Norbro - De Syv Små Dværge

7-0 (2-0)

Tjah, lad os få det overstået:
Vi fik tæsk. Og der er ikke så meget at sige til det. Dværgene stillede op med tre nye rekrutter, og deres indsats er vi taknemmelige for. De gjorde det ganske glimrende og kan ikke bebrejdes noget som helst. Men det ER en stor mundfuld at undvære så mange stamspillere. Og så mod rækkens nummer to (nu ét!!!)

Nå, vi tager den fra begyndelsen. Rune, der skulle komme med spillerdragter til to af de nye, samt holdkortet, valgte at køre en tur til Kløvermarken, selvom kampen var i Valby, hvilket var en lidt ærgerlig optakt, fordi opvarmningen blev foretaget med nervøse kig mod hjørnet af banerne, for det ville sgu være FOR dumt ikke at kunne spille. Men han kom (ahhhh…), storsvedende og helt rød i bærret syv minutter før kampstart. Og så var vi klar. Også klar over, det ville blive svært. 

Dommeren havde vi ikke set før, men han var tydeligt mærket af den foregående kamp, han havde dømt. Boldklubben H og deres modstandere havde råbt af ham og været meget utilfredse, hvorfor vi stod med en dommer, der rystede voldsomt på hænderne og var tydeligt utilpas ved situationen. Vi lovede at opføre os ordentligt, hvilket skulle vise sig svært. 

Søren K. havde valgt at trodse sit manglende korsbånd, og hvor var det dejligt at have manden tilbage. For selvom det straks stod klart, at Norbro var et sammenspillet hold, fyldt med spillere, der mand for mand var bedre end os, så stod Dværgene rigtig godt på banen. Ikke mindst på grund af af Søren. Norbro havde bolden konstant, men selvom de spillede den godt rundt, kom de ikke til nogle chancer, fordi Dværgene stod på deres pladser og gik ind i alle nærkampe. Men så hjalp dommeren Norbro i gang.

En lang bold blev spillet frem, og i en sandwich af Søren K., Christian og en Norbro-spiller fik Christian fat på bolden, men blev skubbet af Norbro-manden, så han røg uden for feltet. Med bolden i hænderne. Der var ingen tvivl om, at Christian blev skubbet, men dommeren valgte at overse det, og derfor dømme et frispark på kanten af feltet. Det blev sparket flot ind helt oppe i modsatte hjørne. Ærgerligt. Mildest talt.

Dværgene fortsatte med et fint organiseret hold, og en helt ny, men velfungerende midtbane bestående af Kasper og Bjarke, der var kompakt og derfor gjorde det svært for Norbro at være andet end ’lige ved og næsten’. Søren K. var suveræn og vandt nærkampe og dirigerede. Alle Dværge kæmpede godt, og Norbro begyndte at afslutte langt udefra, fordi de ikke kunne komme igennem tættere på. 

Til gengæld må vi indrømme at Dværgene nærmest intet spil havde frem ad banen. De småtterier, vi havde, stod Michael som regel for, når han fik, raget en bold til sig og forsøgte sig, men det var svært, for han var meget alene.

Og så efter 20 minutter var Dværgene dobbelt uheldige. I en nærkamp blev Søren K. sparket hårdt over skinnebenet, og samtidig gik det galt med knæet. Søren brølede og faldt sammen, og selvom der både var frispark, og vi altså havde en mand, der lå ned og havde meget ondt, lod dommeren spillet fortsætte, og Norbro-manden kørte forbi Christian og scorede. Til de flestes overraskelse, for det virkede sgu absurd. 

Det var meget synd og ærgerligt for Søren, at knæet ikke holdt. Og det var selvfølgelig sindssygt ærgerligt at få det andet ukorrekte mål imod os, og samtidig miste holdets defensive dirigent.

Søren blev hjulpet ud, og Ulrik blev rykket ind centralt, til sin egen forskrækkelse. Men i resten af halvlegen fortsatte Dværgene med at stå kompakt, og Ulrik kom godt fra start ved at læse spillet godt og komme i vejen for meget. 

I pausen var der enighed om, at vi stod godt og sådan set bare skulle fortsætte, men selvfølgelig forsøge at udnytte lidt bedre, at Michael var god til at erobre lange bolde, og at midtbanen skulle hjælpe lidt til. Men fra anden halvlegs start stod det klart, at vi ikke fortsatte, hvor vi havde sluppet. Samtidig med, at nogle Dværge begyndte at være lidt trætte, kunne man pludselig godt se, at vi havde mange nye folk med, og en Ulrik på en uvant plads. Der blev gået til den af alle, men overmagten var for stor, og så begyndte organisationen at sejle. Jeg kan ikke huske alle målene, men det gik hurtigt, og til sidst kunne Norbro gå på vandet og lavede et mål to sekunder før slutfløjt, hvor deres venstre back satte tre mand af og afsluttede med en tunnel på Christian. Pis også. På det tidspunkt var Norbro endda kun seks mand, fordi en af deres folk havde opført sig for tåbeligt i for lang tid. 

Men op med hovederne. Det var en sindssygt svær opgave, og hvis vi skal se positivt på det, så var der ingen, der gav op. Alle gjorde deres bedste og kæmpede hele vejen igennem. Vi kunne i situationen ikke have gjort mere. Hvis vi havde holdt 0-0 i første halvleg, som egentlig havde været det korrekte, og var Søren ikke blevet skadet, kunne vi måske have presset Norbro, og den friløber, som Michael fik tilspillet sig, kunne have været mere afgørende. Men det er alt sammen spekulationer. Vi tabte, og lad os så komme videre.
-troelsw

Kampen kort

Mål for Dværgene:
Ikke rigtigt nogen

Dagens Dværg:
Christian

Startopstilling

 


Christian


Søren K.
Troels               Lars F.

Kasper K.   Bjarke

Michael

Bænk:
Rune (h.midt/v. midt/angriber)
Ulrik (v. back/c. back) 

 

Lejlighedstrænerens vurdering

Christian (9) – Det er nærmest en tradition, at målmanden bliver Dagens dværg, når vi får tæsk, og sådan gik det også i dag. Christian tog en del bolde og kom godt ud, når han havde chancen. 

Kasper K. (8) – gjorde det fint på den uvante plads på midten. Var med til at lukke af og sørge for, at Norbro nærmest ikke kom til en chance i første halveg. Spillede det meste af anden halvleg som venstre back, hvor han ligesom resten af dværgeholdet havde det sværere. 

Troels (8) – var i dagens anledning både anfører og træner og råbte og kæmpede heftigt. Fik sat et par vigtige tacklinger ind og fik hjulpet Ulrik godt på hans uvante plads. 

Søren K. (10) – fik mindet os om hvilken fantastisk spiller han er, da han i sine 20 minutter på banen dirigerede, opildnede og vandt alle nærkampe. Synd for ham, at knæet ikke holdt, og synd for Dværgene.

Rune (7) – spillede de tre forreste pladser og havde det svært, fordi der sad en Norbro-mand i haserne på ham, hver gang han fik bolden. Forsøgte ikke så meget selv i det fremadrettede, men fungerede ganske fint i det defensive. 

Bjarke (7) – startede som defensiv midt og var med til at holde den kompakte organisation i første halvleg. Virkede lidt mere træt i anden omgang, hvor han gik ned med holdet. 

Lars F. (8) – Dejligt at have den hidsige venstre back tilbage. Lars gjorde det rigtige hver gang, han kunne i dag, og selvom han i anden halvleg spillede den meget uvante plads som defensiv midt, fortsatte han med at være irriterende for modstanderen. 

Ulrik (8) – startede kampen godt på venstre back ved at vinde nærkampe og skille sig godt af med bolden. Blev rykket ind centralt efter Sørens uheld og fortsatte med at læse spillet godt og komme først på bolden mange gange. Sejlede lidt placeringsmæssigt i anden halvleg, men manden har heller aldrig prøvet pladsen før.

Michael (9) – spillede i front og var om ikke en enmandshær, så i hvert fald det eneste våben, vi havde offensivt. Vandt næsten alle lange spark, der kom i hans retning, men havde ikke så meget støtte, så det blev ikke til så mange chancer. Burde have scoret på sin friløber, som han selv havde skaffet sig.