Glostrup Cows - De Syv Små Dværge

2-1 (1-0)

Det blev desværre de tabte muligheders dag i Glostrup. Dværgene stillede faktisk et ganske slagkraftigt hold, men formåede slet ikke at få det ud af truppen som vi burde.

Vi må vel først og fremmest konkludere at vi aldrig har været rigtigt gode til at spille på store baner. Det var ikke nogen overraskelse for nogen af os at vi skulle ud til sådan én i Glostrup, men alligevel virkede vi meget uforberedte på det. Trods alle aftaler om at stå tæt i defensiven trods banens størrelse, om at køre bolden rundt og spille bredt – skete det modsatte. Vi løb forvirrede rundt efter Køerne i defensiven, og vi spillede alt for utålmodigt frem ad banen.

Og der gik ikke alt for længe før vi blev straffet for det. Køerne var gode til at løbe på tværs oppe foran og få deres bagerste med frem, og ca. ti minutter inde i første halvleg lykkedes det at få en løs chance på kanten af feltet på et enkelt opspil. Christian fik kroppen på skuddet, men det smuttede under ham, og så var vi bagud.

Forvirringen omkring hvordan hvordan vi skulle spille, var udtalt blandt Dværgene, og mod sædvane begyndte folk også at bide ad hinanden og lade sig irritere – mens flere i frustration endte med at forsøge at køre deres eget løb og vinde kampen på egen hånd. Den slags er sjældent konstruktivt, og vi endte med at bruge det meste af resten af halvlegen på at få det under kontrol. Eneste rigtigt bemærkelsesværdige hændelse var da Bo stjal bolden fra deres bagerste mand, men blev skubbet i ryggen i afslutningsøjeblikket og kom ud af balance med en gevaldig skævert til følge – og desværre hverken straffespark eller noget andet, ifølge dommeren.

Anden halvleg startede til gengæld fremragende. Vores forkætrede opgivningskombination fik hurtigt bolden frem, og da Peter fik en skudmulighed på kanten af feltet, klappede det tørre venstreben til bolden som så ofte før – og via en klov fra en modstander strøg den fladt i mål. Det gav en masse inspiration til holdet, og det næste stykke tid sad vi på kampen og formåede omsider at få spillet til køre langs jorden, mens vi holdt længe nok på bolden til omsider at kunne få backerne lidt med frem.

Desværre kom der dog ikke mål ud af anstrengelserne, og vi fik til gengæld brugt utroligt meget tid på at hente bolde bag målet; af en eller anden grund fløj de meget let og langt onsdag aften! Og med ca. 5 minutter tilbage af kampen fik Køerne så et mål på en tilfældig chance. En spiller trak på tværs foran feltet hvor Bo ikke fik godt nok fat i ham, og en tilældig diagonalbold fik lov til at trille på tværs – hvor en Ko stod fri på bagerste stolpe og kunne slå bolden ind.

Resultatet var virkelig surt, for det var en nøglekamp, og vi kunne have spillet langt bedre. Men vi mangler tålmodighed i spillet og scorer ikke nok mål. Det skal i hvert fald rettes før vi tager fat på de kommende svære kampe.
-bnk

Kampen kort

Mål for Dværgene:
1-1 Peter

Dagens Dværg:
Rune

Startopstilling

 


Christian


Kaspar
Svop                  Bo

Peter    Saaby

Brian

Bænk:
Lars F. (h. midt)
Rune (v. back)
Hasholt (h. back)

 

Trænerens vurdering

Christian (8) - stod en fornuftig kamp uden det store at lave, og målene kan heller ikke bebrejdes Christian. Lidt mere lyd på, når Christian bevæger sig ud feltet, ville gøre ham til endnu bedre målmand og gøre forsvaret tilsvarende mere sikkert. 

Kaspar (8) - leverede en usikker første halvleg med for lidt kontant spil og nogen tvivl i afleveringerne. Som vanligt, er man tilbøjelig til at sige, kæmpede Kaspar sig tilbage og stod solidt som sidste skanse og bolderobrer. 

Saaby (8) - Forsvarsmæssigt fik han fat i det meste og vandt også mange nærkampe, mens det fremad banen haltede lidt bagefter. Desværre brugte han også alt for mange kræfter på at diskutere, frem for at spille igennem.

Bo (8) - startede usikkert med lidt for upræcise afleveringer og manglende tænding i nærkampene. Gik anderledes til værks i hele anden halvleg på trods af kasteboldtilstanden mellem back og midtbane. Vandt betydeligt flere nærkampe og skilte sig fornuftigt af med bolden.

Rune (9) - kan være godt tilfreds med sin præstation, som ud over det sædvanlige også indebar både rollen som bølgebryder og igangsætter. Er stadigvæk tilbøjelig til i få tilfælde at ”glemme” sin markering, når denne enten bevæger sig over i modsatte side (kommunikation) eller ved dødbolde. Tildelingen af Dagens Dværg kan ses som et udtryk for, at Rune holdt niveauet hele kampen igennem. 

Peter (8) - Der blev gået til stålet over for vores topscorer, og desværre fik vi ikke nok ud de frispark, der så kom ud af det. Peter tændte først rigtigt op for kedlerne efter sin scoring, men sammenspillet med resten af den offensive linje kom aldrig op på det niveau, hvor det plejer at ligge.

Lars F. (8) - fungerede rigtig godt i presspillet, hvor mange køer blev løbet op, men fik ikke helt fat i så meget, som træneren havde forventet i det offensive. Men med fight og vilje når man langt.

Svop (9) - Ud over et godt forsvarsspil på de skiftende pladser formåede Svop at få meget ud af specielt sin backposition, hvor han i mange tilfælde kom godt med frem, både som afslutter og oplægger. God kamp.      

Brian (8) - startede som lyn og torden med masser af bolderobringer, skarpe driblinger og lige ved og næsten afslutninger. Desværre blev meget af resten af kampen brugt på at være irriteret over at spillet ikke fungerede for holdet, og det kunne desværre ses i spillet.

Hasholt (8) - skulle lige vænne sig til de store forhold, men spillede ellers en god kamp med sikre afleveringer, solide indgreb og fornuftig snak. Fik desværre alt for lidt ud af sine fremløb, men det skyldtes mest at han ikke blev spillet, når han gang på gang stod i fri position.