BK Saab - De Syv Små Dværge

2-3 (0-0)

Op til dagens bundbrag på jordbanen i Valby stod det endnu en gang øverst på dagsordenen at defensiven skulle stabiliseres. Det har det sådan set gjort i noget tid, men efter at have lukket 5 mål ind i hver af de seneste tre kampe skulle nødvendigheden vist stå klar for alle.

At første halvleg endte 0-0, var måske også et bevis på at opgaven blev taget alvorligt. Eller også var det snarere et udtryk for at det var rækkens to mindst scorende hold der mødtes, men vi forsøger at vælge den positive tolkning! I hvert fald lykkedes det at være langt mere tændte og koncentrerede fra start end vi har været i flere af de seneste kampe, og dét skulle vi i hvert fald meget gerne holde fast i.

Gennem hele kampen kørte defensiven en regulær no nosense-stil og sparkede bolden langt væk så snart der var nogen form for optræk til fare. Det gjorde naturligvis kampen mindre køn, men det blev da til enkelte gode chancer oppe foran, og specielt Brian havde et par gode muligheder i første halvleg.

Det skulle dog blive anden halvleg før én af dem omsider blev udnyttet, og han således fik hul på bylden i denne sæson med sit første mål: En lang bold blev sparket op i feltet til ham, og eftersom Saaberne gav ham plads til at tage bolden ned med brystet og vende sig mod mål, takkede han pænt med at sende den fladt ind bag keeperen til almindelig Dværgejubel. Foran for første gang i år!

Der var dog desværre stadig tendenser til defensivt overmod, og hele to gange skulle sejren komme på spil. Første gang ved et indkast hvor hele holdet - noget unødvendigt, føringen taget i betragtning - pressede helt op og efterlod et bagrum som Saab fik bolden bugseret ned i. Hvorefter de med lidt spillen frem og tilbage kunne udligne til 1-1 på et halvfrit skud.

Per fik tændt Dværgegejsten på ny med et rigtigt godt hovedstød i målhjørnet efter et indlæg fra højre, men igen udnyttede Saaberne at Dværgene viste unødvendig oversatsning: En sjælden duel blev tabt af Claus omkring midterlinjen, og så var Saab straks i overtal og kunne lidt heldigt udligne på ny - efter at både Bo og en stærkt spillende Pelle var tæt på at afværge situationen hver for sig.

Men forhåbentlig indvarslede Brian sæsonens vendepunkt da han kort før tid satte et fremragende sejrsmål ind. På et indlæg fra højre hoppede han op til bolden og helflugtede den flyvende hårdt ind over keeperen, helt tæt under mål. Det var Brians andet mål, og det var stærkt at se at han kom godt igen efter at have brændt en hel del åbne chancer på det seneste - nu er der forhåbentlig mange flere mål i vente fra ham!

For at vi rigtigt skal føle os på rette vej, er en enkelt sejr dog ikke nok. I alt for mange situationer oversatsede vi defensivt og var mere fikserede på at presse langt fremme end at gardere de farlige områder bagude - og det forekommer temmelig unødvendigt når man ligefrem er foran! Men nu er vi i hvert fald på rette vej og kan forhåbentlig komme videre med et positivt afsæt i de tre point.
-bnk

 

Kampen kort

Mål for Dværgene:
0-1 Brian
1-2 Per
2-3 Brian

Gule kort:
Stig

Dagens Dværg:
Bo

Startopstilling

 


Stig


Claus
Pelle               Bo

Brian    Per

Morten LM

Bænk:
Rune
(v. back)
Ole (angriber)


 

Trænerens vurdering

Stig: 10
Per: 9
Bo: 10
Rune: 9
Claus: 10
Morten: 9
Brian: 10
Pelle: 9
Ole: 9
 

Karakternøgle

03 - Uacceptabelt
5 - Var du fuld?
6 - Under vanlig standard
7 - En almindelig dag på kontoret
8 - Flere lyspunkter, men ellers en kamp på det jævne
9 - Stor kampgejst og vilje til at vinde. Over vanlig standard
10 - Total i orden indsats med få fejl
11 - Ekstraordinært højt niveau kampen igennem
13 - Sublim. Ikke et ben sat forkert