Den 24. august 2000 trak Team Ajax deres hold fra DAIs turnering.
    Gamle Dværge vil tydeligt huske vort første møde med den næsten legendariske klub. En kamp, der endte 4-4, selvom Ajax kun fik en enkelt chance i hele kampen. Og selvom dværgene førte 4-1 ved halveg.
    Det skyldes ikke mindst den lille og meget tætte Pablo, der via sit hårde, kontante spark fik lavet et par kasser på halv-umulige chancer, der ikke var der. Især imponerende hans tophastighed taget i betragtning. "Hey, jeg er jo ikke Speedy Gonzales!", som han beklagede sig til en medspiller efter en lidt for dyb stikning.
    Kampen var den sidste i Dværgenes første halv-sæson og medførte en hel del druk efterfølgende, hvilket nok har været med til at underbygge denne kamps næsten mytologiske omdømme.
    Vi mødte Ajax igen sidste efterår – og det var rigtig sjovt. 6-0 lød sejrscifrene på, klubbens hidtil største sejr. Pablo havde skruet lidt ned for effektiviteten – og undertegnede husker tydeligt, at da DSSD kom foran 1-0 sagde en desillusioneret Ajax-angriber, sådan nærmest til sig selv: "Nu begynder det."
    Og det fik han ret i. To hovedstødsmål blev det blandt andet til for undertegnede, hvilket fik træneren til at hive et 11-tal op af hatten til den lange back. Siden er der jo kun scoret ét mål mere med hovedet – og det stod Christian Petersen for – og dermed taler statistikken jo sit klare sprog. Vi er de ultimativt stærkeste i hovedspillet!
    Det er ærgerligt, at gå glip af Ajax-kampe fremover. Selvom det sidste slag på Kløvermarken udviklede sig ganske dramatisk med en ganske voldsom skade til en Ajax-spiller – og en hægtning af Troels H. efter dommerens fløjte (og et rødt kort til en Ajax hidsigprop) – så var det nu ganske sjovt alligevel.

Kære, kære Ajax - I vil være savnet.
(Har nogen forresten tænkt på om vi nu kan overtage Colgate som sponsor?)