|
|||||||||
|
Glostrup Cows er for Dværgene en gammel kending, som der er blevet udkæmpet flere spændende dyster med. Noget var dog forandret ved torsdagens eftermiddagskamp. Referenten erindrer i hvert fald ikke at have set dem spille så taktisk og kynisk velkvalificeret som det i denne omgang var tilfældet. Dværgene startede godt og lidt forsigtigt med at spille langs jorden i den kraftige medvind og fik i første halvleg godt fat i køerne. Som garvede cowboys, der endvidere foreløbig er kommet pænt ind i et nyt spilsystem, resulterede dette halvvejs i en tværspilning til Brian i højre side, der resolut sparkede bolden i mål ved forreste stolpe. 1-0. Dette burde have været startskuddet til at Dværgene i højere grad fik smidt noget af forsigtigheden overbord og forsøgt at cementere sejren. I stedet virkede det imidlertid som om føringsmålet reelt fik Dværgene til at fumle med lassoen og sende køerne på græs. Efter referentens opfattelse blev køerne stadig farligere igennem halvlegen, og Dværgene fik i stigende grad travlt med at forsvare sig, hvilket betød at vi end ikke fik affyret nogle skud fra hoften, hvilket, under vindforholdene, givetvis ville have sat deres målmand under pres. Føringen holdt halvlegen ud, og det var kun med en mindre grad af gryende nervøsitet at pause-peptalken blev afholdt. Der var således ingen af Dværgene, der helt havde forudset at kampen som følge af de ændrede vindforhold ville ændre karakter så eftertrykkeligt som det blev tilfældet. Fra første fløjt af 2. halvleg bissede køerne på voldsomste vis! Særlig de igennem halvlegen mere og mere hæse cowboys Christian og Saaby skreg uafladeligt stampeeeeeede!! , hjeeem!! og retur!!, men dog med lidt mindre resultat end man kunne håbe på. Der var således spillere, der efter referentens opfattelse nogle gange var lidt sene til at få vendt hesten og indfanget de amokløbende køer, hvilket gav nogle yderst farlige kontraangreb og 2. bolde! Kendetegnende for en kaotisk 2.halvleg var Cows primære våben - udover 6-mands kontraangreb - medvindslange udspark til kanten af et propfyldt straffesparksfelt. I denne fase af kampen kunne vi således virkelig have brugt Kirkebys, Kaspars eller Claus´ hovedstødsekspertise. Spillets kvalitet var i halvlegen af stærkt svingende kvalitet, og med fare for at trække western-analogierne for langt var 2. halvleg reelt det man kunne kalde indianerfodbold fra de bissende køers side. Samtidig knækkede Dværgene midt over i store dele af halvlegen, hvilket samlet set gav Glostrupdrengene et hav af chancer. Deres angreb blev dog til stadighed dygtigt og heldigt afværget af vores forsvar. Særlig ros tilfalder Dværge-målmanden, der fuldt fortjent fik Dagens Dværg, og hvis lynsnare reaktioner på stregen giver denne helt objektive iagttager associationer til ord som puma/plankeværk og/eller til en Peter Schmeichel på hans bedste dage! På trods af stigende udmattelse og pres var resultatet således stadig i Dværgenes favør langt hen i kampen, men udviklingen taget i betragtning var det dog et åbent spørgsmål hvor langt det kunne holde. Det var således dobbelt ærgerligt at det blev vores egen Peter, der på endnu et indianer-udspark uheldigvis fik snittet bolden ind og dermed gjorde det som køerne ikke selv havde været i stand til. Overordnet
var 1-1 nok et rimeligt resultat, særlig set i lyset af 2. halvlegs
stormløb mod Dværgemålet, hvor vi ydermere reelt savnede
modtræk.
|
Mål for Dværgene: Dagens Dværg:
Bænk:
Chr. H. (10) - havde problemer med sine udspark, men var ellers kanonstærk og den absolutte hovedperson i anden halvlegs kaos. Saaby (9) - trak tjansen som midterback, hvilket ikke gav rum for de helt store udfoldelser, og specielt i anden halvleg gik det stort set kun ud på at heade væk, hvilket ikke er hans specialitet. I første halvleg så vi til gengæld gode fremspil og fremstød. Bo (9) - stod mest og kiggede på boldene som fløj hen over hovedet på ham, men præsterede faktisk at vinde en del andenbolde i den grinagtige anden halvleg. Det store kom der dog ikke ud af det. Rune (9) - viste et par gode initiativer i første halvleg, mens han i anden halvleg endte som højre back efter Runes skade, og det meste af tiden foregik det så helt nede i eget målfelt. Peter (9) - kronede sin indsats med sit første selvmål - som dog kom efter en prisværdig forsvarsindsats. Offensivt havde han det lidt svært med at få det til at køre på den dårlige bane. Lars F. (9) - er ved at genfinde formen, og det blev til gode, aggressive fremstød fra pladsen som angrebsback. Der kom nu ikke det store ud af det, men ligesom med den ivrige forsvarsindsats var det prisværdigt nok. Lars K. (9) - havde lidt svært ved at styre spillet bagfra, men var en god og hård sidste skanse når køerne nåede frem mod vores mål - i hvert fald langs jorden. Brian (9) - scorede sit første mål for Dværgene i første halvleg, og det var en smuk afslutning ved forreste stolpe. Burde dog nok have udnyttet et par kontrachancer, men var ellers meget arbejdsom, også i defensiven. Presspillet skal dog lige justeres en smule. Ole E. (9) - kom på en væmmelig opgave over for en lille og lynhurtig mand, men klarede sig faktisk rigtig fornuftigt med sin gode placeringsevne og slap også godt af med bolden - indtil en skade satte ham ud af spillet. |