De Syv Små Dværge - Centrum FC

3-1 (1-0)

YES!

Den første sejr i... øh, et halvt års tid kom i hus i efterårets første kamp. Og hvor var det dog smukt at være med til. Den ydmyge skribent har været med i alle 10-11 år mens dværgene har levet, og denne sejr rangerer utrolig højt på listen. Hvorfor?

Fordi det var usædvanlig tiltrængt, blev skabt på fight og solidt spil, var spændende, var fortjent, og gav en lykke-rus-følelse som jeg har savnet meget i et forår med mange nye spillere på holdet.

Hvorfor så Reto så mystificeret ud da vi lavede rundkreds og råbte 'Hvem var det der vandt i dag...' bagefter? Fordi den stakkels schweizer aldrig har vundet med dværgene før og derfor ikke kendte kampråbet. Absurd, men sandt.

Nå, Dværgene var tændte fra begyndelsen. Ligesom modstanderen. Man kunne fornemme kampens vigtighed i det fokus som alle spillere havde, og i nærkampene der var nådesløse. Og dommeren tillod overraskende meget.

Dværgene kom godt fra start, og efter lidt pingpong i modstanderens felt får Lars Fremerey venstre fod på og sender bolden på venstre opstander. Det skulle ikke blive sidste gang vi hilste på den.

Centrum kæmpede også godt, men havde ikke så meget i starten af kampen. Og med Reto bagest som en yderst vågen og opmærksom målmand så det solidt og fornuftigt ud.

Efter et kvarters spil fik dværgene et frispark nærmest på sidelinjen halvt oppe på Centrums halvdel. Thomas Q lægger den til rette, og med et uhyggeligt venstrebenshug svæver bolden hårdt og præcis ind på - ja, venstre stolpe. Denne gang var det dog stolpe ind, og Dværgene førte 1-0. Det er satme også noget tid siden. Og helt vildt at score fra omkring 20 meter.

Stor jubel. Det er fedt at føre, og det er ekstra fedt at lave smukke mål.

Kort efter bliver Claus fældet i feltet og falder som Inzaghi. Straffet blev dømt, og Thomas Q får lov til at sætte foden på bolden. Og gæt selv, hvor han ramte?

Yes, venstre stolpe. Denne gang desværre stolpe ud.

I et gennembrud i venstre Dværge-side laver Claus en glidende bagfra og vælter en Centrum-spiller. Egentlig vel et klart gult kort, men dommeren dømmer det ikke. Og Reto har en fuldstændig fantastisk redning alene med en Centrum-spiller der afslutter modsat Retos løberetning - alligevel får han kastet sig baglæns og redder. Helt utrolig redning.

1-0 ved pausen. God stemning.

Anden halvleg, og fighten fortsætter. Vores 3-2-1 er solid, og Centrum kommer ikke til mange chancer. De smider også selv en del væk. Samtidig er vi giftige, men ret uskarpe. Uden at fornærme David kan man godt sige at det ikke var hans bedste kamp. Tre-fire mål ville han vel normalt have lavet, men det var så ikke lige dagen.

Omkring midten af halvlegen har vi en kontra hvor Henrik er trukket med op og smækker bolden lige ind foran mål hvor Claus er løbet frem og nemt kan sætte en inderside på. Utroligt vigtig scoring. 2-0, og Centrum er desillusionerede og Dværgene lettede.

Kampen bølger frem og tilbage, og i en nærkamp taber Stig bolden, og det ser farligt ud. Både fordi Stig sparker ud for at fælde modstanderen (det nægter han bagefter, men sådan så det ud), og fordi det var en megafarlig situation. Men dommeren er os venligt stemt, og vi slipper for rødt.

Fem minutter før tid bliver det unødvendigt spændende. Dværgene har hjørne og holder to mand tilbage. Bolden ryger væk, og Centrum får en kontra hvor der helt absurd er fem Centrum-spillere mod to Dværge. Troels får et flip på sidelinjen i raseri fordi det er for dumt at blive doven i hjemløb så tæt på sejren. 2-1. Øv.

De sidste minutter er et intenst pres på Dværgenes mål, men Centrum smider også et par bolde væk som giver dværgene kæmpe chancer. David brænder et par stykker, men 10 sekunder før tid sætter han den endelig ind, og forløsningen er total.

Flot kæmpet - endelig så vi den ægte Dværgeånd. Og det skal vi have noget mere af.

Der blev undervejs i kampen råbt meget, og det er positivt. Lars F. og Thomas valgte så at råbe af hinanden mens der blev spillet, og det var jo utrolig dumt og skabte en farlig situation. Men derudover var det fedt at høre. Og godt at Thomas styrmand og Reto gav så meget lyd. Det er en god ballast når de bageste tager ansvar.

HURRA!

-tew

Kampen kort

Mål for Dværgene:

1-0 Thomas
2-0 Claus
3-1 David

Dagens Dværg:

Thomas

Startopstilling

 


Reto

Thomas
Henrik                   Lars F.

Jakob    Claus

Troels

Bænk:

David (angriber)
Stig (h. back)