BK Søborg - De Syv Små Dværge

8-2 (-)

Av for Søren. Et 8-2 nederlag. Det har været en brat opvågnen for Dværgene i Mesterrækken. Vi har lukket 6, 3, 7 og 8 mål ind. Vores tidligere tiders superstærke defensiv er skudt i sænk.

Nå – lad os lige opsummere. Kamp på Buddinge Skole mod sidste års nummer 3. Dværgene satte sig fra start fuldstændig på kampen. Farligt hjørne efter et minut, og Dværgene holder presset i de første ti minutter hvor modstanderen virker rådvilde, råber efter hinanden og alt hvad Dværgene gør virker farligt. Peter skyder direkte på mål på frispark, Troels retter af, men målmanden redder flot. Det virkede virkelig godt.

Men så. På modstanderens stort set første besøg på Dværgenes banehalvdel går det stærkt i en kontra. Boldsikkert laver de et par førstegangsafleveringer og kommer foran 1-0. Øv.

Der går dog ikke lang tid før Dværgene svarer igen. Vi holder godt fast i spillet, kombinerer fintk, og da Morten kommer fri til skud 15 meter fra mål, forsøger han frisk. Han rammer bolden lidt skidt, men oppe foran stikker Troels sit lange venstreben frem, retter boldens kurs ind, og så smyger den sig ind ved stolpen uden chance for målmanden. Yes. Dværgene tror på det igen. Og da Morten et par minutter efter bryder flot igennem i venstre side, venter han på at målmanden kommer helt ud i ham før han roligt, og med stort overblik, spiller bolden på tværs til Troels der ligger hvor han skal og igen med venstre skubber bolden ind i kassen.

Så fører Dværgene sgu, og sidelinien råber på hattrick. Men, men.
Modstanderen vågner, og pludselig viser de hvorfor de blev nummer tre sidste år. De bevæger sig på kryds og tværs, udnytter den brede bane rigtigt godt, er svære at komme ind på livet af, er boldsikre og udligner hurtigt efter til 2-2, kommer foran 3-2, og inden pausen bliver det også 4-2 på hvad der føles som et øjeblik. Dværgene ser sløve ud, men det skyldes også modstanderens evner.

I pausen bliver vi enige om at kæmpe lidt mere, og det starter da også udmærket, men alligevel går der ikke mere end et par minutter før det bliver 5-2. Vi begynder at se trætte ud, mens modstanderne nærmest løber mere, hurtigere og er bedre individuelt end i begyndelsen af kampen. Peter må gå ud med en fiberskade, Saaby brænder en stor hovedstødschance, og intet lykkes rigtigt.

Til sidst ser vi trætte ud. Kan ikke komme på kroppen af modstanderne, der spiller bolden kvikt rundt, scorer til 6-2, 7-2, og til sidst er det ren opvisning (og ydmygelse) da de pingponger bolden rundt i vores felt og scorer til 8-2.

Det var en grim omgang. Vi startede bedst, men blev nedspillet af et hold der til sidst viste sig at være bedre både fysisk og teknisk. Vi trænger til point. Dværgene har lignet lidt det vi er, de sidste par kampe. En masse gamle mænd. Men vi er stadig et godt hold, så pointene skal nok komme, når vi får lidt mere styr på vores defensiv.
-tew

 

Kampen kort

Mål for Dværgene:
1-1 Troels
1-2 Troels

Dagens Dværg:
Troels

Startopstilling

 


Christian


Kaspar
Anders           Peter

Morten    Per

Troels

Bænk:
Lars K. (h. back/c. back/v. midt)
Lars F. (v. back/h. midt/forward)

 

Trænerens vurdering

Christian: 8
Troels: 10
Saaby: 10
Peter: (udgik skadet)
Lars F.: 7
Lars K.: 8
Anders: 7
Kaspar: 9
Morten: 8

Karakternøgle

03 - Uacceptabelt
5 - Var du fuld?
6 - Under vanlig standard
7 - En almindelig dag på kontoret
8 - Flere lyspunkter, men ellers en kamp på det jævne
9 - Stor kampgejst og vilje til at vinde. Over vanlig standard
10 - Total i orden indsats med få fejl
11 - Ekstraordinært højt niveau kampen igennem
13 - Sublim. Ikke et ben sat forkert