v. Bo Nissen Knudsen og Lars Knudsen

Spilletid

I år havde vi det usædvanlige held at undgå at der var hold der trak sig fra vores pulje. Og kun to kampe blev aflyst, så denne gang stod den på 20 kampe. Det gav naturligvis pænt med muligheder for at tilbyde klubbens aktive medlemmer spilletid, hvilket stadig er klubbens primære formål og vel ikke skal glemmes i en tid med stadigt bedre resultater.
     Til generalforsamlingen i 2002 havde vi besluttet at udvide truppen til 17 spillere – i lyset af at folk generelt var ved at stifte familie og måske også kunne risikere at få travlt med fuldtidsjobs. Så galt skulle det dog ikke vise sig at gå; vi nød godt af lavkonjunkturen og det høje arbejdsløshedstal, og Dværgene syntes heller ikke at have de helt store kvaler med at få familielivet passet ind efter fodbolden.
    I hvert fald var der en kolossal trængsel omkring tilmeldingen til kampene i foråret, og vi måtte sætte en hel del flere spillere end vanligt på reservetjanser. Rekorden kom til et halvtrist bundopgør, en morgenkamp mod Marts 96. Her tilmeldte samtlige 16 spilleberettigede Dværge sig, hvilket gjorde at vi måtte sætte hele 6 mand af, på trods af at vi udtog en timandstrup. De ti udvalgte Dværge sikrede iøvrigt resultatet 0-0.
     Opgjort i tal blev det alt i alt til hele 26 tjanser som tilkaldereserve i løbet af forårets 12 kampe – omend en del af tilkaldereserverne rent faktisk så også blev tilkaldt! Oveni blev det samlet til 3 gæsteoptrædener fra reservespillere, dvs. gennemsnitligt én i hver fjerde kamp. (Se iøvrigt bilag om spilletid).
     I efteråret så det pludselig helt anderledes ud. Vi havde godt nok skibet Peter af mod Somaliland, og var således én mindre i truppen, men dét alene kunne ikke forklare den voldsomme nedgang i tilmeldingerne. Vi endte på kun 4 tjanser som tilkaldereserve i løbet af 10 kampe, og til gengæld var der 5 gæsteoptrædener, dvs. gennemsnitligt én i hver anden kamp.
     I forhold til evt. justeringer af truppens størrelse er det således meget svært at komme med en entydig anbefaling. Vi har ikke på noget tidspunkt været nede omkring mindstemålet med spilletid i 6/11 af de kampe som den enkelte har tilmeldt sig, men alligevel var det klart at vi i foråret var for mange, mens vi i efteråret var lige til øllet, om ikke lidt for få. 

Træning

Det forgangne år bød på endnu et skridt opad mht. vores indendørstræning om vinteren. Vi fik tillusket os en afbudstid i Idrætshuset på Østerbro, og det må siges at give en helt ny dimension til træningen at kunne spille 5 mod 5 snarere end 4 mod 4. Desværre lykkedes det kun at få en tid på en enkelt ugentlig time, men med lidt hiv og sving, og udnyttelse af ubrugt haltid omkring vores egen, var vi ofte oppe på 1½ time, og så var udbyttet klart større end i de 2 timer i Rødkilde Skoles noget mindre sal. Og heldigvis har vi igen i år fået samme tid – selvom vi iøvrigt havde lille hemmelig drøm om at nå op på 2 timer i år.
     Samtidig tog vi et nyt elektronisk tilmeldingssystem, Evite, i brug til indendørstræningen med Stigs hjælp. Det har gjort det hele en smule lettere, omend det nu også kan være en kilde til ekstra frustration for trænerne, når tilmeldingerne er lige omkring det kritiske antal og man ikke ved om man skal aflyse eller ej! En anden lidt ærgerlig sideeffekt ved vores avancement til Idrætshuset er at vi ikke længere har de samme muligheder for at arrangere indendørsturneringer. Det blev således ikke til noget i år, og det kan måske også blive besværligt til næste år.

Udendørstræningen på Institut for Idræt kørte muligvis bedre end nogensinde. Banerne er stadig helt uhørt ringe, men nærmest umærkeligt synes interessen for at deltage at have vokset sig mere og mere konstant. Det skal måske nævnes at vi generelt var ganske heldige med vejret, men til langt de fleste træningssessioner kunne vi faktisk spille noget der lignede en regulær træningskamp med 6-8 Dværge plus hangarounds mod et tilsvarende antal modstandere. Vi står stadig på venteliste til – forhåbentlig bedre – baner andetsteds i byen under Københavns Idrætsanlæg, men ellers må udendørstræningen i år vel siges at være godkendt.

Op til turneringsstart skulle vinterens sæsonforberedelser kulminere i tre træningskampe på grus i Valby. Det gik dog ikke ret godt, for det var så som så med deltagelsen. Til den første, mod De Røde Djævle, gjaldt det vores modstandere, som dårligt kunne stille hold, så det kom der ikke engang en kamp ud af. Til den anden, mod The Young Ones, var der noget mere udbytte, og vi fik en forsmag på, hvilken kvalitet modstanderne i A-rækken kunne have. I den tredje, mod FC Dirac, var vi reservespækkede og spillede generelt skidt, men en kamp blev det dog til.
     Værre endnu gik dog forsøget på at genoplive traditionen med en sommerturnering. Ikke alene kiksede det at få skrabet nok hold sammen, det viste sig også temmeligt svært at skrabe Dværge sammen til de 2 kampe det blev til. Der kom vel en smule fodbold ud af det, men det er nok tvivlsomt om der er basis for sådan en turnering – hvilket måske kunne hænge sammen med at sommerferien i højere grad er blevet til regulær ferietid i takt med at Dværgene har stiftet familier og har fået fuldtidsjobs.

Turnering

Efter at have overrasket som nyoprykkere året før havde det nykonstituerede trænerteam, bestående af Bo og Lars Knudsen, egentlig forestillet sig at det i år skulle være tid for at anlægge os en mere attraktiv spillestil, da vi havde konsolideret os i B-rækken. Men planerne blev skudt noget i sænk af at vi meget overraskende viste os at være rykket op i A-rækken, til trods for den missede play-off kamp mod NB99.
     Det fik trænerteamet til at klø sig i håret og tænke over hvad vi så skulle gøre, for eftersom vi egentlig aldrig havde følt os – eller spillet – som et tophold i B-rækken, var det lidt svært at se hvordan vi pludselig skulle kunne anlægge en mere spilstyrende stil i A-rækken. Efter en del overvejelser blev det til at vi faktisk snarere gik over til en form for Dogmefodbold med stor vægt på den defensive organisation og hurtigt kontraspil – for i det mindste at sikre overlevelsen i rækken.
     I praksis holdt vi fast ved vores organisation i et 3-2-1 system med lavt pres og orientering mod midten af banen. Og stadig i en skæv version med en offensiv og en defensiv midt og en offensivt og en defensivt orienteret back. Men vi ændrede vores opspilsmønster til en lidt mere primitiv model, hvor vi i højere grad sparkede hen over midtbanen og frem i frimærkerne i banens hjørner. På den måde fik vi som regel hurtigere bolden frem, men til gengæld sjældent i ret gunstige positioner, så vi måtte i høj grad satse på enkeltmandspræstationer når vi kom frem ad banen.
     I foråret gik det ikke ret godt. Angrebsspillet hang sjældent ret godt sammen, og det kunne vores nogenlunde velfungerende defensiv ikke kompensere tilstrækkeligt for, så da vi var ved at have spillet halvdelen af årets kampe, var det nedrykningspladserne der truede med vores 9 points for 10 kampe. Hvilket ikke ligefrem tydede på at vi skulle nå trænernes succeskriterie for sæsonen med 30 points – eller for den sags skyld bare de 25 points som vi regnede med ville bringe os uden for nedrykningsfare. Specielt var det skidt at vi ikke havde fået skrabet flere points sammen i første halvdel, eftersom vi vidste at vores største individualist, Peter, var væk i hele efteråret.
     Det skulle dog vise sig at vi nåede et uventet vendepunkt mod topholdet Boca Seniors, hvor der ellers syntes lagt op til en større røvfuld til en Dværgetrup, der efter 5 minutter og en knæskade blev reduceret til 7 mand uden  noget der lignede en offensiv playmaker. Men på en uhørt hård og disciplineret indsats fik vi tyvstjålet en 1-2 sejr i Valby, og det skulle blive den første i en perlerække af 8 kampe uden nederlag for Dværgene.
     Det er svært at sige hvad der skete i efteråret, men pludselig kom resultaterne. Vi stod stadig nede i eget felt og forsvarede os bittert i de fleste kampe, men forsvaret stod godt, og vi var giftige i kontraspillet. Oveni blev der vist individuel storform fra flere Dværge, og særligt må man fremhæve Per Saaby, som virkelig trådte i karakter i Peters fravær og blev den helt dominerende offensive kraft og suveræn topscorer med 14 mål – 10 mål flere end nr. 2 på listen! Men også Jairo foldede sig ud i en ny rolle som kreativ offensivspiller, Lars Fremerey som aggressiv angrebsback og Stig som forudseende autoritet i forsvarskæden.
     Resultaterne til trods var spillet stadig noget primitivt, og vi fik sjældent meget mere end 2 spillere med helt frem i vores angreb, så vi havde lidt bange anelser før de sidste 4 kampe mod lokalrivalerne fra CSKA Royale og de tre tophold Oranje FC, 100 Dages Klubben og Boca Seniors. Vi holdt stilen mod de kriseramte CSKA i en meriterende 3-2 sejr, men så var det også slut. De tre tophold var for stor en mundfuld, og efter et knebent nederlag til Oranje fik vi en historisk snitter af 100 Dages Klubben, der – efter anfører Kirkebys tidlige skadesexit – med en 9-1 sejr tilføjede os det suverænt største nederlag i klubbens historie.
     I sidste kamp mod Boca Seniors blev vi igen udklasseret og var færdige med at føle os som tophold. Vi sluttede på en 5. plads i puljen med 32 points, og med en målscore på 48-43 med puljens bedste forsvar. Og selvom sæsonen på den måde var en klar resultatmæssig succes, var det måske en meget god påmindelse om at vi mangler en hel del i vores spil for ligefrem at kunne gøre os som tophold i A-rækken.

Samlet set er historien om sæsonen klart en succeshistorie, men hvis vi skal til at tænke lidt fremad, skal vi nok til at overveje hvordan vi kan komme til at spille en måske lidt mindre glædesløs gang fodbold, nu vi må siges at have konsolideret os i A-rækken.
     Det hører nok også med til den diskussion at overveje hvor meget vi skal være orienteret mod sportslig succes i forhold til den enkelte spillers ønsker. Trænerteamet har indtil videre valgt en balance hvor selve holdudtagelsen primært er baseret på at give så meget spilletid som muligt til medlemmerne, mens den enkeltes ønsker om placering på banen, de taktiske opgaver osv. er blevet underordnet hensynet til det bedst mulige resultat, når truppen først er udtaget.
    Ganske som vi egentlig ville have forsøgt os med – i flere betydninger – at tænke offensivt og fremadrettet sidste år, burde det nok stå på programmet igen. Specielt da vi denne gang vistnok skulle være sikret mod en væmmelig overraskelse med oprykning.

Bilag – de enkelte spilleres spilletid

Antal faktisk spillede kampe pr. spiller kan ses i denne tabel.
Det totale antal spillede kampe var 20.
 

Rygnr.	Spiller	Kampe 2003	Tilmeldinger	(Kampe ialt)
1	Stig	19	22	(73)
7	Bo	16	21	(70)
6	Saaby	16	20	(28)
11	Lars F.	13	17	(63)
12	Lars K.	13	15	(50)
8	Rune	12	19	(39)
9	Claus	11	11	(44)
20	Christian H.	11	17	(34)
14	Søren K.	11	16	(26)
2	Søren A.	9	12	(29)
3	Jairo	9	11	(27)
4	Troels	8	11	(61)
10	Peter	7	10	(50)
16	Hasholt	7	4	(11)
13	Svop	6	7	(18)
15	Ulrik	5	7	(36)
u.nr.	Ole I.	3	0	(3)
u.nr.	Thomas L.	2	0	(2)
u.nr.	Nils	1	0	(7)
u.nr.	Lars M.	1	0	(2)
u.nr.	Brian	1	0	(1)

Man kan måske bemærke at Rune synes at have været ekstraordinært uheldig – på trods af kun at blive sat som tilkaldereserve 2 gange har han altså misset hele 7 kampe! Til gengæld må Claus siges at have været optimalt heldig – mens Lars Hasholt har været mesteren i kunsten at springe til som reserve trods manglende tilmelding!

Trænernes beretning 1999
Trænernes beretning for 2000
Trænernes beretning for 2001
Trænernes beretning for 2002