|
|
||||
v. Bo Nissen Knudsen, Claus Sparrevohn og Ole Eigaard Spilletid Fra starten af året stod det klart at det næppe ville blive noget problem at sikre klubbens medlemmer spilletid. Allerede på generalforsamlingen et par måneder før var det klart at årets store udfordring i stedet ville blive at sikre at vi havde spillere nok – og kunne stille hold til alle kampene. Eller det var i hvert fald tilfældet så længe vi talte udendørs fodbold. Igen i det forløbne år var det nemlig mislykkedes at skaffe en hal til indendørs fodbold, så det stod ret sløjt til med muligheden for at få spillet i Dværgeregi om vinteren. Vi havde – mere eller mindre ved et uheld – tilmeldt os DAI's futsal-turnering, men den turnering byder på så få og spredte kampe at der reelt ikke var meget at komme med. Problemerne med at stille hold til futsal-turneringen skulle dog blive en ganske god indikator for hvor svært det ville blive at stille hold til udendørsturneringen. Normalt plejer den sportslige beretning at indeholde en opgørelse over hvor mange reserver vi har brugt, men i år har det været så overvældende mange og har været så åbenlyst et problem at vi ikke engang mener det er nødvendigt at gøre op. Plus at det endda ville være temmeligt besværligt: Opløsningstendenserne har blandt meget andet medført at vi simpelthen mangler referater og trupper fra så mange kampe at opgørelsen alligevel ville blive upræcis. Træning Vintertræningen blev som sagt til ingenting, men der blev gjort flere forsøg på at få udendørstræningen op at køre. Vi forsøgte os med flere forskellige hold som træningspartnere, men der var åbenbart ikke mange som var specielt interesserede. Af samme grund var det generelle billede at vi var for få til træning på Bispebjerg gennem hele året – dog med en undtagelse i sommerperioden hvor vi trænede sammen med FC Siv, det hold som havde tiden på Bispebjerg efter os. Det udmøntede sig i træningsspil af høj kvalitet, men desværre – og af uvisse grunde – løb den fælles træning ud i sandet efter sommerpausen, og derefter var vi igen for få og fik for lidt ud af det. Skal vi fastholde en ugentlig træningsaften, er det således en bidende nødvendighed at finde et hold som passer til os i niveau og temperament – og som ikke mindst kan bidrage med en god samling folk som har lyst til at møde op og være med. TurneringSom allerede nævnt bar sæsonen i overvældende grad præg af problemerne med at stille hold. I starten af sæsonen nød vi godt af at kunne låne spillere fra det kollapsede Punani-hold, men i takt med at stemningen mellem Dværge og Punani-folk blev dårligere, blev det mere og mere tilfældigt hvem vi kunne hive fat i når der manglende folk. Den totale mangel på kontinuitet afspejlede sig også straks i spillet på banen. Særligt var det tydeligt at vi stillede med et helt nyt forsvar til næsten hver eneste kamp, og hvis det nogensinde lykkedes at få faste aftaler om hvordan der skulle spilles, kunne vi være helt sikre på at vi kunne starte forfra til næste kamp. Et af målene var at forsøge at vende tilbage til et mere zone-orienteret forsvarsspil à la det vi havde succes med på vejen op gennem rækkerne, men det lykkedes aldrig at få det indarbejdet – eller for den sags skyld bare at få overbevist spillerne om at det var en god idé at prøve det. Til tider blev det nærmest aktivt modarbejdet, og så måtte det jo gå galt. Resultatet var forudsigeligt: Målene væltede ind – selv når vi spillede mod hold af helt beskeden kvalitet. Én enkelt gang i løbet af sæsonen lykkedes det at holde rent bur, og vi sluttede med en målscore på 45-94 efter 22 kampe. Altså 4,27 mål mod os pr. kamp i gennemsnit – det klart ringeste nogensinde. Den generelle elendighed kulminerede i de fem sidste kampe. Først måtte vi opgive at fuldføre en kamp i Valby mod BK Star efter at have fået to skader og ikke have nogen reserver, dernæst blev der åbent skænderi mellem Dværge og gæster i en kamp i Birkerød, så måtte vi – for første gang i klubbens historie – melde fra til en kamp hvor vi ikke kunne stille hold, og denæst tabte vi hele 11-1 til topholdet i en kamp hvor vi på ingen måde lignede et hold der havde spillet sammen før. Hvilket sådan set også var tilfældet for en del af spillerne. Udeblivelsen fra tredjesidste kamp medførte endda det særligt bitre at vi blev udelukket fra at prøve at redde vores forbliven i A-rækken ved en playoff-kamp. Eftersom DAI's regler netop straffer udeblivelse fra de tre sidste kampe i sæsonen. At sidste kamp blev vundet hjemme mod Glostrup, var en lille trøst til slut, men det kunne ikke rigtigt gøre op for de massive opløsningstendenser som havde været tiltagende over hele sæsonen. Skal vi på nogen måde have en fremtid som fodboldklub, kræver det enten en langt større deltagelse fra medlemmerne end i år, eller også skal der tilføres nye spillere i massivt omfang.
|
Trænernes beretning 1999 |
|||