v. Bo Nissen Knudsen og Lars Knudsen

Spilletid

I turneringen var vi igen i år uheldige. Det lader til at der altid skal være mindst ét hold som trækker sig i vores række, og det gjorde åbenbart ikke nogen forskel at vi nu var i B-rækken, hvilket vi ellers havde håbet på. Og ud over et par aflyste kampe blev det også til et par halvtriste oplevelser mod ikke-fuldtallige modstandere.
    Heller ikke i år kom vi på nogen måde tæt på at skulle sætte spillere af til et uacceptabelt antal kampe. For det meste sørgede afbud for at vi snarere endte med at være for få end for mange, og det at blive sorteret fra har efterhånden udviklet sig til at være så sjælden en ting at folk - forståeligt nok - ærgrer sig grumt når det sker.
    Det har faktisk hyppigere været tilfældet at vi har måttet gribe til spillere 'udefra'. Fem gange brugte vi en decideret reserve - en enkelt gang Ole Eigaard og fire gange Lars Hasholt - og tre gange havde vi en spiller med, som egentlig var på orlov - én gang Kaspar og to gange Rune.

Træning

Nok en gang havde vi fået stillet Rødkilde Skole til rådighed i vintersæsonen, og derfor startede året ganske godt for Dværgene med hensyn til at tilbyde medlemmerne fodbold. Vi havde visse småproblemer med strømafbrydelser og excentriske elektroniske låsesystemer, men overordnet set var det igen en fornøjelse at kunne bruge faciliteterne i Vanløse.
    Traditionen tro blev det også til en indendørs turneringsdag, og selvom vi måtte acceptere at Sporting i år hev titlen hjem til et af deres hold, så var arrangementet også ganske vellykket denne gang.
    Op til turneringsstart blev det til de traditionelle opvarmningskampe på grus, og selvom de 3 kampe mod BK Saab, Dynamo Nordisk og Upraising var af svingende kvalitet, så var det alligevel en af de bedre sæsonforberedelser. Og alt i alt en vintersæson med et pænt aktivitetsniveau - dog uden at være prangende, da der specielt i slutningen af indendørssæsonen var lidt tyndt besat ved Rødkilden.
    Udendørssæsonen på Institut for Idræt var nogenlunde på det vanlige plan - som strakte sig fra virkeligt givende spil med mange deltagende Dværge til sørgelige 3 mod 3-sessioner blandt langhårede græsknolde nedsænket i mudder. I forhold til sidste år syntes der dog at være en lidt højere grad af Dværgedeltagelse - således at vi efterhånden faktisk oftest var i overtal i forhold til Sporting til vores egen træningstid. Hvilket man jo egentlig isoleret set ikke kan være utilfreds med.
    Det skal dog ikke skjules at den sportslige ledelse endog meget gerne så en forbedring af vores træningsfaciliteter. Det er givetvis mere end vanskeligt her i Københavns Kommune, men det kunne egentlig være rart at træne på en bare nogenlunde ordentlig plæne efterhånden.

Turnering

Det var mildest talt med blandede forventninger at vi gik til vores første sæson i B-rækken. Godt nok havde vi haft en god sæson sidste år, og vi vidste at vi igen i år nok ville være bedre forberedt end de fleste andre hold op til sæsonstart, men det ændrede alligevel ikke på at dramatiske ændringer på spillerfronten fik tingene til at se noget usikre ud.
    I forhold til sæsonen før havde vi mistet en boldsikker playmakertype i Rune, vores farligste mand i front, Jakob, og vores anfører og forsvarsstyrmand Kaspar. En vigtig mand i hver kæde, kunne man sige.
    Det skulle dog vise sig at vi havde været mere end heldige med vores forstærkninger. Jairo og Per Svop var allerede så småt integreret på holdet, men kunne dårligt kaldes direkte erstatninger for dem som havde forladt os. I stedet var det op til Per Saaby og Søren Kirkeby at løfte den tunge arv efter de tabte nøglespillere. Og det gik - specielt i starten - over al forventning. Ud over deres individuelle kvaliteter viste de nytilkomne sig nemlig som excellente holdspillere, som ikke var bange for selv at gå ind og gribe taktstokken fra Dag Et, når kollektivet havde brug for det.
    Først og fremmest var resultatet at Dværgene klarede at bibeholde den gode organisation fra året før, og stillet over for nogle lidt vinterrustne modstandere i de første kampe, kom der overmåde gode resultater. Det ville være synd at sige at vi styrede kampene, men først og fremmest straffede vi modstandernes fejl nådesløst, og hovedsageligt på kontraspillet fik vi skrabet nok points sammen til at ligge på en nærmest chokerende førsteplads ved sommerpausen.
    Cheftrænerens resultatmæssige målsætning blev nu justeret fra en midterplacering til en slutplacering i top 3, men parallelt blev der sat en anden delmålsætning: Vi skulle i løbet af efteråret også lære at styre kampene noget mere og få mere organiseret opspil.
    Det kom dog relativt hurtigt til at stå klart at anden del af målsætningen skulle blive sværere at leve op til end første del. Ikke alene var vores modstandere blevet noget skarpere i sommerpausen, Dværgene havde også svært ved at få eget spil til at fungere. Hvilket næsten kunne ses tydeligst i to af de første kampe, hvor vi spillede mod 6 modstandere, men næsten havde sværere ved at komme til målchancer end normalt.
    Et centralt spillemæssigt princip i planerne for at komme til at blive mere spilstyrende var at få bolden hurtigt op på modstandernes halvdel gennem midten af banen for dernæst at spille bredt. Men det kom simpelthen ikke til at virke, og tilmed syntes vi at miste noget af skarpheden i vores kontrastød - samtidig med at modstanderne efterhånden også var blevet mere opmærksomme på Peter, som havde ageret målmaskine i voldsomt omfang i foråret.
    Så da vi sluttede sæsonen med noget som lignede et resultatsmæssigt chok - fire nederlag på stribe efter ikke at have tabt i 30 kampe i træk - var det måske mere et udtryk for at vi havde haft heldet og omstændighederne med os tidligere, end at vi pludselig var blevet markant ringere.
    Den ærgerlige afslutning skal absolut ikke udviske udtrykket af at sæsonen gik over al forventning, men efter at have spillet efter det samme taktiske koncept i nu 2½ år, er det måske på tide at den sportslige ledelse går i tænkeboks og ser om vi skal til at justere lidt på spillestilen. Der har trods alt været en del udskiftninger på holdet siden konceptet blev formuleret, og det er muligt at der skal nye tanker til.
   Tidspunktet synes i hvert fald oplagt til det: vi er muligvis kørt en smule fast, men man kan bestemt ikke sige at vi er i nogen ødelæggende krise, og det er i flere betydninger et perfekt tidspunkt til at tænke offensivt og fremadrettet.

Trænernes beretning 1999
Trænernes beretning for 2000
Trænernes beretning for 2001