsøgte at drible bolden frem, og fremad banen
havde han overskud og overblik til gang på gang selv at løbe
i hullerne og åbne angrebsspillet. Hvis han havde haft koldblodigheden
til at lukke kampen med en scoring til 5-2 da han fik chancen på
en kontra havde det kun været fortjent, men denne skønhedsplet
måtte kampens bedste Dværg altså lide den tort at tage
på sin præstation.
Rasmus
lagde også op til første mål med et frispark fra midterlinien,
som lidt tilfældigt dumpede ned til Jonathan, som viste en af grundene
til hvorfor han fik lov til at starte i front: 1-0. Et ærgrerligt
boldtab fra Simon i højre forsvarsside lod til gengæld Vigerslev
komme ind i kampen igen, da en kontant afstraffelse sørgede for
1-1.
Derefter
var Jonathan uheldig med at sparke et straffespark på indersiden
af stolpen - stolpe ud - og begik kort tid efter selv straffespark i den
anden ende i noget der kunne ligne et let misforstået forsøg
på at kompensere. Som sagt var det kun lige ved og næsten for
Lars F. i målet, og Vigerslev kunne gå til pausen med føring.
I pausen
blev der rokeret. Simon blev sendt i front mens Jonathan fik besked på
at samle luft på bænken, så han kunne løbe fra
Vigerslev-forsvaret senere i kampen. Straks greb dværgene solidt
om kampen, og Simon kvitterede - trods de sædvanlige lidt røde
øjne - for placeringen i front og kunne prikke bolden ind efter
et rigtig flot angreb, hvor Ulrik som næstsidste station smart vippede
bolden forbi målmanden og ind til Simon.
Pausebeskeden
om at gå lidt hårdere til den i nærkampene gav også
bonus da en høj bold i Vigerslev-feltet efter hård nærkamp
og klumpspil via Ulriks hæl smuttede i kassen til 3-2. Og helt efter
planen kunne Jonathan udnytte sit antrit til en flot kontrascoring, da
han spillede sig forbi en træt Vigerslev-forsvarer, udplacerede målmanden
og øgede til 4-2.
På det tidspunkt var
Vigerslev ved at være i opløsning og kampen skulle have været
lukket. Men Dværgene opførte sig desværre taktisk uklogt
ved at blive ved med at løbe frem og presse på, selvom der
åbenbart ikke var kræfter til returløbene i den trykkende
hede. Resultatet var at Vigerslev fik chance på chance i slutningen
af kampen og altså endte med at bugsere to mål ind til det
uafgjorte resultat.
Bortset fra det sidste kvarter må man dog sige, at Dværgene overordnet ydede en god præstation på en svær dag, hvor to nye mand fik turneringsdebut og vi måtte klare os med en reservemålmand. Resultatet var bare for surt.