Spilletiden

Som det står i klubbens formålsparagraf, så er det selve vores eksistensberettigelse at kunne tilbyde fodbold til medlemmerne. Derfor er det selvfølgelig uheldigt at vi igen i år var ramt af mange kampaflysninger. Særligt i foråret var det slemt, og det betød at vi ikke kunne tilbyde Dværgene helt så meget fodbold, som vi gerne havde villet. Til gengæld har vi gjort en del ud af sideløbende aktiviteter, bl.a. en sommerturnering.
    Idealet for trænerparret er groft sagt at kunne tilbyde fodbold op til to gange om ugen, inkl. træning, over en sæson med et gennemsnit på 1,5 gange pr. uge.
    Hvis vi siger at udendørssæsonen gik fra første træningskamp 11/3 til sidste turneringskamp 11/10, så har vi over de 30 uger spillet 16 turneringskampe, 4 sommerturneringskampe og 3 træningskampe, ialt 23 kampe. Regner vi med træning fast 1 gang om ugen, så giver det et gennemsnit på ca. 1,77 gange fodbold pr. uge i udendørssæsonen. Det må siges i sig selv at være et tilfredsstillende tal, selvom det selvfølgelig ville give et andet resultat, hvis man regnede vintersæsonen med - anslået ca. 1,3 hvis vi regner med 8 totalt fodboldfri uger i løbet af året.
    Vi fravalgte at deltage i DAIs indendørsturnering sidste vinter, og det har ikke været vores indtryk at den har været voldsomt savnet, men den kunne selvfølgelig have givet noget mere aktivitet i en lidt halvdød periode.

Igen i år har det også været muligt at opfylde medlemmernes ønske om spilletid i kampene i høj grad. Mindstekravet er som bekendt 6/11 af de kampe man tilmelder sig, og umiddelbart vurderet ligger vi langt over, velsagtens omkring 10/11.
    Faktisk har vi ofte snarere manglet spillere, og har i høj grad haft brug for at inddrage vores reserver, en tendens som er blevet stærkere mod årets slutning. Hvilket godt kunne hænge sammen med at spillerne generelt bliver ældre og får flere forpligtelser. Det har iøvrigt været et ønske for trænerparret at kunne give bedre tilbud til vores trofaste reserver, da vores reserveordning virker en smule uværdig på dette niveau, men det har været svært at gennemføre.

Hvis vi skal udpege punkter, hvor der er plads til forbedring, så skulle det være
- flere muligheder for aktiviteter i vintersæsonen.
- endnu bedre mulighed for at inddrage reservestaben i aktiviteterne.

Træningen

Udendørstræningen på Institut for Idræt kører stadig på nogenlunde samme niveau som hidtil. Baneforholdene er selvsagt lige så skandaløse som de fleste steder i København, men det er næsten altid muligt at få spillet meningsfuld fodbold.
    Egentlig målrettet træning er der selvfølgelig ikke tale om, men det ville højst sandsynligt kræve enten en strengere pligttilgang til træningen eller en markant større klub, da det ikke nytter meget at lave træning for 3-4 Dværge og 10 besøgende, som bare gerne vil spille fodbold.
    Mht. indendørstræningen er Dværgene voldsomt privilegerede i forhold til den store masse af småklubber i Københavns Kommune. Vi håber stadig på en dag at kunne få tid i en af de regulære idrætshaller i kommunen, men indtil da er Rødkilde Skole et ganske udmærket alternativ.

Tiltag til forbedring kunne være
- øget mulighed for decideret målrettet træning for de Dværge som kunne ønske det i sommersæsonen.
- mulighed for udendørs vintertræning på grus eller kunststof, nok i selskab med et eller flere andre hold for at have nok interesserede.

Turneringen

Trænerstaben gik ind til sæsonen med meget store forventninger. Først og fremmest følte vi os bedre forberedt end nogensinde til sæsonstarten, takket være vores indendørstræning i Vanløse. En træning som ikke alene holder konditionen ved lige, men som også styrker den indbyrdes forståelse og endda til dels kan bruges til indøvelse af zoneopdækning.
    Men ud over indendørsforberedelsen havde vi også på forhånd en godt sammensat trup med både individualister og holdspillere og gardering på de fleste pladser, og vi havde på forhånd et fast og veldefineret spillekoncept, som vi havde brugt efteråret på at indspille med en vis succes.
    Det var derfor noget af en overraskelse at vi gik hen og tabte den første kamp mod de ikke specielt skræmmende AC DKB i Herlev. Trænerne analyserede sig dog frem til at nederlaget særligt skyldtes de uvante forhold på den moselignende kæmpeplæne og valgte at fastholde konceptet uændret. Og kun ca. 18 timer senere kom sæsonens første sejr da også i hus, og vores første nederlag skulle også blive det sidste i sæsonen.
    En stor del af succesen kan naturligvis tilskrives holdets gode individualister, hvor særligt Kaspar, Peter og Jakob har udgjort en stærk midterakse på holdet. Men det har også vist sig at være en stor fordel at have en stærk organisation at falde tilbage på. Således har det været en klar tendens at vi har overmatchet modstanderne i 2. halvleg, hvor deres hold ofte er knækket over og er gået i opløsning, mens vi med en langt bedre rollefordeling har haft det fysiske overskud. Typisk har modstanderne fået meget få farlige kontraløb i slutfaserne, mens vi ofte selv har kunnet sende 3 eller 4 mand afsted i hurtige kontraløb gennem alle 60 minutter.
    Centrale elementer i den gode organisation er zoneopdækningen og udvekslingen mellem kæderne. Det har taget tid at få det til at fungere, men efterhånden har vi fået de berømte automatismer til at virke, og krydret med vores individualisters indslag gør det os meget svære både at angribe imod og forsvare sig imod.
    Yderligere udviklingsmuligheder kunne være en mere konsekvent gennemførelse af op-ned-op princippet med strukturerede gennembrudsløb i dybden bagfra, der kunne gøre os mindre afhængige af individualisterne. En anden oplagt sag er udnyttelsen af dødboldene, hvor vi kunne bruge lidt fastere aftaler, selvom vi nu i år har stået noget stærkere end tidligere.
    Vores svaghed har primært været vores evne til at være tændte fra start, både i 1. og 2. halvleg, hvor vi ofte har været lidt hæmmede i spillet. Det er noget som trænerne nok i høj grad skal være opmærksomme på og være i stand til at forbedre.

Men alt i alt viste optimismen fra sæsonstart sig altså at være velbegrundet, og vi endte endda på en uventet sikker førsteplads i puljen, hvor vi både havde scoret flest mål og havde ladet færrest gå ind.
    Spillersituationen giver anledning til en smule bekymring, da vi mister vores anfører og forsvarskrumtap og samtidig har set en svag nedgang i tilmeldingerne, men ellers burde vi altså være godt rustet til at tage kampen op i B-rækken næste år, da vi kan se frem til at kunne tage de fleste af vores stærke sider videre med os til næste år.

Trænernes beretning 1999
Trænernes beretning for 2000