Spilletid

Det er i usædvanlig høj grad lykkedes at tilbyde klubbens spillere den spilletid de har måttet ønske i år 2000. Vi har på intet tidspunkt været i nærheden af at skulle kigge på om spillerne kom tæt på 6/11-grænsen - om vi kunne leve op til hvad klubben lover spillerne af spilletid.
    Det har været undtagelsen snarere end reglen at vi har været nødt til at sortere folk fra overhovedet. Og som regel har frasorterede spillere kunnet påregne at komme til at spille på afbud alligevel.
    Med til historien om at tingene har kørt så smidigt, hører også at vi gennem stort set hele sæsonen har kunnet gøre brug af to yderst pålidelige reserver, Jairo og Peter. Nu er Peter så blevet fuldt tilknyttet, og som reserve har vi fået tilknyttet Sammy i stedet, som der dog endnu ikke har været brug for. Vi står altså igen med to fast tilknyttede reserver, hvilket tegner til at virke ret godt. Det største problem ved den heldige situation er vel næsten at Dværgene risikerer at vænne sig til forkælelsen, og i en klub som vores kan man ikke regne med at tingene altid vil flaske sig så smidigt.

Træning

Vi har haft en noget bedre træningstid på DHL/IfI i år end sidste år, og træningen har i det hele taget også været mere velykket. Deltagelsen på Dværgeside var stadig ikke overvældende, og det er selvfølgelig lidt pudsigt at det primært er Sporting Automobil som har haft glæde af vores træningstid. Selvom det ikke er et mål i sig selv at der skal være mange Dværge til træning, men at man bare skal have muligheden for at kunne spille, ville trænerne nu gerne høre lidt til Dværgenes ønsker for træningen, så vi forhåbentlig kan gøre det endnu bedre og mere attraktivt næste år.
Tidspunktet er f.eks. et kildent spørgsmål, da vi skal balancere mellem at de fleste Dværge har sent fri fra arbejde og at det i store dele af sæsonen bliver tidligt mørkt. Vi skal næppe regne med nogensinde at kunne få en oplyst bane til rådighed, banesituationen i København taget i betragtning. Umiddelbart ville vi nok vurdere den perfekte træningstid til at være tirsdag, onsdag eller torsdag fra 18 til 20.
    Vintertræningen bliver temmelig meget mere interessant i år end sidste år, da vi har en reel indendørsbane til rådighed. I skrivende stund ved trænerne dog endnu ikke om det bliver nødvendigt at inddrage andre klubber i træningen for at 'fylde op', men det tyder på det.

Turnering

Eftersom vi hverken havde haft vintertræning udendørs eller indendørs af betydning, gik vi til turneringsstarten med noget bange anelser. De skulle vise sig at blive bekræftet. I starten af foråret var Dværgenes spil forfærdeligt og vi lå mod slutningen af foråret til nedrykning. Og det fra en pulje, der faktisk efter cheftrænerens vurdering ikke engang indeholdt hold af en kvalitet svarende til sidste år, hvor vi havde klaret os til en midterplacering.
    I bagklogskabens lys havde vi - ud over den svage træningstilstand, som vi ikke kunne gøre meget ved - nok ikke fået indstillet os nok på de forandringer som tab af et par nøglespillere medførte. Med tabet af topscorer Jonathan mistede vi vores primære kontravåben, og i Simon og Andreas havde vi mistet to af de spillere som var bedst til at holde på bolden i de kampe hvor vi var pressede. Fordi vi vidste at vi havde fået tilført tre nye kvalitetsspillere, som vi vurderede til at være bedre holdspillere, undervurderede vi nok de problemer et spillestilsskifte ville give, hvor vi måtte spille mindre på at slå kontra og satse mindre på at vi havde boldsikre folk til at føre bolden fremad alene bagfra.
    Fra starten lagde vi ud i en 3-1-2 formation, og det var planen at vi skulle veksle mellem den og 3-2-1 i løbet af året. Men selvom forsvarsorganisationen sådan set kørte nogenlunde, var vores opspil rædsomt. Forvirringen i opspillet førte som regel til en tragikomisk form for Drillo-bold, hvor hele holdet så snart vi kom i boldbesiddelse drønede op i den modsatte ende af banen for at vente på en lang bold bagfra. Selvsagt var det ikke voldsomt effektivt, og affødte til gengæld myriader af kontraangreb til modstanderne.
    Efter et rekordnederlag på 5-0 til Widar AW besluttedes det i første omgang at gå over til en klassisk 3-2-1 opstilling. Men heller ikke dette var problemfrit, da vi hurtigt mødte dens klassiske problem: den flyttede vores hul i angrebet ned på midtbanen i stedet. Men sideløbende lykkedes det efterhånden at få opspillet bedre organiseret ved at holde flere folk tilbage på banen, således at vi kunne føre bolden frem fra bageste kæde langs jorden.
    I sommerpausen blev blev der så tænkt over tingene. Resultatet blev at vi forsøgte at tage det bedste fra de to systemer og slå dem sammen. Det affødte den skæve 3-2-1 formation, som Dværgene har anvendt siden, og som næsten kan beskrives som et 3-1-2 system, hvor den trekant som udgøres af de tre forreste er blevet vippet ca. 30 grader med uret.
    Arbejdsopgaverne i dette system var bedre definerede end i dem vi hidtil havde kørt med, og da vi samtidig fik tilgang af så fremragende en kreativ spiller som Peter, begyndte resultaterne også at komme. Opspillet begyndte at ligne noget, og den defensive organisation efterlod færre og færre huller. I efteråret spillede vi som et tophold og fik da også 20 points imod forårets 9. Med 20 point i både forår og efterår havde vi sandsynligvis ligget til oprykning.

Hvis vi til næste år kan fastholde vores koncept og et nogenlunde intakt spillermateriale, synes vi at stå med noget bedre kort på hånden end ved sidste sæsonstart. Og kombineret med muligheden for at træne indendørs hele vinteren igennem giver det grobund for en ganske solid optimisme for trænerstaben på næste sæsons vegne.

Trænernes beretning 1999