De Syv Små Dværge - Holmen Okay

6-2 (3-0)

Det var dagen hvor vi på hjemmebane på Kløvermarken skulle tage mod en gammel kending: Holmen Okay. Efter at vi i 2004 sidst lå i pulje med dem, har de været oppe at vende i Mesterrækken, men af en eller anden grund synes de at ligge godt til os. Da de vandt vores pulje i 2004, fik vi således 4 point ud af de indbyrdes kampe selvom de sluttede 7 pladser foran os.

Dagens kamp skulle da også byde på et helt okay resultat. Tvunget af omstændighederne stillede Dværgene med et ualmindeligt offensivt orienteret hold - ja selv målmanden var i dagens anledning en offensiv midt eftersom Morten ofrede sig og meldte sig til at tage plads mellem stængerne - mens holdets eneste 'rigtige' defensivspiller blev forvist til højre backplads.

Det kunne også ses fra start at der blev stillet med et yderst boldsikkert hold. Bolden blev kørt hurtigt rundt, og på meget u-dværgsk vis endte det ene angreb efter det andet med at bolden blev trillet rundt i modstandernes målfelt mens Dværgene galant serverede skudmulighederne videre til hinanden.

Der skulle dog ikke komme hul på bylden før Peter J. besluttede sig til at nok kunne være nok, og resolut bankede bolden ind fra kort afstand. Så var vi ligesom i gang for alvor. Og i løbet af relativt kort tid lykkedes det Brian at sætte to mål ekstra ind og således lægge uhyggelig afstand til forfølgerne på topscorerlisten.

Derefter fulgte en periode i slutningen af halvlegen hvor Holmen viste hvad de egentlig kunne. Pludselig lykkedes det dem at lægge et massivt pres på Dværgemålet, og i en serie af dødbolde og giftige angreb formåede Dværgene ikke rigtigt at få bolden væk - eller bare frem ad banen. Så pausefløjtet kom ganske velkomment, også fordi Hans i mellemtiden var blevet skadet, så vi måtte klare os uden udskiftere.

Efter pausen havde Holmen måske fået lidt af modet igen, men det så ud til at blive effektivt punkteret da vi kom på 4-0, og da det blev 5-0, begyndte Dværgene måske ligefrem selv at slappe af. I hvert fald fik Holmen 2 lidt ærgerlige mål på kort tid; først på en lang bold bagfra hvor Claus nok med en vis ret kunne mene at han blev underløbet, dernæst på en god kombination efter hjørnespark.

Men kampen blev dog effektivt lukket da en virkelig stærkt og sikkert spillende Thomas Lund var rykket med op i feltet og på et indlæg headede bolden ind fra bagerst i feltet. Færdigt arbejde, og hvis vi bliver ved med at vise det niveau, må bestyrelsen nok indkaldes til krisemøde i anledning af oprykningsfaren.
-bnk

 

Kampen kort

Mål for Dværgene:
1-0 Peter J.
2-0 Brian
3-0
Peter J.
4-0 Peter J.
5-0 Thomas L.
6-2 Brian

Dagens Dværg:
Peter J.

Startopstilling

 


Morten


Claus
    Bo            
Thomas L.

Hans    Saaby

Brian

Bænk:
Peter J. (h. midt)

 

Trænerens vurdering

Morten (10) - To halvlege på kassen, to mål i kassen og to stemmer til Dagens Dværg lige ned i... foret. En guttermand for at tage tjansen mellem stængerne selvom han til tider gjorde det lige lidt for spændende med sit offensive målmandsspil. Dejligt med så meget lyd fra målmanden.

Thomas L. (10) - deltog i spillet over hele banen og kom rigtig godt med frem flere gange. Solid defensiv indsats, og det var ikke til at se at det var længe siden at han havde spillet. Lidt mere kombinationsspil i stedet for de mange løbeture alene mod mål ville gøre ham endnu farligere.

Saaby (10) - var bedst når han gang på gang spillede de andre Dværge fri til scoring. Var uheldig med ikke selv at få scoret, og kræfterne løb til sidst ud, men der var det hele heldigvis afgjort. Indtil da ydede han en god arbejdsindsats og var rigtig farlig i kontrafasen.

Bo (10) - Forsvarsspillet alene er til et 11 tal, for Bo fik virkelig pillet pynten af Holmens brasilianer. Således var Bo involveret i at ødelægge de resterende Holmen-spilleres tro på at han scorer hver gang han rører bolden. Det fremadrettede spil var desværre lidt for usikkert med for mange fejlafleveringer, så det trækker ned.

Claus (11) - Ganske enkelt suveræn. Når alle andre havde givet op over for de til tider okay spillende Holmen, så formåede Claus at komme på tværs gang på gang. Behøver jeg at sige at han vandt alt i luftrummet (minus et frispark) og tilmed sikkert fordelte spillet fra de bagerste rækker? Men som anfører og bagerste mand skal man altså lade mere end bentøjet snakke. Vi skal kunne høre Claus klart og tydeligt over hele banen... ja, Claus skal altså ikke ha' for meget ros, ellers bliver det useriøst

Peter J. (11) - 3 mål og 1 assist blandet sammen med godt kombinationsspil, præcise afleveringer, frække driblinger og en stor vilje til at vinde alle nærkampe giver denne usædvanligt høje karakter. Noget nær det bedste træneren har set i sin tid på posten, og kun et par brændte chancer afholder undertegnede fra at give maksimum. Satte Dværgene i gang på egen hånd da næsten alle troede at det blev en af de kampe hvor vi bare ikke kunne score. Dagens Dværg.

Brian (10) - 2 mål er godt, men ikke godt nok når man har i hvert fald 7-8 totalt åbne muligheder. Og det uanset hvor god en målmand man spiller over for. Men det fortæller også at Brian var målfarlig stort set hver gang han havde bolden, og det var en fryd at se ham drive gæk med Holmens bagerste rækker.

Hans (u.b.) - blev desværre hurtigt skadet.